x

Guide: Her er weekendens 11 essentielle koncerter

Guide: Her er weekendens 11 essentielle koncerter

Der er stadig nogle af sommerens festivaler, der venter på afvikling, og denne weekend er ingen undtagelse. Men hvis du foretrækker at få dit live-fix andetsteds end på eksempelvis Tønder Festival eller Aarhus Festuge, så kommer her en guide til 11 essentielle koncerter. Listen bringer os i denne uge vidt omkring i landet. Er du blot faret vild i koncertlandskabet, så kan vi også hjælpe dig på vej med en guide til 11 essentielle koncerter i henholdsvis Aarhus Festuge og på Tønder Festival.

TORSDAG DEN 27. AUGUST

København:

Slaraffenland, Loppen (med Vessel og Mads Beldring som opvarmning). 

Slaraffenland udgav i foråret deres fjerde album, "Slow Waves", efter en femårig musikpause. Og det var et kærkomment gensyn, skrev GAFFAs Rune Schlosser i sin anmeldelse af albummet. Vesel og Mads Beldring sørger for opvarmningen, når bandet spiller op på Loppen i København. Sidder man i Aarhus og ærgrer sig over denne placering, så kan man også få del i godterne på fredag, hvor Slaraffenland fortsætter mod Radar i Aarhus. Her er det i stedet Calico, der varmer op. 

FREDAG DEN 28. AUGUST

København:

Den Sorte Skole, Metropolis Festival, Københavns Domhus

Den Sorte Skole (billedet) spiller op for effekterne til en visuel koncert foran Københavns Domhus. I forbindelse med hundredeåret for kvinders stemmeret spiller den prisvindende dj-duo en koncert, der med video-mapping sætter fokus på demokratiets tilstand og samtidig afrunder Metropolis Festival. Og det er ganske gratis!

African Roots Reggae Fest 2015, Loppen

Afrikansk kultur er omdrejningspunktet for denne årlige reggaefest, der finder sted på Loppen, Christiania. Øverst på programmet står ghanesiske Rocky Dawuni, der udover sin status som menneskerettighedsforkæmper også når bredt ud med sine afro-reggaeviser. Seks andre navne pryder også programmet denne aften, herunder Brainna Jahsig (Ghana), JahCub (Nigeria), Ayi Solomon (Ghana), I lawy (Tanzania), Ida Ambrose (Gambia) og Commander Messiah (Ghana).

Aarhus:

D-A-D + Electric Guitars + I'll Be Damned, Pier 3, Aarhus Havn

Da D-A-D den 29. maj skulle skyde sin sommerturné i gang på Aarhus Havn, blev det en meget kort fornøjelse. Efter blot fire numre måtte koncerten indstilles, da bassist Stig Pedersen gled på scenen og brækkede armen. Nu er armen helet, og D-A-D holder som lovet sin erstatningskoncert til den beskedne pris à 51 kroner. Der er stadig få billetter, og det gode tilbud er heldigvis ikke kun forbeholdt dem, der blev snydt til den sidste koncert. 

Kesi + Lord Siva, VoxHall

De to rappere slår pjalterne sammen og indtager VoxHall i weekenden med ørehængende melodier og forførende beats. Kesi har senest udsendt albummet "Barn Af Byen", hvor rapperen efter eget udsagn tackler nogle af de lidt tungere emner, mens Lord Siva indtil videre har to ep'er i rygsækken. Lord Siva er blevet fremhævet som en af de sjældent sete rappere, der faktisk også kan synge. 

Svendborg:

Dizzy Mizz Lizzy + Dúné, Valdemars Slot

Dizzy Mizz Lizzy har leveret en række meget populære og anmelderroste koncerter henover foråret og sommeren, siden deres genforening sidste år. Trioen har tilmed også fået ros for sine nye singler, eksempelvis "I Would If I Could But I Can't", som mod enhver frygt godt kan op til det niveau, de lå på, da de stoppede på toppen for 17 år siden. 

Dúné kastede sidst nyt materiale fra sig med singlen "Antidote" fra november 2014, der var et samarbejde med tøjkæden Minimum. Det seneste album kom i starten af 2013 med titlen "Wild Heart", hvor det høstede gode anmeldelser, inklusive fra GAFFAs anmelder, der gav gruppens tredje studiealbum fem flotte stjerner. 

