x
Spredte tordenbyger fra texanerne

ZZ Top, Scandinavian Congress Center

Spredte tordenbyger fra texanerne

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Aftenens koncert med Texas-bluesrockveteranerne ZZ Top er flyttet fra Pier 2 på Aarhus Havn til det mindre Scandinavian Congress Center ”af logistiske årsager”. Det plejer på godt dansk at betyde skuffende billetsalg, men kongrescenteret viser sig at være godt fyldt denne sommeraften, så helt skidt kan det ikke have været.

Sidste gang, jeg anmeldte ZZ Top, var på Smukfest i 2003, og jeg har næsten lyst til at copy-paste min anmeldelse fra dengang. Gruppen har i hvert fald ikke ændret meget siden da, og mere end halvdelen af sætlisten er også den samme – størstedelen af materialet er fra 70’erne og 80’erne, og kun to numre er fra efter årstusindskiftet. Uændret er også gruppens lineup helt siden 1970, året efter dannelsen: Sanger og guitarist Billy Gibbons, bassist og sanger Dusty Hill og trommeslager Frank Beard. De to førstnævnte har siden slut-70’erne haft lange skæg, en vigtig del af bandets image, mens Frank Beard – det hedder han faktisk – nøjes med et overskæg. Imponerende, at et band kan have de samme tre medlemmer gennem næsten fem årtier – i dag er de 66, 67 og 67 år.

Bandet lægger ud med ”Got Me Under Pressure” fra det kommercielle højdepunkt, ”Eliminator” fra 1983. Gibbons og Hill bærer traditionen tro brede hatte, solbriller og bandanaer og er det visuelle midtpunkt foran de to gange otte Magnatone-forstærkere – og skiftes til at synge lead-vokal. I de efterfølgende sange er Gibbons dog oftest forsanger med sin ret dybe og hæse røst, mens Hill synger kor og falder ind fra tid til anden med sin lysere og mindre hærgede stemme. I baggrunden arbejder Beard hårdt med det store trommesæt med dobbelte stortrommer – der lyser i takt med lysshowet, og bagtæppet illuderer en smuk stjernehimmel, som næsten er for poetisk til trioens forholdsvis hårdtpumpede musik.

Kønspolitisk ukorrekthed

Der er ikke de store variationer i ZZ Tops sange. Det er solid bluesrock over velkendte akkordrundgange med masser af distortion, og stort set alle numre er bygget op efter følgende skema: Intro, vers, omkvæd, vers, omkvæd, guitarsolo, vers, omkvæd, guitarsolo. Til gengæld er det nogle potente, lange, varierede og virtuose guitarsoloer, Billy Gibbons spiller, og selvom man ved, præcis hvornår de kommer i hvert nummer, er det en lige stor fornøjelse hver gang. Og teksterne? Nåja, de handler mest om damer, set fra en heteronormativ, kønspolitisk ukorrekt synsvinkel, hvor kvindernes fysiske fremtoning og seksuelle attraktion besynges. Jeg mener, en linje som ”She’s got legs, she knows how to use them” fra ”Legs” scorer næppe højt på respektskalaen i Feministisk Forum, men det kan jeg godt se gennem fingre med – det hører jo til bluestraditionen (som man selvfølgelig gerne må nytænke – ZZ Top gør det bare ikke i udpræget grad).

Lidt afveksling får vi dog engang imellem: Til tider skifter Dusty Hill sin bas ud med et keyboard, især når bandet spiller sange fra de synth-orienterede 80’ere, eksempelvis storhittet ”Gimme All Your Lovin’” og førnævnte ”Legs”. Og af og til ændrer Frank Beard lyd på lilletrommen til mere skarpe, metalliske slag, som i det svampede ”Pincushion”, et af aftenens højdepunkter.

