Nyhed

Kristian Leth tager på mini-turné

Den danske musiker og forfatter kan for første gang opleves som live-solist

Kristian Leth kan både skrive forfatter, radio- og tv-vært, skuespiller, pladeselskabs-medejer, sangskriver, producer, sanger og musiker på cv'et. Siden 2008 har han haft sig faste plads som frontmand i The William Blakes, som har udgivet i alt fire album. Tidligere i år udkom så Kristian Leths solodebut, som han nu præsenterer for det danske publikum til tre koncerter.

"Hjemad" er et meget personligt album, som til forskel fra The William Blakes-udspillene er dansksproget. GAFFA snakkede med Kristian Leth i forbindelse med solodebuten, hvor han netop fortalte om det at skrive på dansk:

"Jeg har altid arbejdet med det danske sprog, og jeg er uddannet fra Forfatterskolen. Jeg har altid skrevet sange på dansk, og der var nogle ting, jeg gerne ville udforske med disse sange, som jeg ikke syntes passede ind i William Blakes-regi, hvor det jo er et sammensurium af fire menneskers idéer. Jeg har arbejdet på dette album i over et år, modsat arbejdsgangen i The William Blakes, hvor vi som regel indspiller over en kort periode. Det startede i det små, mens jeg arbejdede på en roman, som jeg stadig arbejder på, og så er det vokset stille og roligt. Jeg har indspillet sangene flere gange og arrangeret dem om løbende".


"Hjemad" udkom i starten af juni måned og fik af GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann fire stjerner og blandt andre følgende ord med på vejen:

"Musikalsk har vi at gøre med et for Leth usædvanligt ukantet og kun knapt eksperimenterende univers, der synes inspireret af selverklærede helte som Bruce Springsteen og vor egen C.V. Jørgensen (…) "Alene" er et flot punktum på et overordnet absolut hæderligt værk signeret af én af vor mest vitalt vovemodige kunstnere".

Nu tager Kristian Leth sit debutalbum under armen og kan for første gang opleves live som solist, når han besøger tre danske spillesteder.


Fredag den 21. september – Ideal Bar, København.

Lørdag den 22. september – Voxhall, Aarhus

Fredag den 16. november  - Vanløse Kulturhus


Forsalget starter i morgen (den 8. August) via GAFFA Live

Læs hele GAFFAs interview med Kristian Leth

ANNONCE