Det er næsten rørende, hvor alvorligt Smukfest tager vækstlaget i dansk musik
Søndag den 3. august startede dette års Live Camp, og vi fik de første otte koncerter. Ligesom de andre år er der dækket bredt ind af genrer, men i år havde arrangørerne valgt at samle de mere rockede om søndagen, og så gemme de andre genrer til mandagen. Oven i det var det også tilrettelagt, så det blev hårdere igennem hele dagen.
Det var en planlægning, der faktisk fungerede rigtig godt, og da dagen startede ud med Schultz & Forever (billedet), spredte hyggen sig over teltpladsen, og de første lyttere begyndte at sive op imod scenen. Det er ikke nemt at spille så tidligt, og det blev ikke gjort nemmere af, at bandet øjensynligt var lige så generet af hvepse som os andre, men de gjorde det godt. Og selvom der ikke var mange lige foran scenen, blev der lyttet med ude fra lejre og nede fra badesøen. Det er lykkedes Smukfest at lave en lyd, der sagtens kan bære noget afstand, og med dagens to første bands fungerede det næsten bedre på afstand, hvor det gav en god sommerfornemmelse.
Ring Them Bells, som netop var det næste band, spiller en mere drugget shoegazer, der er skabt til mørke nattetimer og gennemblæste hjerner, men det var også dejligt at ligge og kigge op på skyerne til. Der er meget Spiritualized over både sange og lyd, men jeg tvivler på, at Jason Pierce nogensinde er blevet set i shorts. Det er en genre, jeg aldrig bliver træt af, og selvom de ikke føjer meget nyt til, er det stadig rigtig godt.
Dagens første virkelige overraskelse skete i samme øjeblik, Stonebird tog første akkord. Pludselig stod det ned i et rent skybrud, og man blev gennemblødt på få sekunder. Men der er nu ikke der noget, der kan bryde isen som en god byge, og festen blev ekstra løssluppen og fjollet. Det havde nok været rarere at spille i solskin, men det så fedt ud, at bandet de rockede igennem i den silende regn. En af de koncerter, der fik ekstra værdi for dem der streamede hjemme fra via app'en Subcell. Det er et nyt tiltag fra Live Camp, at de streamer alle koncerterne. Så hvis du ikke lige nåede til Skanderborg kan du stadig nå at se dit nye yndlingsband.
Både Stonebird og Lowrider Betty spiller en temmelig klassisk rock med tryk på riffs og udadvendthed, og imellem dem virkede Young Dinosaur en smule ved siden af. Deres bud på en highlife i indielyd kom ikke rigtigt ud over scenen, og der blev kø i madboderne. Generelt synes jeg, at bandsene i år har været meget færdigtænkte i deres lyd. Måske ikke alle lige originale, men det har fremstået færdigt og klart til at blive solgt, og de fleste frontfigurer gav også sig selv lov til det. Andre år har det været lidt forklemt og tøvende ved mikrofonen, men i går var næsten alle gode til at række ud og involvere publikum. Specielt Lowrider Bettys forsanger har en skarp rawk-vokal og en attitude, der er lige dele classic og kliché og som skabt til den slags udendørskoncerter.
Taxit, der spillede klokken 21, var så en anelse nyere og helt fremme på tammerne. Charmerende og medrivende, og de ville sagtens kunne spille en større scene op. Selvom de færreste kendte dem, er universet så genkendeligt og catchy, at det fungerede lige fra starten af. Til gengæld trækker det ned at spille 10 minutter for længe, så næste band ikke fik lydprøve, og de har ikke spillet nok koncerter til at retfærdiggøre at bytte rundt på, hvor de er henne. "1000 tak, Give". Fnis.
På trods af manglende lydprøve og en sprængt guitarforstærker var der godt riv i Captain Casanova. De kan deres Nirvana, men ikke i en grad, der generer, og der er noget helt specielt over en trio, der bare kan. En lille stram unit, hvor man i højere grad er afhængig af hinanden. De er vildt charmerende og klart et band, jeg gerne ser igen på klub på alt for høj volume. Deres umiddelbare og bestemt ikke fortænkte attitude var den helt rigtige blanding.
Det nok største sats var sat til at lukke festen. Cold Black er nærmest et boyband gone bad, og de deler i den grad vandene. For nogle er det fristende at fnise af deres look, lyd og dedikerede fans, for andre giver det respekt, at et så ungt band virkelig gider gøre sig umage. For mig er den afgørende faktor, at de leverer varen 100 procent, og i den grad kan deres ting. Mørket var faldet på, og den ambitiøse lysopsætning kom til sin ret i et gennemført og dramatisk sæt, hvor vi både fik pop, emo, metal og ikke mindst en hæsblæsende udgave af Miley Cyrus' "Wrecking Ball". Heldigvis tog folk rigtig godt imod det, selvom Cold Black er meget hårdere end resten af dagens program. De havde, som om dagens eneste act lidt lydproblemer, men var til gengæld de mest gennemførte at se på, og da lyden faldt på plads, lød det fantastisk langt ud på teltpladsen.
Det er næsten rørende, at Smukfest tager vækstlaget seriøst nok til at sætte så professionel en produktion op. Både på scenen og backstage er der ingen fornemmelse af, at det "kun" er demobands, og når lyd og lys også er i top, så er det bare op til bandsene at vise, at de er opgaven voksen. Og det var et højt niveau i går, hvor stort set alle viste sig klar til næste level.
I dag er det mere blandet, og det bliver spændende at se, om skiftene imellem hiphop, country og pop giver lige så meget mening.
