Nyhed

Se Lana Del Rey som femme fatale

Sangerinden er hurtigt ude med ny musikvideo til seneste album

Lana Del Rey er aktuel med endnu en video fra sit seneste album, "Ultraviolence", der udkom i Danmark i fredags, samme dag som hun optrådte på dette års NorthSide Festival. "Shades of Cool" står for skud denne gang, og du kan se den her forneden.

Man kunne mistænke Dan Auerbach og Lana Del Rey for at pønse på den næste Bond-sang, når man hører guitarmotivet, der bærer "Shades of Cool". Der er noget umiskendeligt bondsk over tonerne, og det fremmaner derfor også en vibe, som man husker det tilbage fra nogle af 60'ernes klassiske Bond-sange. 

Lana Del Rey slår dog ikke omverden som den mest optimistiske personlighed. I et interview med engelske The Guardian i sidste uge gav hun udtryk for, at hun ønskede, at hun var "død". Interviewet havde drejet sig over på Del Reys idoler, Kurt Cobain og Amy Winehouse, og da en forbindelse mellem hende og de faldne stjerner blev fremhævet svarede hun brat: "Jeg ville ønske, at jeg allerede var død."


Som interviewet fortsatte i rillen om død og dødelighed, bekræftede Lana Del Rey senere sit "dødsønske": "Jeg mener det! Jeg gider ikke at være nødt til at fortsætte med det her. Men det er jeg. Det er bare sådan, jeg føler det. Hvis ikke det var på den måde, ville jeg ikke sige det. Jeg ville da være bange, hvis jeg vidste, at døden bankede på døren, men ..."

Lana Del Rey gav en cigaret-rygende koncert på NorthSide, hvor der også var plads til at kysse et par fans. GAFFAs Michael José Gonzalez så til nede fra plænen og kvitterede med fem stjerner under overskriften: "Opløftende optræden fra den kølige newyorker." Det gav han ligeledes sangerindens andet album, "Ultraviolence", om hvilket han skrev:

"Det er en udsøgt fornøjelse at dvæle i Del Reys depraverede lyriske univers, der har prostituerede, narkomaner og masochister nok til en Burroughs-roman. Mændende er røvhuller, og kvinderne er elendige på Ultraviolence, der byder på stærk sangskrivning med besnærende omkvæd, dragende vers og en vokal, der kun synes at være vokset i styrke siden sidst."

Se "Shades of Cool" her:

ANNONCE