Hele tre covernumre bliver det også til, Jimi Hendrix’ ”Foxy Lady”, Robert Petways noget mindre kendte ”Catfish Blues” og som ekstranummer Elvis Presleys ”Jailhouse Rock”. Lidt mange coversange til et sæt, der kun viser sig at vare 80 minutter, og hvor Hendrix og Elvis-numrene er så ikoniske, at de er svære at lave nytænkende fortolkninger af. Her kunne ZZ Top lige så godt have spillet et par af deres egne sange, men de vil formodentlig hylde og gøre opmærksom på deres inspirationskilder.

Der bliver ikke talt meget til publikum ud over et par korte ”tak”, også ét på dansk, og et par sangpræsentationer. Aftenens underholdningsmæssige højdepunkt ud over musikken er faktisk, da Billy Gibbons i ”Cheap Sunglasses” vender sin guitar om, og der står ”Øl” bagpå. Ikke ligefrem humor i Victor Borge-klassen, men mindre kan også gøre det. Også en gammel gimmick som pelsklædte instrumenter i ”Legs”.

Absolut gedigen, velspillet underholdning fra veteranerne, men man får lidt indtrykket af, at det for ZZ Top er en aften på kontoret. De bukker også kun ganske kort inden sidste ekstranummer og forlader scenen hurtigt herefter – ikke noget med at stå og modtage folkets hyldest, som eksempelvis Volbeat gjorde i adskillige minutter, da de for nylig spillede på Tinderbox. Nu er det modne publikums modtagelse også forholdsvis behersket denne aften – de klapper pænt, men er ikke ligefrem ekstatiske.

ZZ Top er ikke helt på toppen, men dog langt over bunden – 47 års erfaring fornægter sig ikke.

 

Opvarmning: Ben Miller Band ****

Inden ZZ Top går på scenen, får vi 35 minutters opvarmning fra det forholdsvis unge amerikanske bluesrockband Ben Miller Band, der har udgivet fire album fra og med debuten i 2010 og blander bluesen med elementer af country og bluegrass – og gør det godt. Der er dømt solide sange og fornemme musikerpræstationer, hvor alle medlemmerne ubesværet spiller flere instrumenter og synger stærkt, både lead og kor. I øvrigt, helt i ZZ Tops ånd, har de tre mandlige medlemmer store skæg, og kvinden i bandet, violinist og guitarist Rachel Ammons, meget langt hår, der blafrer i vinden fra kuldeblæseren på scenen.

I modsætning til ZZ Top gør Ben Miller Band meget for at komme i kontakt med publikum – her er tydeligvis et band, der har noget at bevise. Vi får udførlig præsentation af samtlige fire medlemmer, der spiller henholdsvis violin/guitar, guitar/mundharmonika, guitar/bas (alle tre ofte med bottleneck på venstrehånden på guitaren, hvilket giver en slide-guitar-lignende lyd) og bas/trommer. Der er igangsætninger af fællesklap – der bliver taget godt imod – og en opfordring til at besøge merchandiseboden, hvor bandet vil befinde sig efter koncerten. Og til sidst stiller bandleder Ben Miller, der selv synger og spiller guitar og mundharmonika, sig op på en flightcase for lige at få pumpet stemningen lidt ekstra op.

Ben Miller Band gør lige præcis det, de er hyret til – varmer op til en god fest, men jeg er ikke i tvivl om, at de også vil kunne klare det alene. Et godt bud til næste års Smukfest og fire store stjerner herfra.

     

Sætliste: 

  1. Got Me Under Pressure
  2. Waitin' for the Bus
  3. Jesus Just Left Chicago
  4. Gimme All Your Lovin'
  5. Pincushion
  6. I'm Bad, I'm Nationwide
  7. I Gotsta Get Paid
  8. Rough Boy
  9. Foxy Lady (The Jimi Hendrix Experience-cover)
  10. Catfish Blues (Robert Petway-cover)
  11. Cheap Sunglasses
  12. Chartreuse
  13. Sharp Dressed Man
  14. Legs

Ekstra:

    15. La Grange / Sloppy Drunk Jam

    16 Tush

Ekstra-ekstra:

  1. Jailhouse Rock (Elvis Presley-cover)

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA