Nyhed

Hør endnu en ny, gammel sang fra Michael Jackson

Anden forsmag fra det posthume album Xscape kan høres online nu

Ved siden død i 2009 efterlod Michael Jackson en række uudgivne sange, og helt i tråd med normal praksis i musikverdenen bliver det ikke deres skæbne at hvile i fred. Allerede i 2010 udkom det første posthume Jackson-album med "nye" sange, "Michael", og nu er der et nyt på vej, "Xscape", som udkommer 12. maj.

Første single, "Love Never Felt So Good", havde premiere i sidste uge, og det skete tilpas pompøst ved IHeartRadio Awards i Los Angeles. Her blev sangen præsenteret af pladeselskabsdirektør L.A. Reid fra Epic Records, inden den blev spillet over højttalerne ledsaget af et Jackson-inspireret danseshow med en af Jacksons store fans, Usher, i en fremtrædende danserolle.

Nu er endnu en sang fra albummet, "Chicago", blevet offentliggjort. Sangen er ifølge CNN skrevet af sangskriveren Cory Rooney, oprindeligt indspillet i 1999 og skulle have været med på Jacksons 2001-album "Invincible", men endte med at blive sorteret fra. Nu har Timberlake produceret en ny version, som du kan høre nedenfor.


Albummet "Xscape" udkommer på Epic Records, en del af Sony Music, og er hjertebarn af produceren L.A. Reid, som har fået frie beføjelser over fire årtiers demomateriale fra Jacksons hånd og stemmebånd. Timbaland er en af de udvalgte producere, der har fået til opgave at få materialet til at lyde "af i dag", sammen med blandt andre Rodney Jerkins, Stargate, Jerome "Jroc" Harmon og John McClain. På albummet medvirker blandt andre Justin Timberlake i en duetversion af "Love Never Felt So Good", og albummet indeholder i alt otte ikke tidligere udsendte Jackson-sange.

I 2010 underskrev Sony Music en aftale med Michael Jacksons bo, der giver pladegiganten ret til at udsende 10 album med ikonet over en periode på syv år. Det første, "Michael", udkom i december 2010, og GAFFAs Sohail Hassan konstaterede i sin tre stjerners anmeldelse: "Ikke en konge værdigt". Om "Xscape" tager tronen tilbage, må tiden vise.


ANNONCE