GAFFAs adventskalender: Godbidder fra Martin Halls "Nostatic!"-bog

De fire søndage i advent vil GAFFA som en særlig adventskalender bringe uddrag af Martin Halls bog "Nostatic!", en essaysamling om punk, postpunk, gothic, new romantic, industrial og spoken word med essays om blandt andre Sex Pistols, Joy Division, Echo & The Bunnymen, The Cult og Death In June. Vi fortsætter med begyndelsen af kapitlet om den helt særegne sanger Billy Mackenzie (1957-1997), der blev spået en storslået karriere, men tabte det hele på gulvet og begik selvmord i en alder af 39 år.

VINTERAKADEMIET

Om The Associates og Billy Mackenzie (1976–1997). Skrevet i anledning af 30-års jubilæet for gruppens gennembrudsalbum, popera-hybriden Sulk.

*

Sjældent har verden hørt en stemme som Billy Mackenzies, sangeren i The Associates. Og sjældent har en mand formået at formøble et talent og en karriere tilsvarende skødesløst. På trods af sangerens åbenlyse excentricitet forventede flere engelske musikskribenter i begyndelsen af 80'erne, at man med Mackenzie havde fundet britisk musikindustris nye store sanger, altså en mand der kunne løfte arven efter navne som Tom Jones og Engelbert Humperdinck. Men sådan skulle det ikke gå.

Der er næppe nogen tvivl om, at grupper som Pet Shop Boys og The Divine Comedy er vokset op med The Associates-albummet Sulk spillende i baggrunden. Billy Mackenzies og multiinstrumentalisten Alan Rankines legendariske samarbejde fra perioden 1977 til 1982 var ikke alene med til at definere en helt ny lyd og tilgang til, hvad det var, man dengang opfattede som popmusik, men hvad måske endnu vigtigere er, så repræsenterede duoen et vidunderligt alternativ til periodens foruroligende stuerene såkaldt nyromantiske hitlistestormere som ABC, Spandau Ballet og Duran Duran. Hvis navne som dem repræsenterede, hvad punken havde givet en ny generation adgang til, så så fremtiden mildest talt mørk ud.

At lytte til Billy Mackenzies stemme var som at lytte til Caruso på helium, og at Associates-sangeren som tekstforfatter tilmed besad den slags originalitet og lyrisk opfindsomhed, der altid er en mangelvare i moderne popmusik, er den ekstra ingrediens, som hæver historien til sit mytiske leje. Læg til dette gruppens lyd, et perverst voluminøst lydbillede skabt af Mackenzies medsammensvorne, Alan Rankine og dennes durkdrevne musikalske tæft og snilde. Fra The Associates' indledende kaospop og frem til duoens hovedværk, den maniodepressive popklassiker Sulk, der udkom i maj 1982 og efterfølgende lå på den britiske albumhitliste i 20 uger (med et peak som #10), var der næppe noget andet band i britisk pophistorie, der kunne matche gruppens mentale og musikalske hysteria – og dette mener jeg som en rendyrket kompliment.

En glamourfikseret enegænger

William MacArthur "Billy" Mackenzie blev født den 27. marts 1957 i Dundee, Skotland. På farens side (James "Jim" Mackenzie) var familien calvinistiske sigøjnere, mens moren (Lily Agnes O'Phee Abbot, senere Lily Mackenzie) var af irsk afstamning og katolik. Parrets første søn var Billy, en både vild og charmerende dreng der som barn havde en alarmerende vane med at løbe ud foran bilerne på vejen, hvilket betød, at han allerede som fireårig endte under en bil i forbindelse med en påkørsel. Den unge Billys lettere ustyrlige natur viste sig også, da han i forbindelse med en afrevet tånegl på et tidspunkt røg på operationsbordet – hvad hans far først troede var sønnens gråd, da lægen forsøgte at skære det sidste af neglen fri, viste sig at være en hysterisk og fuldkommen ukontrollabel latter.

Musikken sneg sig hurtigt ind i den unge drengs liv, idet både hans mor og bedstemor var store musikelskere og ofte sang gamle Dinah Washington- og Billie Holiday-sange for ham. Allerede som otteårig efterlignede den unge knægt Tom Jones så eminent, at hans optrædener tjente til både familiens og naboernes store fornøjelse, ligesom han under et kort ophold som spejder i Lord Baden Powells ungdomsbevægelse ved en af de årlige fester imponerede de tilstedeværende forældre med en særlig opvakt udgave af "Edelweiss" fra The Sound of Music. Som ung dreng gjorde singler som Rolling Stones' "19th Nervous Breakdown" og Nancy & Frank Sinatras "Somethin' Stupid" stort indtryk på ham, men det var sci-fi-glamrockerne Roxy Musics "Virginia Plain"-single fra 1972, der for alvor skulle ramme ham i hjertekulen og ændre hans syn på tilværelsen.

