Den omtalte amerikanske sangerinde Lana Del Rey udgiver i dag et nyt album ”Born to Die”. Kontroverserne om Youtube-fænomenet har sat sine spor i anmeldelserne af albummet. Vi har her samlet nogle af synspunkterne
Den omtalte sangerinde Lana Del Rey aka. Elisabeth Grant udgiver i dag sit debutalbum: "Born to Die". Takket være en vellykket viral markedsføring er hun med fantomfart nået verden rundt. Med masser af opmærksomhed, både af den gode og den dårlige slags, er hun et fænomen, som alle synes at have en mening om. Anklager om botox, falskhed og inautenticitet har sat sine spor i anmeldelserne. Anmelderne forsøger at fokusere på musikken, men spørgsmålet om autenticitet spiller generelt ind på anmeldernes holdning. Vi har her samlet et konglomerat af de internationale mediers anmeldelser af den, trods alt, yndige amerikanske sangerinde.
Kitty Empire fra "The Guardian" anmelder Lana Del Rey med blandede følelser. Der er noget tomt i hendes udtryk. Men er tomheden et udtryk for at Del Rey er en tankeløs marionetdukke, som lader sig styre af pladeindustriens sorte riddere? Eller spiller hun bevidst på udtrykket, for netop at trumfe den ide om tomhed igennem, som hendes musik synes at formidle. Empire mener, at sangerinden har en dragende mystik omkring sig, netop på grund af denne tvetydighed:
"Selv hvis Del Rey er uærlig, er hun tilpas underlig til at forblive dragende." Kitty Empire tilføjer: "Hvis hun opfører sig en smule blankt, er det måske fordi, at det er det enhver selv-hjælpende gadepige med eksistentielle tømmermænd ville gøre. Lana er på "Born to Die" som voks, bedøvet, forelsket i bad boys, lever i nuet, med en flaske i hånden… Del Reys fest er drevet af en bevidst sørgmodighed, som er sunget med en lakeret, hypnotisk stemme, som ultimativt gemmer dette gennemførte udsvævende." Kitty Empire er overvejende draget, men med lidt blandede følelser ender hun med at give Lana Del Rey 3 ud af 5 stjerner.
Lindsay Zolads fra Pitchfork er mindre begejstret. Hun mener, at Lana Del Rey, med hittet "Video Games", har ramt noget helt unikt, men at albummet på ingen måde når samme højder: "Video Games ramte en nerve, ikke kun fordi det var en introduktion til Del Reys tryllebindende stemme, men fordi det syntes at foreslå noget endnu uartikuleret omkring måden vi lever på i dag… Video Games føltes ærlig, henvendt, og sand... Den ultimative skuffelse ved "Born to Die" er, hvor lidt albummet har forbindelse med verden og de menneskelige følelser."
Hun tilføjer: "Albummet er rettet mod at skulle spilles i radioen, men mange af dets pop-karakteristikas synes kedelige og klæder ikke musikken." Zolads mener ligeledes, at teksterne er klichéfyldte og ensformige: "Du må virkelig anstrenge dig for at finde en sang, hvor Del Rey åbner for en inderlighed eller viser sig selv som mere kompleks end et ice-creme-cone-licking-object i en mandlig fantasi." Hun slutter: "Åbenlyst kunstigt kan, under de rigtige omstændigheder, være rammende ærligt. "Born to Die" tillader aldrig denne spænding eller kompleksitet."
Priya Elan fra NME ligger i den mere positive ende af anmeldelserne. Han erkender, at albummet ikke når samme stadie som "Video Games", men tilføjer, at det nærmest er en umulig opgave. Han mener, at albummet i sin helhed emmer af samme David Lynch-stemning som singlerne: "Lyset er tåget, luften er tyk af røg og whiskyen er kobberfarvet. Del Rey står stadig stirrende ud over tågen, den dystre horisont" Han tilføjer: "Born to Die" er et album, som vokser på en. Den er ikke perfekt som "Video Games". Men den er stadig: "Pretty damn fine".
GAFFAs egen anmelder Lars Löbner Jeppesen mener, som Priya Elan, at Lana Del Rey har meget at byde på. Han mener at: "Titelnummeret, 'Blue Jeans' og 'Video Games', er noget af det bedste og mest ambitiøse pop, der er kommet ud af Amerika i årevis." Albummet når dog, efter hans mening, ikke samme niveau og variation er generelt en mangelvare på "Born to Die".
