Nyhed

Ekstra billetter til Aerosmith

Koncerten med legenderne rykkes udenfor - supportnavne afsløres i samme ombæring

Det vakte glæde og begejstring, da det i november sidste år blev offentliggjort, at det ikoniske rockband Aerosmith giver koncert i fængslet i Horsens den 6. juni. Faktisk var begejstringen så stor, blandt de danske Aerosmith-fans, at koncerten blev udsolgt på 14 minutter. Til stor skuffelse for mange, selvfølgelig.

Udbud og efterspørgsel følges gerne ad, og det har arrangørerne af koncerten indset og har, sammen med bandet, besluttet at rykke koncerten uden for fængslet, hvilket betyder, at der nu er sat ekstra billetter til salg. Vil man gerne opleve The Bad Boys from Boston er der hermed endnu en mulighed for at få erhvervet sig nogle billetter, når de sættes i salg mandag den 17. februar klokken 10:00. Tag det roligt skal man nok ikke, hvis efterspørgslen er på bare et minumum af, hvad den var ved det orinære billetsalg.

De gode nyheder stopper dog ikke her. Supportnavene til koncerten er bestemt, og de hedder Walking Papers og Pretty Maids. Førstnævne består af den tidligere Guns N' Roses-bassist Duff McKagan, trommeslageren Barrett Martin, kendt fra Washington-bandet Screaming Trees samt Jeff Angel og Benjamin Anderson. Pretty Maids er lokalhelte fra Horsens, dannet i 1981, hvor de også havde deres storhedstid. Hjemmebane-rockerne kommer med 13 studiealbum i bagagen og skal sætte gang i Horsens med deres blanding af heavy riffs og stærke melodiske kompositioner. 


Det er ikke kun folk med billetter, og dem, som nu er blevet givet endnu en chance for at komme til koncerten, der glæder sig til rock-showet den 6. juni. Joe Perry, lead-guitaristen i Aerosmith, udtrykker, på bandets vegne, selv glæde over at komme til Danmark i en video til de kære fans. Budskabet er klart, han glæder sig til at "rock your butts off!"

Se videoen herunder – og se, om du kan nå at få fat i en ekstra billet før din nabo på mandag den 17. februar klokken 10:00 via GAFFA Live


ANNONCE