Sangeren og sangskriveren er klar med sit fjerde soloalbum og fortæller her om albummet nummer for nummer
Sangeren og sangskriveren Juncker er 29. maj klar med sit fjerde album, "Noia Noia", hans første udspil siden "p.t." fra 2008. I den forbindelse har han indvilliget i at skrive denne gennemgang af albummet eksklusivt for GAFFA – inklusive samtlige tekster. Du får her begyndelsen og kan læse resten i GAFFAs artikelsektion. Rigtig god læselyst!
NOIA NOIA
Efter at have skrevet mig ud af fortiden med trilogien (Junckers første tre album, "Snork City" (2004), "Det Sorthvide Hotel" (2006) og "p.t." (2007), red.) og som en slags kortlægning og afsøgning af min egen identitet, sociale indignation og livsbane, psykologisk, eksistentielt, lyrisk og musikalsk, har jeg sluppet det hyper-individualiserede fixpunkt, dog ikke mere, end at den nye plade selvfølgelig også handler om mig. Kan det være anderledes i en moderne verden?
Det har skabt plads til flere varierede fortællevinkler og åbnet optikken mod mere universelle godsvogne med en mørk, men også humoristisk gnist på læben: Verden omkring mig og den forbandede kærlighed! Pletvist skræmmende.
Som altid er indholdet i teksterne afgørende for min trang og lyst til overhovedet at skrive sange. Jeg håber dette vil komme til udtryk og tjene som modvægt til de dominerende kræfter på markedet, som lyder som om de onanerer eller boller i omkvædet uden større held end at få hældt "det er mig der står herude og banker på" på nye flasker.
Jeg føler mig af og til som en gammel mand. Som om den verden jeg kender er gået tabt. Da jeg var dreng, var "manden med guldkaramellerne" en myte. Nu vrimler det med pædofile grise fra Benelux til Brønderslev, og sikkert helt til Kap Farvel. Jeg kan ikke glemme Fritzls kælder, Breivik, Tønder, dem, der dør for tidligt, dem, der minder mig om jeg (måske) har levet halvdelen af mit liv (forgæves?) uden at indfri og forløse eget kunstnerisk talent og iboende kærlighed til mine nærmeste.
Jeg vrider mig i søvne over den feminine perfektionisme, som vælter ind over os i artikler, interviews og lamme samtaler. Selv saltindholdet i cornflakes er nu til dags lige så farligt som røderusseren var for en amerikaner i 1983, ikke mindst for dine børn – og har du nu husket dine hørfrø?
Jeg væmmes ved politisk formel korrekthed og de her væsener, der drøner rundt på kloden med to arme og ben og lader sig styre af spindoktorers sandheder og sprognævnets aktuelle bestemmelser af, at "sgu" ikke længere er et bandeord. Op i røven! Jeg brækker mig over alle aldres ensartethed: De unge, som har reduceret skønhed til et medlemskab af fitness.dk og indie til et spørgsmål om grydehår og sylespidse sko, de midaldrende i deres julefrokostkostumer og de gamle, som går døden i møde længe før den rører på sig.
Efter at have holdt album- og tourpause i nogle år har jeg genvundet den uskyld, som driver værket, samt fået tilbragt et hav af skønne stunder med mine børn. At skrive sange var blevet en vane; at spille i Horsens en ligegyldighed; at leve drømmen, et mareridt!
Ønsket om at være normal – den strammeste uniform af alle – sneg sig ind på mig, også for at bøje af for de ubehagelige selvransagninger, som en hver kunstner konfronteres med når det hverken letter nok eller lander: Er jeg overhovedet interessant?
Og så kom konfrontationen med mit eget bagkatalog. Jeg havde slet ikke fundet ind til den type lyrik jeg søgte – der var ikke en dråbe af Bukowskis mod, Burroughs' vanvid, Morrisseys ubehageligheder og Henry Millers kompromisløshed – kun et ønske fra min side om at være ærlig og åben – nu er det dér, alt det jeg er gjort og rundet af, alt det der satte mig i gang! Det var blevet alt for sødt, tilgivende og barmhjertigt. Det slog mig, at jeg gik rundt i alt for store sko for at undslippe mødet med mig selv, og fordi jeg ikke kan fordrage når folk går i for små sko. Men før eller siden skal det ud i det åbne: Lortet, angsten, selvhadet, kærligheden og dens kvaler, frygten for fiasko og bøhmænd.
DET RENE INGENTING
Pladens første skæring har jeg delvist skrevet med Jonas Breum. Det var egentlig planen, at vi skulle lave en plade sammen, men af forskellige årsager gik det i stå. Jonas var dog meget forstående og imødekommende overfor ideen, at jeg tog vores skitse med mig videre. Det var i høj grad en sangidé jeg ikke kunne slippe fordi den tog sit afsæt i en skrækkelig oplevelse, hvor telefonen ringede søndag nat, bogstaveligt talt, fordi en af mine allernærmeste var kørt galt og død. Et uhyggeligt opkald!
Det Rene Ingenting
dyr ved ikke at de lever
dyr ved ikke de skal dø
vi to ved jo godt vi er her
men så ved vi ikke mere
jeg bliver bange
der er ingenting at være bange for
og det er man så
det er glat når det er vinter
og der er et uhyre under sengen
Fru Fønss ved lidt om ingenting
når hun lægger sig i sneen
jeg bliver bange
der er ingenting at være bange for
og det er man så
telefonen ringer søndag nat
jeg har set en bibelsort kat
og der er bakterier overalt
dit skrig har sat sig på tværs
som en fugleunge i min gale hals
som ambulancer i det fjerne
chaufføren han er plørefuld
jeg er tavs det går som smurt
og så igen for 117. gang
sir tandlægen mit navn
der er ingenting at være bange for
jeg bliver bange
der er ingenting at være bange for
og det er man så
Læs resten af gennemgangen i GAFFAs artikelsektion.