På det tidspunkt var Billy Mackenzie endnu en 15-årig, der som så mange andre fra sin generation sugede det meste af sin viden om verden til sig gennem de ugentlige engelske musikaviser, og da han kort efter sin introduktion til bandet faldt over et billede af saxofonisten Andy Mackay portrætteret sammen med en lille engelsk mynde, var Mackenzie fuldkommen solgt. Den unge Billy havde fra barnsben haft et passioneret forhold til hunderacen, og denne detalje – sammen med resten af gruppens image og musik – gjorde udfaldet: Han blev en slavisk-entusiastisk fan af Roxy Music og meldte sig øjeblikkeligt ind i bandets fanklub for at følge hver eneste bevægelse, gruppen foretog.

Mødet med Roxy Music var for Billy Mackenzie som at få et glimt af sin egen fremtid, og sammen med tidens andre store innovative navne som stacked heel stomp-udgaven af David Bowie og det senere falsetbårne Sparks kom disse musikalske og stilistiske pionerer til at udgøre hans ledestjerner. Han begyndte at klæde sig i den samme slags tøj som Roxy Music, en slags 50'er-retrostil tilføjet et snert af outrageous futurisme ... kort fortalt en temmelig opmærksomhedsskabende tøjstil i Dundee i start-70'erne. Under en bytur med en ven – begge 16 år på det tidspunkt – fik vennen skåret kinden op med en kniv af en bande og var herefter arret for livet. Mackenzie vidste, at det meget vel kunne blive hans tur næste gang, og episoden blev udslagsgivende for, at den unge sanger allerede i 1973 forlod Dundee for første gang.

Den rastløse kosmopolit

For at forstå den fornemmelse af klaustrofobi, der hjemsøgte Billy Mackenzie, er det vigtigt at forstå, hvilken slags by Dundee var og er. Den er Skotlands fjerdestørste by og peakede indbyggermæssigt ved at have omkring 180.000 beboere i start-70'erne (på grund af emigration ligger byens indbyggertal nu omkring de 150.000). Dundees mere dunkle statistikker kan oplyse, at byen i 70'erne og 80'erne lå nummer ét på listen over højeste antal heroinmisbrugende enlige mødre i Skotland (en placering som kun Edinburgh gennem årene periodevist har kunnet gøre krav på), ligesom Dundee i arbejdsløshedsstatistikkerne for det samlede Storbritannien kun er overgået af Liverpool. I løbet af 80'erne var byen også Skotlands HIV-hovedstad, og sidst, men ikke mindst, ligger der flere pubber og barer pr. kvadratkilometer i Dundee end noget andet sted i Europa.

En gennemsnitlig lørdag aften bød derfor på både trusler, bank og ballade for enhver anderledes klædt ung fyr, og havde det ikke været for et af den unge Mackenzies noget usædvanlige talenter, ville han givetvis have fået langt flere prygl, end tilfældet var. Allerede som barn havde han udviklet en særlig evne til at kunne kaste op på kommando, og ifølge de lokale historier er dette mere end én gang kommet ham til hjælp i særligt truende situationer. Det stod ham dog klart, at talentet ikke ville kunne holde ham skadefri for evigt, så 16 år gammel oplevede han i 1973 for første gang den seks timer lange togtur fra det skotske højland til London. Grundet Mackenzies evigt plagende rastløshed rejste han hurtigt videre, denne gang med fly til New Zealand hvor familien havde nogle forgreninger, og hvor han kortvarigt nød landmandslivets simple glæder. De lokale drillede ham med hans excentriske tøjstil, men i bund og grund følte han sig godt tilpas ude i den fri natur – indtil kedsomheden ved de daglige rutiner begyndte at nage ham.

Snart var han inde i den nærmeste by, hvor han på trods af manglende kørekort formåede at få et job, der involverede at skulle køre bil ... en ansættelsesdetalje som var tæt på at slå ham ihjel, men heldigvis blot fik ham fyret. Otte uger efter sin ankomst til New Zealand var han af samme grund tilbage i Dundee, hvor han i løbet af ingen tid fik overtalt sin far til at betale for en flybillet til New York. I sommeren 1974 stod Billy Mackenzie derfor i John F. Kennedy-lufthavnen, hvorfra han tog en Greyhound-bus til Californien, eftersom det her lykkedes ham at opsnuse en kusine, der boede i West Hollywood. Sunset Boulevards forfaldne glamour og strækkets paradetransvestitter forekom ham langt mere tiltalende end det konservative Dundee, og han formåede rent faktisk at begå sig på egen hånd via en række kortvarige og ganske tarvelige jobs, inden han røg i immigrationsmyndighedernes søgelys på grund af sin manglende arbejdstilladelse. En sommerromance med kusinens mands yngre søster udmøntede sig herefter meget passende i et ægteskab med dertilhørende opholdstilladelse.

17 år gammel blev Billy Mackenzie således gift med Chloe Dummar. Om det var gensidigt, giver historien intet svar på, men den fem år ældre, kraftige amerikanerinde elskede "sin lille skotte" af hele sit hjerte. Selv erindrede Mackenzie bedst præsten, som viede parret, en gejstlig der bar neglelak og blev med at sende Billy upassende blikke under ceremonien, alt imens en fyr med paryk spillede Liberace-agtige ting på et orgel ovre i hjørnet. Fem måneder senere var sangeren – på trods af sin kones protester – tilbage i Dundee sammen med sin oprindelige familie. 

Læs resten af kapitlet i bogen "Nostatic!", som du kan læse meget mere om her.