To af hiphoppens absolut største sværvægtere besøger landet i aften. Kanye og Jay stiller tronen op i Herning, og i den anledning tegner vi et portræt af de to megastjerner og ser nærmere på deres vej til toppen.
Nedenstående artikel er et uddrag af GAFFAs Klub-tillæg, som medlemmer af GAFFA Klub gratis har fået tilsendt i maj. Læs mere om GAFFA Klub her.
Året er 2001, dagen er den skæbnesvangre dato 11. september, hvor New York blev udsat for et terrorangreb, der kastrerede byen for World Trade Center og kostede 2998 mennesker livet. Samme dag sendte en af byens berømte sønner, der er vokset op i bydelen Brooklyn, sit sjette album, The Blueprint, på gaden. Albummet regnes for Jay-Zs kunstneriske og kreative højdepunkt, og meget atypisk for et hiphop-album indeholder pladen kun én vokal gæsteoptræden; nemlig Eminem, der leverer rim til Renegade, som han også har produceret. Ellers er producerstolen domineret af to navne: Just Blaze og en ung håbefuld producer ved, som Jay-Z havde taget under sine vinger, og som verdenen i de kommende år ville komme til at se meget mere til. Hans navn var Kanye West. The Blueprint løftede Jay-Z op i rappernes superliga og gav Kanye West status af stjerneproducer, men historien hverken begynder eller ender her.
Hustleren og high school-dropout'en
Jay-Z
Imens Kanye West, der efter forældrenes skilsmisse flyttede med sin mor fra Atlanta, Georgia til Chicago som tre-årig, voksede op i et trygt middelklassemiljø og fik gode karakterer i skolen, var den otte år ældre Shawn Corey Carter blevet forladt af sin far og havde travlt med at hustle sig igennem tilværelsen på Brooklyns hårde gader. Her ernærede han sig ved siden af hobbyen som spirende rimsmed som crack-pusher. En hård tilværelse, han i selvbiografien Decoded beskriver på følgende vis:
– Jeg mistede folk, jeg elskede, jeg blev forrådt af folk, jeg stolede blindt på, følte kugler strejfe mit hoved. Jeg så crack-afhængighed ødelægge familier – det ødelagde næsten min egen – men jeg solgte det også selv. Jeg stod på kolde gadehjørner langt hjemmefra midt om natten og servicerede crack-narkomanerne det ene øjeblik og spillede smart i Las Vegas det næste; jeg blev ruineret og mistede alt nogle dage, mens jeg andre dage blev stinkende rig på gaden. Jeg hadede det, men jeg var også afhængig af det. Det slog mig næsten ihjel. Men lige meget hvad, var det også der, jeg ikke bare lærte, hvem jeg selv var, men hvem vi alle sammen er. Det var der min moralske opdragelse fandt sted – underligt som det måske lyder.
Narkosalget var dog ikke det eneste, der optog Jay-Z. Han havde som ganske ung fået øjnene op for rappen, da han som ni-årig oplevede en gruppe ældre fyre stå i en rundkreds og klappe en rytme, mens de skiftedes til at gå ind i midten og synge rim hen over rytmen:
– Jeg var målløs og helt fortryllet. Det er virkelig noget cool shit, var det første jeg tænkte. Dernæst: Jeg kunne gøre det der. Samme aften begyndte jeg at skrive rim i min notesbog, fortæller Jay-Z i Decoded.
Kanye
Faktisk beskriver Kaye selv på nummeret Last Call fra The College Dropout i detaljer hvordan hans karriere startede, og hvordan han gik fra dropout til producer til rapper. Men manden, der senere skulle beskrive sig selv med ordene: "Jeg er det tætteste hiphop kommer på Gud. I visse situationer er jeg som en ghetto-pave.", kom slet ikke fra ghettoen. Som tidligere nævnt voksede han op i et trygt middelklasse-miljø i Chicago, hvor hans mor, der var engelsk-professor ved Clark Atlanta University, var flyttet til efter skilsmissen med Kanyes far, som ud over at være medlem af The Black Panthers også var en af de første sorte foto-journalister for The Atlanta Journal-Constitution. Kanye studerede på Chicago State University, men droppede ud for at forfølge den musiker-drøm, der havde spiret i ham, siden han var ganske ung. Og selvom han begyndte at producere musik for lokale kunstnere, var det altid rappen, der havde været målet. Kanye Fortæller i bogen Kanye West In The Studio:
– Jeg har rappet siden tredje klasse, og i syvende klasse fandt jeg ud af, at hvis jeg ville være rapper, måtte jeg også have noget at rappe over, så jeg begyndte at lave beats, og blev virkelig seriøs omkring det som 14-årig, hvor det endda lykkedes mig at få folk til at betale mig en halvtredser for et beat i ny og næ. Jeg var helt sikker på, at jeg ville få en pladekontrakt, da jeg var 13, hvor jeg var overbevist om, at jeg kunne udgive en plade, der kunne vippe Kris Kross af pinden…
Sådan skulle det ikke helt gå, men i de lidt senere teenageår begyndte Kanye at røre på sig som producer i Chicagos hiphop-undergrund, og ambitionen om en karriere inden for musikken var således med til at afkorte mandens akademiske ditto:
– Hvad skolen angår havde jeg bare ikke rigtig lyst til at være der. Jeg tænkte meget over, hvad karaktererne havde at sige i forhold til, hvad det egentlig var, jeg ville med mit liv. Så jeg begyndte at tage forskellige fag, jeg viste, jeg kunne bruge til noget; klaver, offentlig tale og engelsk, som alt sammen hjælper mig nu. Da jeg ikke følte, der var mere, jeg kunne bruge til noget, droppede jeg ud.
Så hvor Jay-Z nogle år tidligere forsøgte at tingene til at hænge sammen økonomisk ved at sælge crack på Brooklyns gader, gjorde Kanye nu det samme ved at pushe beats i Chicago. Og inden for bare et par måneder var det først lykkedes ham at sælge et beat for $ 800.000 til Chicago-rapperen Gravity og snart efter havde han leveret beats til Jermaine Dupris Life In 1472 og Mases The Movement.
Herefter tog tingene fart, og Kanye flyttede fra Chicago til New Jersey, hvor han begyndte at udbyde beats rundt omkring på Manhattan. Her fik blandt andre Jay-Zs Roc-A-Fella Records øje på den unge beatsnedker, og inden længe befandt Kanye sig i studiet med ingen ringere end Jigga selv og arbejdede på numre som This Can't Be Life, der kom med på Jay-Zs The Dynasti: Roc La Familia samt The TakeOver, Where's The Love og IZZO (Hova), der senere skulle være at finde på milepælen The Blueprint.
