Nyhed

NorthSide rokerer om på programmet

Efter Modest Mouses aflysning flytter Imagine Dragons op på en større scene

I går måtte NorthSide desværre oplyse, at Modest Mouse havde aflyst hele deres Europaturné, inklusive NorthSide, for at færdiggøre deres kommende, længe ventede album. Heldigvis var festivalen hurtigt klar med en erstatning i form af den fremadstormende australske rock/dance-duo Jagwar Ma.

Aflysningen af koncerten med Modest Mouse har ført til lidt udfordringer i forhold til programlægningen af lørdagens musikprogram, men samtidig har det givet mulighed for at opgradere koncerten med Imagine Dragons (billedet) til Green Stage.

Siden NorthSide i februar bookede Imagine Dragons til dette års festival, er deres popularitet vokset markant, og da de i april spillede deres første danske koncert, var det i et udsolgt Store Vega. P3 har spillet singlerne "Radioactive" og "It's Time" flittigt, og på grund af bandets konstant voksende popularitet har NorthSide besluttet at give dem mulighed for at udfolde sig på en større scene end først planlagt.

Imagine Dragons indtager derfor nu Green Stage fra kl. 18:30 i det tidsrum lørdag, der var reserveret til Modest Mouse, mens Jagwar Ma vil blive sat på Red Stage kl. 16:00, hvor Imagine Dragons oprindeligt skulle have spillet.


Hele programmet for NorthSide 2013 kan ses her og også i den officielle NorthSide 2013-app, der kan hentes her.

Festivalen finder sted i Aarhus Ådal 14.-16. juni og er udsolgt.

ANNONCE