Situationen er nu så alvorlig, at det bør være en bunden opgave at få koncertgiganten undersøgt, lyder det fra partiets kulturordfører.
Tilbage i april blev Live Nation sammen med datterselskabet Ticketmaster dømt som monopol i en historisk retssag i USA.
Det har sat gang i en større europæisk debat, hvor man nu både i Storbritannien og Danmark presser på for at få undersøgt selskabets position i koncertmarkedet.
Læs også: Live Nation skal undersøges for monopol i Storbritannien
Søndag den 24. maj indsendte det britiske parlaments udvalg for erhverv og handel en opfordring til de britiske konkurrencemyndigheder om at få undersøgt Live Nation.
Det får nu Enhedslistens nye kulturordfører, Leila Stockmarr, til igen at kræve de danske forhold undersøgt.
“I min og Enhedslistens optik kan vi ikke leve med monopoltilstande i musikbranchen. Det truer mangfoldigheden i vores kulturliv, og jeg synes, situationen er så alvorlig, at det er en bunden opgave for en kommende minister at forholde sig til det,” fortæller hun over for Kulturmonitor.
Live Nation er i dag en af verdens største aktører inden for koncertbranchen og er involveret i alt fra arrangeringen af koncerter og booking af musikere til driften af store internationale spillesteder og salget af billetter gennem Ticketmaster.
Læs også: Amerikanske toppolitikere presser på for at opsplitte Live Nation
Det er dog ikke første gang, at Enhedslisten har rettet blikket mod koncertgiganten.
Tilbage i januar opfordrede partiet Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at lave en markedsundersøgelse af Live Nation for at undersøge, hvor magtfuld selskabets position egentlig er i Danmark.
“Det, jeg hører mange kunstnere pege på som et problem, er, at man næsten skal være en del af Live Nations økosystem for at få job. Det kan skabe en lukket kreds omkring, hvem der får arbejde, hvilke musikere festivalerne booker – og måske også, hvordan priserne på festivalbilletter bliver sat,” fortalte Enhedslistens tidligere kulturordfører Søren Søndergaard dengang til GAFFA.
Herhjemme har selskabet også tidligere fået kritik for at have opkøbt Royal Arena af Københavns Kommune og Realdania, som de snart overtager driften af.




