GAFFAs adventskalender: Godbidder fra Martin Halls "Nostatic!"-bog

De fire søndage i advent har GAFFA som en særlig adventskalender bragt uddrag af Martin Halls bog "Nostatic!", en essaysamling om punk, postpunk, gothic, new romantic, industrial og spoken word med essays om blandt andre Sex Pistols, Joy Division, Echo & The Bunnymen, The Cult og Death In June. Vi afslutter med endnu et uddrag af kapitlet om den helt særegne sanger Billy Mackenzie (1957-1997), der blev spået en storslået karriere, men tabte det hele på gulvet og begik selvmord i en alder af 39 år.

BILLY MACKENZIE OG ASSOCIATES (UDDRAG #2)

Året inden punken for alvor stjal overskifterne i England og gav sig til at ridse løs i den kommercielle musikindustris forkromede fæstningsværk, befandt Billy Mackenzie sig altså atter i Skotland. Det var sommeren 1975, og han var nu lidenskabeligt forelsket i både Sparks' teatralske adrenalinrock og Kraftwerks kolde elektronik. Han hadede Led Zeppelin og Genesis, men havde ingen problemer med hverken dansemusik eller gamle croonere. På det tidspunkt skyllede en trend for hvid funk hen over den vestlige del af kloden, og da det Dundee-baserede ensemble Average White Band i løbet af 1974-75 indkasserede et millionsælgende verdenshit med singlen "Picking Up the Pieces", er det måske alligevel ikke helt ubegribeligt, at netop dette band faktisk endte med at påvirke den unge Mackenzie lige så meget som både Roxy Music, Sparks og Billie Holiday.

På trods af den umiddelbare stilforvirring kan en liste over Mackenzies favoritalbums være med til at kaste lidt lys over det stilistiske virvar, der kendetegnede såvel sangerens personlige smag som hans senere karriere: Øverst på Mackenzies lp-liste lå Patti Smiths Horses (1975), på andenpladsen fandt man Sparks' Kimono My House (1974), og som nummer tre huserede netop det skotske funkband Average White Bands AWB-lp (1974). Samme band dukkede ligeledes op på listen over Mackenzies yndlingssingler (hvor bandets omtalte nummer "Picking Up the Pieces" var nummer fire), mens man længere nede på sangerens albumliste omvendt også kunne finde navne Leonard Bernstein, Django Reinhardt, David Bowie (repræsenteret ved Low) samt – selvfølgelig – Roxy Music (For Your Pleasure). Mackenzies all-time yndlingssang var og blev dog Billie Holidays udgave af "You've Changed".

Sangkataloget som Billy Mackenzie var vokset op med, den omtalte midt-70'er-trend med hvid funk forbundet med hans egen lave kedsomhedstærskel, danner alt sammen baggrund for, hvorfor han i 1976 pludselig var at finde som sanger i et ellers fuldkommen ligegyldigt pub-coverband ved navn Stan and Deliver. Rygtet om hans stemmepragt var begyndt at sprede sig, og da levebrødsbandet engang imellem spillede et par gamle Stax- og Tamla-numre, var det i Mackenzies øjne en udfordring værdig – også selvom han i pauserne mellem bandets sæt konsekvent sad for sig selv nede i spillestedets bar, eftersom han fandt bandkollegerne både "kyniske og opblæste". Basalt set fandt Mackenzie de fleste musikere uinspirerende at være sammen med; de fattede i hans øjne simpelthen ikke, hvad hans bevæggrunde for at lave musik var.

Det gjorde et andet ungt lovende lokaltalent til gengæld. Musikelskeren og multiinstrumentalisten Alan Rankine (født 17. maj 1958) spillede i en gruppe kaldet Caspian, et cabaretband der optrådte fast på et hotel i Edinburgh, og som netop i den periode ledte efter en ny sanger. Samme uge som Caspian havde haft en "vocalist wanted"-annonce i både Sounds, NME og Melody Maker, kunne Rankine dog glad meddele bandets manager, at han ikke behøvede at læse nogle af de allerede indkomne svarbreve igennem: Rankine havde samme weekend hørt Mackenzie synge i forbindelse med en Stan and Deliver-koncert, og sangerens præstation havde blæst ham fuldkommen omkuld. Mackenzie/Rankine-samarbejdet blev dermed officielt indledt i 1976, da førstnævnte sagde ja til at blive Caspians nye frontmand.