LØRDAG DEN 29. AUGUST

København:

The Sword, Lille Vega (få billetter tilbage)

Heavy metal-bandet fra Texas udgav så sent som i fredags deres femte album, "High Country", der har fået en meget flot modtagelse hos anmeldere så vel som lyttere. Mens albummet i høj grad får ros for at have udviklet sig og eksperimentere mere med "stoner metal"-genren, får det dog også kritik fra fans, der savner bandets gamle lyd. Ikke desto mindre er der tale om er band, der er under konstant udvikling, og som du nu kan opleve i Lille Vega, hvis du er hurtig til at få fingre i en af de få billetter, der stadig er tilbage. 

Fresh-I, Rust (natkoncert)

Fresh-I, der udgør den ene halvdel af producerteamet Donkey Sound, er nu ude med sin egen musik, der allerede er blevet godt præsenteret på landets radiostationer med nummeret "Blændet af Natten". Ud over sin medstifter af Donkey Sound, Pharfar, har Fresh-I også været under Natasjas vinger, og det var de selvsamme to, der førte den unge rapper og dj ind i dancehall- og reggae-verdenen tilbage i 2008, da de spottede hans talent for sangskrivning. 

Helsingør:

Dizzy Mizz Lizzy + Marie Key, Havnefronten ved Kulturværftet

Dizzy Mizz Lizzy fortsætter sin tur videre fra Svendborg og sætter kurs mod nordøst, hvor de kobler sig på Marie Key til aftenens dobbeltkoncert på Kulturværftets udendørsscene. Mens vi atter kan forvente en parade af rockklassikere og nye hits fra et af Danmarks mest succesfulde rockbands, deler Marie Key ud af sit repertoire af sjælfulde kærlighedssange. Marie Key har været godt i gang med årets festivaler og starter om ikke så længe på en akustisk turné i Danmark med start fra 22. oktober. Sangerinden blev booket til denne koncert, efter at Kulturværftet havde ladet det være op til deres følgere på Facebook at stemme om, hvem de ønskede at se.

Holbæk:

D-A-D + The Sandmen, Østre Anlæg

D-A-D kunne sidste år fejre deres 30 års jubilæum, hvilket kom til udtryk med 30 af alt, for eksempel et opsamlingsalbum med 30 af deres største hits og 30 klubkoncerter, som den på Østre Anlæg. Bassisten Stig Pedersen brækkede tidligere på sommeren armen og måtte erstattes af Electric Guitars' guitarist, Søren B. Andersen, for en stund – the show must go on. Stig er tilbage på pinden og klar til at give alt, hvad han har.

The Sandmen har i efteråret 2014 udgivet deres syvende og første dansksprogede album, "Den Bedste Dag". De har igennem de sidste 25 år været on og på pause - men aldrig helt off. De har været på forårsturné rundt om i landet samt optrådt til Nibe Festival. Det danske rock'n'roll-band kan forventes at spille deres gamle hits, men bestemt også sange fra deres seneste album.

Sønderborg:

Tina Dickow + Saybia, Mølleparken

Tina Dickow har i de sidste par uger været en af Danmarks mest omtalte sangerinder. Hun har optrådt til årets Grøn koncert-turné og haft sin egen sensommerturné, der har afslutning på denne dag i Mølleparken. En af de helt store begivenheder er hendes optræden til Aarhus Festuges uofficielle åbning, "Ned Fra Nord", hvor hun har haft inviteret aarhusianske og islandske kunstnere til at deltage. Sangerinden har også skrevet sin allerførste sang på dansk, "Pigen Ud Af Aarhus". Sangerinden havde sin albumdebut for 14 år siden og har kun haft vind i sejlene siden.

Til dette arrangement er der tale om en dobbelkoncert, da danske Saybia også vil træde ud på scenen. Forsanger Søren Huss har de seneste syv år fokuseret på sit soloprojekt, men har nu vendt tilbage til Saybia, der har delt selskab med blandt andre Tina Dickow til sommerens Grøn Koncert-turné. Saybia udgiver deres fjerde studie-album, "No Sound From The Outside", den 2. oktober og har været på to måneders turné.

Udsolgt:

Jurassic 5 + DM i MIX, Vega, lørdag

Der er helt udsolgt, når de amerikanske hiphoppere Jurassic 5 kommer og sætter fut i dansegulvet sammen med danmarksmesterskaberne i Mix og Battle Of The Beats-finalen i store Vega på lørdag. Men måske kan du ty til byttemarkedet?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA