Nyhed

RECession Festival er tilbage i Aarhus

Til november kan du opleve RECession Festival som minifestival på Radar.

De første navne til dette års RECession er fundet. Den 19. november kan du på Radar i Aarhus blandt andet opleve Lucky Moon (billedet), som er et nyt samarbejde mellem danske Christian Hjelm og amerikanske Sarah Hepburn, og Papir, det københavnske instrumentalrock-orkester.

“Det var ellers planen at lukke helt ned for vores aktiviteter i Aarhus, men efter flere opfordringer fra folk samt økonomisk opbakning fra ROSA, Musikpuljen i Aarhus og et tæt samarbejde med Radar, ser vi det nu muligt at lave en minifestival i år. Vores mål er at lave en større festival i 2017, hvis vi modtager en økonomisk håndsrækning næste år,” siger Aage Hedensted fra RECession Festival.

RECession har før i tiden strakt sig over flere dage, men i år vil arrangementet forløbe som en minifestival over en aften på det aarhusianske spillested Radar med i alt fem bands, der genremæssigt spænder fra poetisk folk til eksperimenterende instrumentalmusik, synthflader og psykedelisk rock.


RECession startede i 2000, og har siden præsenteret over 650 navne, heriblandt Marc Almond, Einsturzende Neubauten, Spiritualized, Violent Femmes, The Fall, Mike Sheridan, Fennesz, Rumpistol og Skinny Puppy, De Underjordiske, YAST, Young Dinosaur.

Varm op med Lucky Moon, mens vi venter på november:

 


ANNONCE