Nyhed

Her er de bedste og værste Roskilde-koncerter ifølge GAFFAs anmeldere

Her er de største højdepunkter og de værste bundskrabere fra årets Roskilde Festival

Endnu en udgave af Roskilde Festival er forbi, oprydningen er i gang og det giver mening at gøre status.

Vanen tro bød det store musikprogram både på himmelstræbende højdepunkter og fæle fusere. Her er de bedste og de værste - ifølge GAFFAs anmelderkorps, som naturligvis har været talstærkt til stede i den forløbne uge.

De bedste

1. Idles (Avalon, 2/7 - seks stjerner)

Britiske Idles stod for en af årets eneste seksstjernede oplevelser på Roskilde Festival. I al fald ifølge Simon Nielsen, som kaldte bandets koncert på Avalon-scenen for "den perfekte afslutning på festivalens sidste dag." "Symptomatisk på den vitalitet, der har ventet tre år på at blive skudt af," skrev Nielsen og tilføjede:

"Joe Talbot befinder sig helt ude på kanten, når han ikke hopper ud over den for at være sammen med publikum. Det er en koncert i vildskabens ånd. Essensen af punk og orange feeling. Det er en koncert, der vidner om, at Idles er det nye til at overtage faklen fra det gamle. Det er livsbekræftende og betryggende. Når Pearl Jam en dag hænger støvler på knagen, er Idles klar til at fortsætte kampen. Næste gang står de på Orange. Jeg tror på det."

2. Spaza (Pavillion, 2/7 - seks stjerner)

Du kender muligvis ikke det Johannesburg-baserede ensemble Spaza, som på festivalen hjemmeside omtales som et "afro-futurist improv outfit." Ikke desto mindre tegnede bandet ifølge GAFFAs Simon Boertman Brüel sig for en seksstjernet koncertoplevelse på Pavillion lørdag. 

"Spaza favner og blander både jazzen, afrobeat, funk og eksperimentalmusik, så kroppen det ene øjeblik gennemrystes af et rytmisk overskud, og det næste - eller samtidig! - røres dybt af vemodige klange, der både trækker på vestlig og afrikanske stammemusik," skrev Boertman og konkluderede:

"Spaza slutter en fantastisk medrivende og rørende koncert af med en afrobeat-møder-bebop-eksplosion med Tshabalala og Zalekile i fokus i groft swingende soli, og man forlader genoplivet og vitaliseret Pavilion-scenen med Zalekile messende i ørerne: We live together. We live forever."

3. Jerry Cantrell (Avalon, 1/7 - seks stjerner)

Stjernerne sad løst hos GAFFAs Simon Yüksel Nielsen på årets festival, hvor han indenfor et døgn uddelte de maksimale, seks GAFFA-stjerner til hele to koncerter. Foruden Idles tilfaldt topkarakteren Alice in Chains-frontmanden Jerry Cantrell, som fik følgende ord med på vejen i den entusiastiske anmeldelse:

"Det er generelt svært at få armene ned igen. For det, Jerry Cantrell fremfører på en lille time, kunne faktisk ikke blive bedre. Sange, der i forvejen er omfattet af så mange følelser, i kraft af Layne Staleys rolle i sangskrivningen, formidles med et enormt gennemført sammenspil og respekt for den betydning, de har fået for mange af os. Og kombineret med Jerry Cantrells lige så stærke solomateriale føler jeg, at jeg tager del i noget historisk. Det her kan jeg en dag fortælle mine børnebørn."

4. Little Simz (Avalon, 1/7 - seks stjerner)

Den 28-årige britiske rapper med det borgerlige navn Simbiatu Abisola Abiola Ajikawo scorede fuld plade fredag med sin koncert på Avalon. 

"Somme tider oplever man en Roskilde-koncert, der indfanger hele årets festival og alle, der er til stede det år. Björk gjorde det i 90’erne, The Streets i 00’erne og Run The Jewels i 10’erne. I år føles det, som om Little Simz indkapslede tidsånden, kogte den ind til en maggiterning og serverede den for et taknemmeligt publikum på den undseelige Avalon-scene," skrev Peter T. Aagaard om seancen.

