x

Vegas Udvalgte 2014 offentliggør fuldt program

Vegas Udvalgte 2014 offentliggør fuldt program

Når Vega slår dørene op den 31. januar, er det blandt andet med friskt, svensk talent på dansk jord for første gang. Ud over de elektroniske producere Sekuoia (billedet) og Unkwon og electropop-projektet Kill J byder Vegas Udvalgte også på den svenske singer-songwriter Alice Boman, som er blevet valgt i samarbejde med Öresundsfestivalen. 

Lineuppet på syv består ud over de fire førnævnte også af Karl William, Mont Oliver og My Heart the Brave. Koncerterne afholdes i både Lille Vega og Vegas Lounge og er tilrettelagt således, at man kan opleve dem alle. Sidste år tiltrak Vegas Udvalgte omkring tusind gæster.

Det er et alsidigt program i år, og med tilføjelsen af de sidste fire navne i dag er der lagt op til masser af electro-influeret pop, ofte med et anstrøg af soul og r&b. Sekuoias malende elektroniske musik sigter efter sind og dansesko og emmer af lige dele natklub efter midnat og drypstenshule ved daggry. Unkwon har tidligere åbnet for Trentemøller på dennes Europaturné, og hans univers udspiller sig i det elektroniske spændingsfelt mellem downtempo electronica og bastung instrumental-hiphop. Kill J udfordrer r&b-genren med en nordisk klang, og duoen har siden deres debutkoncert i Ideal Bar gjort sig bemærket med singlen "Phoenix".

Ved sidste års Öresundsfestival i Malmö blev Vegas Udvalgte-konceptet løftet ud over Danmarks grænser, da en række danske navne spillede her. I år er det tilfaldet den svenske Alice Boman og hendes smukke popviser, skrevet i soveværelset, at indtage dansk jord. Hendes single "Waiting" var sidste år at finde på det engelske musiksite The Line of Best Fits liste over årets 50 bedste sange.

Find billetter til Vegas Udvalgte her 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA