Syv. Seks. Fem. Fire. Én efter én faldt de i mandtal. Dúné – en af de yngre, men samtidig mere erfarne rockgrupper på den danske scene.
Én efter én faldt de i mandtal. Dúné – en af de yngre, men samtidig mere erfarne rockgrupper på den danske scene. De har efterhånden eksisteret i over ti år, og det har også betydet, at der allerede har været store op- og nedture i gruppens foreløbige karriere – noget man blandt andet kunne se i dokumentaren Stages fra 2009.
Det er næppe en nyhed, at gruppen udgav deres debutalbum, mens de stadig gik i gymnasiet, mens efterfølgeren udkom lige i slipstrømmen. Men fra at være et decideret musikkollektiv er de skrumpet ind til en rockkvartet, der fortsat arbejder på – og lever drømmen i Berlin, hvor deres nye plade Wild Hearts har taget form under stor diskretion. En proces, der især har haft tre omdrejningspunkter ifølge keyboardspiller, Ole Bjórn, der sammen med sine tre bandkammerater fortalte GAFFA om Wild Hearts:
– Reduceringen af medlemmer, omstrukturering af vores organisation og tilblivelsen af Wild Hearts. Det er de tre ting, der har fyldt mest.
Fra syv til fire
Når Dúnés tredje album rammer gaden, så er det omkring tre og et halvt år siden, de udgav deres foregående album. Album tre havde ellers haft flere udgivelsesdatoer noget længere tilbage, men tiden var endnu ikke moden, hvilket gruppens mandefald også vidner om. Den første, der forlod gruppen, var Cecilie Dyrberg i slutningen af 2010, den næste Malte Aarup-Sørensen i foråret 2011, mens Simon Troelsgaard som den sidste forlod gruppen i slutningen af 2011.
– Det lyder så voldsomt, at tre har forladt bandet, men vi var syv fra starten, så proportionelt er det ikke så galt. Det var på mange måder også en naturlig udvikling for os, som band. Vi har spillet sammen i 11 år, og den udvikling, som mange andre musikere går igennem, hvor de prøver nogle genrer og bands af i forskellige sammenhænge, har vi været igennem sammen. På forskellige tidspunkter valgte de tre andre så at gøre noget andet, hvilket havde den konsekvens, at de måtte forlade bandet. Det skete sideløbende med sangskrivningen, hvor vi undervejs var oppe på over 90 idéer og sange til pladen, fortæller forsanger Mattias Kolstrup, mens keyboardspiller Ole Bjórn ligger til:
– Netop fordi vi alle havde mange meninger, var der også mange sange, der stak i meget forskellige retninger. For to og et halvt år siden var vi overbeviste om, at vi var klar til at lave en plade, men når jeg hører demoerne fra dengang igennem, så er jeg meget glad for, at vi ventede. Sangene var bare for weird. Vi ventede heldigvis og blev efterfølgende ved med at udvikle os, og nu er Wild Hearts en plade, jeg kan stå 100 procent inde for.
– Det fede er, at vi har været igennem en proces, hvor vi har eksperimenteret helt vildt. Vi har mere eller mindre bevidst fået nogle ting ud af systemet og har fundet frem til noget, vi er stolte af. Vi har givet os tid til, at koge vores musik ind til essensen, hvilket er en af grundene til, at det har taget så lang tid, fortæller Kolstrup, der bliver suppleret af guitarist Danny Jungslund:
– Vi har alle fire defineret vores roller i den her proces. Før var det ikke så fastlagt, hvem der spillede hvad. Der var mange roller oven i hinanden, hvilket gav et noget ustruktureret miljø at arbejde i.
Læs anmeldelsen af Wild Hearts i GAFFAs anmeldelsessektion.
Læs et længere interview med Dúné om blandt andet tilblivelsen af Wild Hearts i GAFFAs artikelsektion.
