Nyhed

MyMusic.dk Legatet 2007 uddeles på lørdag

For tredje år i træk uddeler MyMusic sit legat. KNA Connected er blandt de optrædende

Det er ikke kun med fest og ballade for øje, at MyMusic.dk den 7. april inviterer indenfor på Rust til uddelingen af årets MyMusic.dk Legat.

Med legatet følger nemlig en anseelig mængde eftertragtede spillejobs, promotion-redskaber, en fotosession, bandcoaching og ikke mindst en pose penge, der tilsammen giver et dansk upcoming-band gode muligheder for at komme et skridt videre med musikken.

Tidligere år er MyMusic.dk Legatet gået til Entakt og The Holiday Show. Entakt har nu sit roste debutalbum på gaden og skal spille på en lang række af sommerens festivaler, ligesom sidste års vindere The Holiday Show ligger i forhandlinger med flere interesserede pladeselskaber.


Hvem der bliver legatmodtager i år, offentliggøres til legatfesten den 7. april, der foruden uddelingen af Legatet også byder på koncerter med De 2 Hjul af Staal, KNA Connected, Marybell Katastrophy, Lily Electric og Turboweekend, samt en ordentlig ladning gratis Grøn Tuborg.

De nominerede og den endelige vinder af MyMusic.dk Legatet 2007 er udvalgt af redaktionen på MyMusic.dk, og kriterierne for en nominering er både orkestrets indspillede materiale og også deres live-optræden.

Vil man være med ved afsløringen den 7. april på Rust, kan man købe billet via GAFFAbillet.dk.


####

MyMusic.dk Legatet 2007 indeholder:
Kr. 25.000,-
SPOT Festivalen (spillejob)
Danmarks Smukkeste Festival (spillejob)
Nibe Festival (spillejob)
Klub Sanz Festival (spillejob)
Vesterbro Festival (spillejob)
Danmarks Grimmeste Festival (spillejob)
1 Night @ Loppen (spillejob)
Promotionpakke fra Naz Promotions
PR-strategi af SonyBMG
Gavekort på kr. 8.000,- til Eskildsen
Professionel bandcoaching af ArtLab
Fotosession af Get-Set.dk

Udover MyMusic.dk Legatet uddeles uHørt!-Prisen (brugerbestemt), Årets Æresborger og Årets Brugeranmelder.


MyMusic.dk

ANNONCE