Nyhed

The New Spring på danmarksturné

Én mands-bandet The New Spring inviterer til siddekoncerter, når Bastian Kallesøe til september tager på danmarksturné

Bastian Kallesøe, som også er kendt som frontmand i det alternative rockband Shout Wellington Air Force, debuterede som solist i slutningen af marts sidste år. Han udgav i maj i år sit andet album. Nu tager han sin guitar under armen og afholder en række siddekoncerter rundt omkring i Danmark.

I modsætning til hans band Shout Wellington Air Force, er der med The New Spring fart på produktionen. Han har således allerede udgivet debutalbummet "The New Spring" (2011) og opfølgeren "Secret Armor" i maj i år. Det seneste album blev rost af GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann, som gav fem stjerner og følgende ord med på vejen: "Den centrale guitar beherskes fornemt som altid, men også Kallesøes vokal er mere end nogensinde et overbevisende aktiv – mandens skiftevis lyst fløjlsbløde og mørkt indtagende stemme besidder uafviselig klasse."

Sidste år spillede The New Spring omkring fyrre koncerter rundt i Danmark og den kommende turné tager udgangspunkt i særligt én af disse koncertoplevelser. Bastian Kallesøe besøgte Spot Festival, hvor han spillede foran et siddende og helt tavst publikum. GAFFAs anmelder Rebecca Thuesen tildelte koncerten fire stjerner og skrev: "The New Spring er den type musik, man sætter på, mens man læser en god bog, eller sidder i sin vindueskarm og kigger ud på livet. Ikke fordi musikken mangler substans eller udfordringer, men fordi det giver en følelse af ro."


Det er den stemning The New Spring vil prøve at frembringe, når han til september starter sin turné i hjembyen Lemvig og slutter af på Teater Grob i København.  

Bastian Kallesøe siger desuden selv om sine kommende koncerter: "At lave "Secret Armor" har været en helt speciel oplevelse for mig. Det vil jeg gerne have, at koncerterne afspejler. Jeg ved ikke hvordan. Jeg vil gerne midlertidigt suspendere kroppen. Ikke det samme gamle, hvor man vågner op og ikke rigtig kan huske, hvad der skete. Jeg er træt af de samme gamle fortællinger om "større og mere". Det handler om at etablere et indvendigt rum. 2013 er dødt på forhånd. Der eksisterer kun 2012."

Billetter til koncerterne kan købes via GAFFA Live.


Lyt til "In The Spirit of The Revolution" fra albummet "Secret Armor"

Koncertrækken

6/9: Lemvig, Biohuset 


7/9: Aalborg, Studenterhuset

8/9: Middelfart, Walker Festival – NB: ikke siddekoncert

12/9: Huset, Esbjerg


13/9: Århus, Atlas

14/9: Albertslund, Forbrændingen

15/9: København, Teater Grob


ANNONCE