Nu er endnu en Beatles-teaterkoncert på vej, og GAFFA har mødt de to brødre bag sammen med én af stjernerne på scenen, Pernille Rosendahl.
Brødrene Jens og Peter Hellemann har skabt teaterkoncerter som Gasolin, Bob Dylan, Beach Boys, Mozart, og Beatles-versionen "Come Together". Nu har de fingrene i Beatles igen. Der er to uger til premieren på teaterkoncerten, og hele holdet bag "Hey Jude" arbejder på højtryk hver dag. Brødrene Hellemann har arbejdet på stykket i omtrent et år, og prøverne til stykket har foregået de sidste par måneder.
En teaterkoncert er, ifølge skaberne, en blanding af en rockkoncert og et teater. Der er ikke én handling som i et teaterstykke, men det er heller ikke "bare" et band som står og spiller sangene. Det er derimod en fortolkning af hver enkelt nummer. Sangene til Hey Jude er valgt ud fra, at Brødrene Hellemann tidligere har lavet en Beatles-teaterkoncert og nu har valgt ikke at bruge nogle af de samme numre i den nye, "fordi der er så mange fede". Dernæst blev sangene også valgt ud fra, om de kan bruges dramatisk. Teksten bliver ikke brudt voldsomt, men der bliver leget med she, he og him, her. Tilladelsen til brugen af musikken indebærer nemlig ikke radikal ændring af tekst, men til gengæld har de, ifølge Jens Hellemann, "exceptionelt fået lov til at fucke musikken helt op og det er ret vildt, fordi reglerne normalt er, at man skal følge arrangementet nogenlunde".
Den største rekvisit er en kran
Forskellen fra "Come Together" til "Hey Jude," udover de nye sange og det nye cast – allstarholdet ifølge skaberne – er at Brødrene Hellemann har forsøgt at binde det hele lidt mere sammen i "Hey Jude". Derudover er størrelsen eksploderet. Forestillingerne foregår i Forum, hvilket, ifølge de to kreative brødre, giver større muligheder over hele linjen. Også på rekvisitplan, hvor der i Hey Jude eksempelvis er én, som bliver hejst ned fra en kran i nummeret "Don't Let Me Down". Det nummer er også et af eksemplerne på, hvordan Brødrene Hellemann fortolker musikken og gør sangene til deres egne, både gennem tekst og musik. De tolker "Don't Let Me Down" til, at det er en, som er rædselsslagen for at falde ned – bogstaveligtalt – mens det i den gængse tolkning af originalen nærmere handler om frygten for at blive svigtet.
Brødrene Hellemann har siddet med alle detaljerne i musikken – nørderier som de selv kalder det – og går meget op i hver enkelt lille del af musikken. De gør musikken til deres eget, og det er vigtigt for dem at lægge deres egen betydning i musikken. Jens og Peter skaber musikken og har hyret navne som Troels Lyby, Jimmy Jørgensen, Cecilie Stenspil, Mark Linn, Laus Høybye, Jaleesha Johnson og Pernille Rosendahl til at levere den. Sidstnævnte har en lang karriere bag sig som frontfigur i Swan Lee og The Storm, X-Factordommer og nu medvirkende i en teaterkoncert. GAFFA spurgte sangerinden, hvordan det føles, som kunstner, pludselig at fortolke andres værker og ikke selv være bagmanden.
– Jeg synes jo, det er en kæmpe kunst at fortolke, så det giver mening. Og det gode ved rigtig gode sange er jo, at det kan overleve årtier og århundreder, fordi de har sjæl og nerve og vedkommenhed. Så på den måde føler jeg ikke, at vi står med et eller andet materiale, som er støvet. Det giver meget mening at hive det frem, fordi det er så velskrevet. Det er jo en gave at få sådan noget materiale ind ad døren, og det må man bare være ærbødig over for og prøve at løfte så godt, man nu kan. Jeg synes, det er en kæmpe gave, at vi har fået lov overhovedet at bruge de her sange. Det tror jeg, at vi alle sammen bare er skide stolte af.
Koncerten er en låst form
Pernille fortsætter i snakken om at skifte rammerne ud og motivationen for at være med: – Det er jo første gang, jeg er med i sådan noget her. Jeg havde sådan en vemodig følelse, da jeg var inde og se "The Wall" (Parken, 2011, red.). For det første så var de fleste +40 hele banden, og jeg tænkte sådan, at unge mennesker, ja nu lyder jeg lige 700 år gammel, at unge mennesker ikke får lov at opleve den her kombination af, at der bliver fortalt og så musikken. Fuck hvor er det vildt, når man spiller på mere end en streng. I dag er koncerter en meget låst form og så kan folk være mere eller mindre gode til det.
På spørgsmålet om den største udfordring i at være med svarer Pernille: – Man skal i hvert fald ikke gå ind i sådan noget her, hvis man er bange for at se dum ud eller gøre åndssvage ting. Det må man stille ved indgangsdøren. Du skal lægge dit jeg, og din forfængelighed kan du ikke kontrollere.
Beatles' storhedstid var i 1960'erne og 70'erne, og de var et band, som sprængte rammerne for, hvad rockmusik var. Et af de punkter hvor Brødrene Hellemann også har valgt at bryde rammerne, er i tidsperspektivet. "Hey Jude" befinder sig nemlig i 1920'erne. Jens Hellemann forklarer: – Der er mange lighedspunkter mellem 1920'erne og 1960'erne. Der sker noget i historien, som minder om hinanden. Det er et nybrud, og hele avantgarden opstår nærmest der. Avantgarden bliver taget op igen i 60'erne. Vi synes også, det var rart at tage Beatles ud af deres samtid. Så selvom vi ikke befinder os i 60'erne, hylder vi det stadig.
Læs en længere udgave af interviewet om blandt andet de medvirkendes yndlings-Beatles-sange i GAFFAs artikelsektion.
