Nyhed

ZZ Top-bassisten Dusty Hill er død

GAFFA.dk – alt om musik

Bassisten og sangeren er sovet stille ind, 72 år gammel

Texas-bluesrocktrioen ZZ Tops mangeårige bassist og sanger Dusty Hill (forrest på foto) er død, 72 år gammel, skriver Rolling Stone.

"Vi er kede af at vores ven, Dusty Hill, er sovet stille ind i sit hjem i Houston, Texas,” udtaler bandets to tilbageværende medlemmer, sanger og guitarist Billy Gibbons og trommeslager Frank Beard på deres sociale medier og fortsætter: "Vi, sammen med massevis af ZZ Top-fans rundt om i verden, vil savne din trofaste tilstedeværelse, din godhjertede natur og vedvarende dedikation til at sørge for den monumentale bund i "Toppen". Vi vil for evigt være forbundne til den 'Blues-shuffle i C'. Du vil blive savnet meget, ven."


Dusty Hill spillede med bandet siden 1970, året efter deres dannelse. De albumdebuterede i 1971 med ZZ Top's First Album og har til dato udsendt 15 studiealbum, senest La Futura fra 2012. Siden slutningen af 70'erne har de to frontfigurer, Billy Gibbons og Dusty Hill, været kendt for deres lange skæg, solbriller og Stetson-hatte.

Bandet brød igennem i USA med deres tredje album, Tres Hombres i 1973. De havde deres kommercielle storhedstid internationalt i 80'erne, ikke mindst med de to album Eliminator (1983) og Afterburner (1985), der indeholdt store hits som "Gimme All Your Lovin'", "Sharp Dressed Man" (begge fra Eliminator) og "Sleeping Bag" (fra Afterburner). Deres seneste album, La Futura fra 2012, opnåede dog en pæn sjetteplads på den amerikanske hitliste.

Gruppen har spillet i Danmark adskillige gange, senest på Jelling Musikfestival 2019. Her var GAFFAs anmelder dog en smule forbeholden. Lidt mere positive var vi, da de gav koncert i Aarhus i 2016.


LÆS OGSÅ: Spredte tordenbyger fra texanerne

Se musikvideoen til "Gimme All Your Lovin'" fra 1983 og nedenfor en liveversion fra 2004 af en anden klassiker, "Tush", et af gruppens forholdsvis få numre med Dusty Hill på leadvokal, oprindelig udgivet i 1975:

ANNONCE