Nyhed

Ozzy Osbourne: Bill Ward er for overvægtig

Frontmand fortæller, hvorfor trommeslageren ikke er en del af Black Sabbaths genforeningsturné

Tidligere på sommeren udgav et gendannet Black Sabbath albummet "13," og i november rammer deres comebackturné København. Dog uden gruppens oprindelige trommeslager Bill Ward – og nu har forsanger Ozzy Osbourne i et interview forklaret hvorfor.

"Jeg tror helt ærligt ikke, at han kunne have klaret opgaven," siger Osbourne til New York Daily News og tilføjer: "Han er ekstremt overvægtig. En trommeslager er nødt til at være i form. Han har allerede haft to hjerteanfald – jeg har ikke lyst til at være ansvarlig for hans liv".

Det blev guitarist Toni Iommis kræftdiagnose, som udløste beslutningen om en genforening uden bandets oprindelige trommeslager, skriver NME:


"Vi ventede længe på Bill, og vi ville gerne have en løsning på det. Men i sidste ende, og især efter jeg fik min diagnose, tænkte jeg "fucking hell, nu er det nok – vi er nødt til at rykke på det. Måske falder jeg fra næste år." Så jeg mailede ham og skrev "Bill, vi kan ikke vente længere. Vi er nødt til at rykke." Så det var det.

Black Sabbaths comebackalbum "13" fik en pæn modtagelse ved udgivelsen tilbage i juni måned. "13 indeholder få nye klassikere, men til gengæld 53 ganske fornøjelige minutter i selskab med djævlerockens gudfædre," konkluderede GAFFAs metalanmelder Keld Rud ved udgivelsen.

ANNONCE