Nyhed

The Cure giver dansk koncert

GAFFA.dk – alt om musik

Gruppen har spillet over 1500 koncerter

Fredag den 14. oktober 2022 giver den ikoniske engelske gruppe The Cure koncert i Royal Arena i København som del af deres Cure Tour Euro 2022. Det er hele seks år siden, at bandet sidst gav koncert i hovedstaden.

The Cure har oplevet en del udskiftninger i sit line-up og har haft hele forskellige 13 medlemmer i årenes løb. I august forlod det næstældste medlem, bassist Simon Gallup, gruppen efter knap 40 år, og forsanger Robert Smith var således i en periode det sidste originale og konstante medlem. Imidlertid meldte Gallup i oktober, at han nu var tilbage i bandet.


Bandet blev dannet i 1978 i Crawley, Sussex i England som del af den originale postpunk-bølge af Smith, bassist Michael Dempsey og trommeslager Lol Tolhurst. Dempsey og Tolhurst forlod dog gruppen allerede i 1980'erne, i henholdsvis 1980 og 1989.

Gruppen består i dag af Robert Smith (vokal og guitar), Simon Gallup (bas), Jason Cooper (trommer), Roger O’Donnell (keyboard) og Reeves Gabrels (guitar).

LÆS OGSÅ: KLASSIKEREN: Opløst i sin menneskelige form for at kunne skabe et mørkt himmerige


Debutalbummet Three Imaginary Boys udkom i 1979, og bandet udgav senest studiealbum nummer 13 i form af 4:13 fra 2008. Dertil kommer 40 singler, en vifte af koncertfilm, livealbums, boxsets, et par bøger, en Greatest Hits-samling samt en række cover- og soundtracksange. Ensemblet har desuden spillet mere end 1500 koncerter. GAFFA anmeldte senest The Cures optræden på Orange Scene til Roskilde Festival 2019 med flotte fem ud af seks stjerner.

I 2019 indspillede bandet mere end et dusin nye sange i Rockfield Studios, og samme år blev The Cure optaget i Rock’n’Roll Hall of Fame.

I 2020 vandt gruppen prisen for Festival Headliner ved NME Awards i London, mens resten af det corona-ramte år blev brugt på usædvanlige samarbejder, personlige projekter og fortsat arbejde med nye sange. Tidligere på året medvirkede Robert Smith på den skotske synth-poptrio Chvrches' single "How Not To Drown".


The Cures tredje album, Faith, der blandt andet indeholder numrene ”Primary” og ”Other Voices”, kunne tidligere på året fejre 40-års jubilæum. I den forbindelse lavede GAFFA en guide til bandets imponerende bagkatalog.

Billetsalget til koncerten i Royal Arena starter torsdag den 9. december kl. 10.00 via ticketmaster.dk og livenation.dk

Kom i stemning med 1987-hittet "Just Like Heaven":

ANNONCE