Kryptens Valentino

Klædt i James Dean-pilotjakke, smalle cowboybukser og sylespidse herresko hjemsøgte Billy Mackenzie endnu en gang Dundees gader. Siden sin tilbagevenden til byen havde han åbnet sin egen tøjbutik, The Crypt, der hurtigt blev et fashionabelt sted for Dundee-hipsters. Butikken var et treetagers etablissement fuld af udstoppede slanger, desmerdyr og sci-fi-inspireret 70'er-tøj såvel som Billys eget design, hvilket han fik fremstillet i mindre mængder på en fabrik i Leeds. The Crypts særkende forblev dog omklædningsrummene, der lå i kælderen, og som alle var formet som kister.

Christine Beveridge var en af butikkens faste kunder, en pige som Mackenzie indledte et livslangt venskab med, da han en dag inviterede hende og en veninde med i byen efter et besøg. Kort efter dette flyttede han ind hos de to piger i deres fælles lejlighed på 39 Lyon Street – en adresse der senere skulle udgøre gruppenavnet på en Mackenzie/Rankine/Beveridge-single. Lejligheden kom også til at danne rammen for en række temafester, hvor beboerne og et slæng af deres venner festede hårdt igennem, tændt op af billige amfetaminpiller og en masse kitsch-singler fra 50'erne og 60'erne med navne som Matt Monro og Peggy Lee. Alan Rankine blev hurtigt fast gæst ved disse seancer, men en aften fik Billy og Christine Beveridge nok af hans lange, grimme hår og snavsede afghanerpels. Sammen med en veninde, der var frisør, drak de Rankine fuld, hvorefter de klippede ham korthåret og brændte huller i hans pels med en lighter for dernæst at kyle den ud af vinduet. For at være sikker på, at ejeren ikke skulle finde på at bruge den igen, løb Mackenzie til sidst ned på gaden for også at brække sig på den. Ifølge pigerne var forandringen slående: Fra at have været en uattraktiv, fedtet ung fyr lignede Rankine pludselig den rene Valentino.

Mackenzie og Rankine begyndte at bruge weekenderne på at skrive numre sammen. De tjente penge ved at optræde med Caspian og købte endda gear for det, de havde i overskud, i stedet for blot at drikke hyren op. Hver lørdag efter arbejde tog Mackenzie togturen fra Dundee til Edinburgh for at arbejde med sin nye partner, hvilket resulterede i en række mindeværdige titler som "2000 Years of Mental Torture", "Do the Call Girl", "You Better Mortice Lock the Door before He Slips out in the Night, Baby" samt min egen personlige favorit fra perioden: "Not Tonight Josephine" (et nummer hvor crescendoet i et af de mange varierende refræner lyder: "Not tonight Josephine/It's torture without vaseline").

Lige så intenst som Mackenzie altid havde hadet grupper som Led Zeppelin og Genesis, hadede de nu i fællesskab Black Sabbath og alt, hvad der havde at gøre med såkaldt progressiv rockmusik. Tiden stod i punkens tegn, men frem for blot at læne sig op ad denne nye formel, foretrak parret at lytte til plader som f.eks. Rankines seneste fund hos marskandiseren, et Reader's Digest-bokssæt bestående af ni lp'er med instrumentale pophits og filmtemaer. Duoens første navn var ikke The Abscorbic Ones, som det ellers fremgår af Wikipedia-opslaget om The Associates, men derimod det (i deres egne øjne) mere flove Mental Torture. Samarbejdet gik forrygende, nye numre vældede konstant frem, og helt forventeligt brød de to herrer da også op med Caspian, efter at Mackenzie under en koncert var løbet over til gruppens bassist og havde bidt ham i benet ved synet af hans demonstrativt vrikkende underliv.

