Nyhed

Arctic Monkeys-sangtitel fra 2007 bliver til virkelighed

GAFFA.dk – Alt om musik

Den næste storm, der rammer Storbritannien, har fået navnet ”Brian” – Arctic Monkeys-fans fanger referencen.

For ti år siden udgav Arctic Monkeys den fængende single med den noget mærkelige titel ”Brianstorm”. Nummeret var en del af albummet ”Favourite Worst Nightmare”, det britiske bands andet studiealbum, der fik fem stjerner af GAFFAs anmelder. Titlen på nummeret gav måske ikke så meget mening dengang ud over et lille ordspil på "Brainstorm", men nu ser det ud til, at vi har noget at relatere den til.

Den næste storm, der indtræffer Storbritannien hedder, ifølge NME, nemlig ”Brian”, hvilket vil sige, at briterne bliver ramt af en ægte ”Brianstorm”.


På Twitter kommenterer en fan følgende: ”Ti år efter, at Arctic Monkeys forudså det, kommer der endelig en Brianstorm”.

Arctic Monkeys var senest aktuel i 2013 med albummet ”AM”, der også scorede fem stjerner af GAFFAs anmelder og indeholdt perler som ”R U Mine?”, ”Why’d You Only Call Me When You’re High?” og ”Do I Wanna Know?”. Tidligere i år delte trommeslager Matt Helders et billede på Instagram fra et studie, der gav bandets mange fans grund til at se frem mod nyt materiale fra Sheffield-bandet.


Mens briterne venter på ”stormen Brian”, og fans af Arctic Monkeys venter på et nyt album, kan du få et gensyn med den ti år gamle musikvideo herunder.

ANNONCE