LÆS OGSÅ: Nyt tiltag på Roskilde: Advarselsarmbånd til krænkere

De værste

1. Soft as Snow (Countdown, 28/6 - En stjerne)

Allerede inden festivalens egentlige program var gået i gang, leverede de Berlin-baserede nordmænd i Soft as Snow et absolut antiklimaks af en koncert. I hvert fald ifølge GAFFAs Elias Kvist, som var overværede koncerten. "Som lukker på Countdowns elektroniske scene var det en kæmpe selvmålsbooking af Roskilde," skrev Kvist og uddybede: 

"Ingen på pladsen har kunnet mønstre nogen form for jubelbrøl, fordi alle egentlig er ret lamslåede over, hvad de lige har bevidnet. Den fuldkomne intetsigende, monotone, splitterravende ligegyldige performance, som Soft as Snow just har lavet af deres materiale, har muligvis for dem selv fremstået som den absolutte kunstneriske dedikation, der søger skillelinjerne og grænsefladerne mellem det tilladte og det potentielle i koncept-art. Jeg kan da fortælle, at følelsen nede blandt publikum var, at vi så en norsk duo, der ikke gad at være her og egentlig bare skulle lave kontant afregning ved kasse 1, før de kunne tage hjem til Berlin igen." 

2. The Strokes (Orange scene, 3/7 - en stjerne)

Den amerikanske rockgruppe med Julian Casablancas i front leverede ifølge de fleste tilstedeværende medier en regulær røvtur af en koncert på festivalens sidste dag. 

"Tilbage står jeg lidt forstenet, uden at vide hvad jeg skal gøre af The Strokes her til aften. De var hverken tændte eller hyggeligt charmerende. De var pinlige," skrev Elias Kvist efter at have overværet koncerten. Kvist beskrev, hvordan det allerede fra koncertens (forsinkede) begyndelse stod klart, at noget var helt galt:

"Julian Casablancas er ikke sig selv. Tydeligt påvirket eller ramt af noget mumler han koncerten i gang til tonerne af ”Bad Decisions”, hvortil han lægger sig på ned på scenegulvet. Han lægger sig ikke som en auteurs avantgardistiske brug af scenepladsen, men som en knækket mand, der ikke kan holde sammen på sig selv."

3. Arlo Parks (Avalon, 1/7 - to stjerner)

Kun to navne var helt nede og skrabe bunden med en enkelt, sølle stjerne - men også andre koncerter efterlod vore anmeldere frustrerede og uforløste. Således også 21-årige Arlo Parks, som fik to stjerner og følgende ord med på vejen fra Johanne Nedergaard:

"De bløde ballader, jeg havde glædet mig til, var desværre mudret så meget til af teltets akustik, at det det meste af tiden var nærmest umuligt at høre den engelske sangers tekster og til tider endda vokalen. Roskilde, det går altså ikke, at man skal tage sig til takke med en lyd af så ringe kvalitet fra 10. række og ned. For mange havde glædet sig og stimlet sammen under teltdugen, men desværre gik vi derfra med en ligeså slukøret og slatten fornemmelse, som når man tjekker aftenens vejrudsigt." 

4. Converge: Bloodmoon (Pavillion, 2/7 - to stjerner)

GAFFAs mangeårige demoanmelder Hansen havde høje forventninger til Bloodmoon, hvor goth-fænomenet Chelsea Wolfe og hardcore-stjernerne i Converge er gået sammen i et frugtbart samarbejde. Weekenden koncert blev dog en regulær røvtur ifølge Hansen, som efterfølgende uddelte to stjerner og opsummerede seancen således:

"Alle mine forhåbninger blev knust som skrøbelige mareridt af dagens koncert. Nogen havde valgt at lægge Chelseas vokal så lavt i mikset, at man slet ikke kunne høre den i første halvdel af koncerten. Og uden den stod sangene ikke særlig imponerende. Faktisk virkede det helt igennem uambitiøst og middelmådigt og derved alt det, jeg slet ikke forbinder med nogen af de acts. De virker heller ikke selv til at tro på det, og den manglende tillid er meget smittende. Der er ingen tvivl om, at hvis jeg ikke skulle anmelde, så var jeg skredet videre og set et band, der faktisk mente det."

 

ANNONCE