Nyhed

Avedørelejren tilføjer sidste navn til 100 års jubilæum

Samfundsrevseren Niels Skousen lukker og slukker festen

Avedørelejren kan i år fejre sit 100 års jubilæum, og det sker den 29. juni. Det er på netop denne dato, at den gamle miltærlejr modtog sin brugstilladelse og blev indviet som kaserne i 1913, og jubilæet fejres med byfest og musik. Allerede annonceret er The Raveonettes og 4 Guys From The Future, og nu tilføjes så også Niels Skousen til programmet. 

Den samfundsrevsende Niels Skousen fejrede sit 40 års jubilæum i dansk rock med live-udgivelsen af "Herfra Hvor Vi Står" i 2012. En udgivelse som GAFFAs anmelder Espen Strunk gav fem ud af seks stjerner:

"Et fyrre år gammelt album fejret med (næsten) fuld besætning og et behørigt kontingent af gæstestjerner fra en yngre generation; det kunne så let være blevet en omgang tandløs nostalgi. Men nej, ikke når hovedpersonen hedder Niels Skousen: en distingveret sangskriver og performer, som med tre album over de sidste ti år har demonstreret sin fortsatte status som en af de allerstørste på modersmålet". 


Skousen har i kraft af sit virke og sin karriere opnået en toneangivende og anset position, og han fremtræder som en distingveret sangskriver og performer.  Det gør han forhåbentlig også denne aften, når han gæster Avedørelejren med fuldt band. 

Festlighederne åbnes af Peter Aalbæk Jensen, direktør for Zentropa, der holder til i Filmbyen, som også huses i Avedørelejren. Hele herligheden er gratis.

ANNONCE