CODY fortæller om Windshield sang for sang

Den selverklærede post-folk-gruppe CODY har netop udsendt deres tredje album, "Windshields", som har fået en fornem femstjernet anmeldelse i GAFFA under overskriften "Københavnerforetagenet er fortsat fremragende på tredje langspiller"

I den forbindelse har vi bedt sanger og sangskriver Kaspar Kaae fortælle om albummet sang for sang. Hans beskrivelse kommer nedenfor.

CODY tager i øvrigt på Danmarksturné med premiere i Studenterhus Aarhus 27. februar. Se datoer på og find billetter via GAFFA Live.

Windshield:

Titelnummeret er nok den sang, hvor vi har bevæget os længst væk fra den lyd, som vi haft de sidste mange år. Nummeret opstod i demofasen på et tidspunkt, hvor vi var gået i stå med de sange, som jeg havde medbragt i studiet. David (Fjelstrup, red.) sad og legede med vores dejlige gamle Fender 12-strengede, og lige så stille voksede det signifikante guitar-riff frem, og jeg begyndte at lege med akkorderne hen over riffet på vores Juno. Jeg synes, det er noget af det mere poppede fra vores side.

Sangen er ligesom mange af de andre ordene af en 30-årig mand og de oplevelser, der kommer i kølvandet på rejser, fjernsynskiggeri, avislæsning og det naive og til tider blinde ungdomsliv. Man skal jo ikke dykke særlig langt ned i virkeligheden, før man begynder at undre sig og stille spørgsmål til, hvordan tingene fungerer og hænger sammen – både politisk og personligt.

Rotterdam:

Dette nummer er nok i virkeligheden meget tæt på den lyd, som har været kendetegnet for os. Det som tænder mig musikalsk er de modulationer, der er mellem vers og stryger-temaet.

Nummeret er skrevet ud fra en oplevelse, hvor en bekendt mistede sin kæreste på grund af en overdosis af stoffer og sovepiller. Jeg undrede mig over, hvordan han bearbejdede sin sorg, og hvordan han i mine øjne søgte en fornuftig forklaring samtidig med, at der lå en tyk grundtone af benægtelse i perioden efter. Stoffer fylder desværre meget – rigtig meget.

The Medic Blues:

Hører både musikalsk og lyrisk godt sammen med Rotterdam. Musikalsk har den et poppet drive, og igen er det modulationerne i omkvædene, som løfter sangen sammen med Frederiks (Frederik Thybo, red.) violiner. Teksten er om den unge, grænsesøgende og naive mand, der leger med de euforiserende stoffer, og hvor det på et tidspunkt går galt. Det er først på hospitalet med saltvandsdrop i armene, og hvor hans elskede sidder og holder ham i hånden, at han indser, hvor store konsekvenser hans valg kunne have haft. Han kunne have mistet livet, men endnu værre er, at han kunne have mistet hende.

Getting Close:

Her ville vi prøve noget nyt. Jeg sad i min sofa og var på vej ud af døren, og min kæreste skyndte på mig – fair nok, jeg havde vist også presset tidsplanen rigeligt, men der var der her guitar-riff, som jeg ikke kunne slippe – jeg syntes, det var brunt og sexet – ja tænk, de to ting kan faktisk noget sammen. Jeg tog det med i studiet og viste det til David, som syntes det var det helt rigtige. Det er mit andet forsøg på at lave en kærlighedssang. Jeg ville have, at teksten skulle have seksuelle undertoner, men det måtte ikke blive vulgært og plat – det skulle være en kærlighedserklæring.

Midnight:

Til dem, der ikke kender CODY, er dette måske også i virkeligheden en klassisk CODY-traver, hvor der skæres et taktslag nu og da, og hvor omkvædet er luftigt og ekstremt poppet. Det var den første demo, David og jeg indspillede, og det var der, vi fik understreget, at vi skulle arbejde på denne plade sammen. Det er en meget simpel tekst, som sagtens kunne tage udgangspunkt i et forhold i forfald, men det er nok i virkeligheden også en fortælling om at være borger i et land, hvor administrationen sejler og ikke har meget til overs for dig. Mit favoritelement er afgjort Davids vibrato-riff i starten og slutningen. Det havde vi god optur over.