Muhammed og bjerget

Hvor punkens facon var konfronterende, var Billy Mackenzies natur i mange henseender ganske afvæbnende. Fysisk var han kun omkring halvanden meter høj og havde som tidligere nævnt på grund af sin (i Dundee-øjemed) provokerende tøjstil lært at sno sig ud af de fleste situationer, hvis ikke ved hjælp af sine bræktaktikker, så ved hjælp af sine talegaver. Den anden vej rundt kunne han også overtale næsten hvem som helst til hvad som helst, bl.a. sin far der endte med at finansiere store dele af duoens demoindspilninger. Stilmæssigt var Mackenzie lige dele glam, rockabilly og new romantic (om end sidstnævnte genre slet ikke havde fået navn endnu), hvilket betød, at han som type appellerede til mange forskellige scener.

Chris Parry, en A&R-mand fra Polydor, fattede interesse for duoen, efter han havde hørt de demoer, som Mackenzie og Rankine havde indspillet i løbet af 1977-78. Parry var manden, der havde signet både Siouxsie and the Banshees og The Jam til Polydor Records, og han var netop blevet gjort til direktør for selskabets nystartede underlabel Fiction Records, hvor han havde frihed til at gøre stort set, hvad han ville. Efter at have lyttet til demomaterialet tog Parry derfor til Dundee for at høre Mental Torture spille live, en koncert som duoen havde øvet op til med både bassist og trommeslager. Samarbejdet med de nye musikere forløb dog ikke helt gnidningsfrit — bl.a. havde trommeslageren lejet et trommesæt, som Mackenzie gerne ville fylde med vand for at fremkalde en mere unik sound – og det korte af det lange er, at Chris Parry efter at have hørt koncerten foreslog dem at fyre rytmesektionen.

Uden hverken penge eller backingband begyndte duoen nu at spille på plastikstole og papkasser som beats på deres demoindspilninger. De var desperate efter at indspille en plade, men Parry kunne endnu ikke høre nok gode sange til at signe dem, og da han på det tidspunkt stadig var den eneste pladeselskabsmand, der viste nogen interesse for dem, var der ikke andet at gøre end at klø på med at skrive nyt materiale. Mackenzies rastløshed betød, at sangeren ikke kunne holde ud at vente ret længe, så hvis bjerget ikke ville komme til Muhammed, så måtte Muhammed jo komme til bjerget: Plan to blev indledt, da David Bowie efter et par års hittørke i foråret 1979 fik sin første top ti-placering på den engelske hitliste med singlen "Boys Keep Swinging", for allerede inden sangen var på vej ned af listen, indspillede The Associates en coverudgave af den – vel at mærke uden at spørge Bowies publishing-selskab om lov først.

Adspurgt om situation lød Billy Mackenzies logik i al enkelhed således: "Why don't we cover that and not get permission for it? Then maybe somebody'll get in touch with us." Mackenzie fik sin far til at betale for indspilningen, og i juni 1979 udkom The Associates' første 7"-single så, en coverversion af "Boys Keep Swinging" udgivet i 500 eksemplarer på gruppens eget label Double Hip. Bandet gav i samme forbindelse sin første koncert under det nye navn på The Aquarius Club i Edinburgh, og alt gik efter planen, idet den legendariske BBC-vært John Peel snart spillede singlen i sit radioprogram. Kort efter blev gruppen kontaktet af Hal Shaper fra Sparta Florida Music Group, der administrerede rettighederne for "Boys Keep Swinging"-nummeret. "You're causing me a lot of trouble" lød det gennem telefonrøret, til hvilket Mackenzie prompte responderede: "So what?" I bedste kræmmerstil foreslog sangeren dernæst forlagsmanden, at denne som kompensation for al balladen kunne få rettighederne til B-siden "Mona Property Girl", gruppens eget nummer, og på den måde fik The Associates deres første publishing-aftale.

Læs første del af kapitlet her og læs resten i bogen "Nostatic!", som du kan læse meget mere om her.