Nyhed

Ny Jeff Buckley-opsamling

Det posthume ikons dødsdag markeres med best-of opsamling og lidt ekstra lækkerbidder

Da Jeff Buckley den 29. maj 1997 vadede fuldt påklædt ud i Mississippi-floden, var han kun lige begyndt at skabe sig et navn som singer/songwriter. Men intet udødeliggør en talentfuld rockmusiker som alt for tidlig død, og siden er Buckleys ry kun vokset – til et punkt, hvor han i manges bevidsthed overstråler sin kultdyrkede far Tim Buckley.

Den karismatiske showmand med den spændstige vokal nåede kun at blive 30, og størstedelen af hans pladeproduktion er udgivet posthumt – herunder ”Sketches For My Sweetheart the Drunk” og live-albummet ”Mystery White Boy”. Kun debuten ”Grace” udkom i Jeff Buckleys egen levetid.

Et bagkatalog på i alt to studiealbum skriger ikke ligefrem på en best-of opsamling, men i anledning af tiåret for Buckleys død forsøger Columbia sig alligevel. Lokkemaden er to hidtil uudgivne numre – et cover af The Smiths’ ”I Know It’s Over” og et alternativt ’take’ af ”So Real” – og en dvd med dokumentaren ”Amazing Grace”, der siden 2004 har udviklet sig til lidt af en filmfestival-favorit.


Dokumentaren rummer en række koncertoptagelser af Buckley og interviews med hans familie, bandkammerater og andre samtidige.

Tracklisten til "So Real: Songs From Jeff Buckley":

1.Last Goodbye
2.Lover You Should Have Come Over
3.Forget Her
4.Eternal Life
5.Dream Brother (alternative take)
6.The Sky Is A Landfill
7.Everybody Here Wants You
8.So Real (acoustic live performance)
9.Mojo Pin (live)
10.Vancouver
11.Je N'en Connais Pas La Fin
12.Grace
13.Hallelujah
14.I Know It's Over

ANNONCE