The Picture Of Everyone:

Klaverstykket har hængt over mit hoved i mange år, og faktisk lavede vi et instrumentalnummer af denne til Fractures (CODYs forrige album, red.), men som blev valgt fra – heldigvis. For jeg er blevet rigtig glad for dette nummer. Det er skrevet ud fra en spadseretur, jeg havde på Nørrebro med en-af-ældre-generation-bekendt, som på en eller anden måde har fået dæmoniseret Nørrebro og København som et sted, hvor folk skyder hinanden og andre modbydeligheder finder sted.

Den dag skinnede solen på Ravnsborggade, og der var børn, der legede på gaden. Jeg syntes, det var en smule komisk at diskutere Københavns modbydeligheder, men når man ikke lever i byen til daglig, ja, så kan det måske være det portræt, der bliver tegnet i nogle menneskers bevidsthed. Men jeg synes ikke, at det virkelige billede tegnes gennem 22-nyhederne. Det affødte en masse tanker og følelser omkring de konflikter og forudindtagede holdninger, som vi oplever hver dag. Den tillagte outro blev også til ved, at David og jeg sad og legede samme sidst på eftermiddagen – han med den gode Fender 12-strengede og mig ved tangenterne.

The Night I Saw A Ghost:

Er blevet kaldt for CODY's rap – det er sejt nok. Jeg har nok mere tænkt det som med i The Picture Of Everyone, at det er en slags "spoken word/hymne". Igen er mit højdepunkt i sangen indgangen til verset, hvor sangen ændrer karakter.

Jeg sad som lille og spillede sænkeslagskibe med min far i køkkenet. Jeg kan huske, at jeg så billederne for mig af sort koldt vand, bølger og brand, når granaterne ramte plet – lidt ligesom man kan se det i filmen om "The Curious Case of Benjamin Button", selvom denne er kommet til efter disse køkkenmøder. Der er også folk i virkeligheden, der oplever den slags.

Into The Night:

Indie-pop-folk-country-80's-sang, som handler om at være uenig med en, som man selv har valgt. Det kan man så selv lægge i, hvad man vil. Jeg var i USA og tog vores fantastiske Fender 12-strengede fra 1966 med tilbage – et køb, som resulterede i, at vi var lige ved at misse vores fly hjem til Danmark, men det er en anden historie. Into The Night er helt klart det nummer på pladen, som har lidt mest under den nyerhvervelse.

What I Give:

Er måske pladens mest ambitiøse nummer, som David og jeg brugte mest tid på i demofasen. Det er super poppet og halvfjerdser-hippie-agtigt, og så alligevel ikke. Jeg er virkelig glad for, at vi fik dette nummer med på pladen, og at vi fik arrangeret koret, som vi gjorde. Min yndlingsting ved dette nummer er, at vores ven Torleik Mortensen spiller kontrabas, selvom han bor helt oppe på Færøerne.

Nummeret handler om den unge student, som blev slået ned af tre idioter på Nørreport sidste år. Jeg undrede mig så meget over, at den slags kunne ske – jeg begriber det ikke. Det er vel nok en klagesang til de tre og deres forældre.

Arms Around:

Sangen tager udgangspunkt i de temaer, som er gået igen på hele pladen. Teksten er inspireret af indholdet fra Rotterdam og The Medic Blues, men også af den krigstematik, som er i The Night I Saw A Ghost og What I Give.

Jeg synes egentlig, at Kim Skotte rammer helt rigtigt i sin anmeldelse i Politiken, hvor han skriver, at Windshield er en samling portrætter og historier, som jeg så fortæller på min måde. Jeg håber, at dette har givet et lille indblik i, hvad Windshield er for en plade.

Hør Windshields på WiMP og Spotify: