x
Richard Lowenstein: Mystify: Michael Hutchence

Richard Lowenstein
Mystify: Michael Hutchence

Mysteriet om Hutchence nogenlunde opklaret

GAFFA

Film / Reel Pictures
Udgivelse D. 25.07.2019
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Jeg husker tydeligt forsiden på Ekstra Bladet (eller var det BT?) dengang i 1997: ”Helenas ven hængte sig”. Det kom som noget af et chok, for dengang, hvor internettet ikke var hvermandseje, havde jeg ikke helt fulgt med i det tabloide drama, som INXS-forsangeren Michael Hutchence var en del af. Jeg troede bare, at han var rig og berømt og havde styr på det hele.

Men det havde han ikke, minder Richard Lowensteins (der også har instrueret en række musikvideoer med bandet) nye dokumentarfilm Mystify: Michael Hutchence os om. Hutchence var ved sin død involveret i et drama, hvor hans kæreste Paula Yates’ eks-mand, Bob Geldof – ja, ham med Live Aid – forsøgte at få frakendt Yates forældremyndigheden over Yates og Geldofs tre børn, efter at en barnepige havde fundet stoffer hos Yates, og prøvede juridisk at hindre Yates og børnene i at rejse fra London til Australien og besøge Hutchence, som på daværende tidspunkt var på turné med INXS. Alt sammen intenst dækket af den britiske formiddagspresse.

Denne historie får vi naturligvis i Mystify, men også en anden og ikke tidligere så velkendt beretning om Hutchences fald fra tinderne. I 1992 blev han slået ned af en taxachauffør i København efter at have nægtet at flytte sig fra midten af en smal vej. Ved den lejlighed fik han en mindre hjerneskade, som var medvirkende til en ændring i hans personlighed, men som han aldrig fortalte nogen om bortset fra hans daværende kæreste, Helena Christensen, der overværede begivenheden. Den tidligere så venlige og sanselige sanger blev nu pludselig aggressiv, depressiv, humørsvingende og opsøgte fare. Desuden mistede han både smags- og lugtesansen.

Den historie bliver primært fortalt af Helena Christensen, som aldrig tidligere har udtalt sig om forholdet til Hutchence, hvilket er filmens store scoop. De sidste fem år af Hutchences liv blev en deroute, hvor han forlod Christensen og fandt sammen med tv-værten Yates, der beskrives som noget af en drama queen, og som også fik den hidtil nogenlunde clean Hutchence til at tage stoffer. Men dog også skænkede ham datteren Heavenly Hiraani Tiger Lily, kaldt Tiger – til Hutchences store glæde. Yates døde i øvrigt af en utilsigtet overdosis heroin tre år efter Hutchences død, hvilket ikke nævnes i filmen.

Historien om Hutchence bliver fortalt af bandkolleger, managers, familie, ekskærester og venner – herunder Bono – der alle taler via voiceover, ligesom i for eksempel Asif Kapadias Amy om Winehouse, mens vi ser gamle filmoptagelser, hjemmevideoer og musikvideoer. På den måde kommer filmen ikke bare til at være en række talende hoveder, men jeg kunne nu godt have tænkt mig bare nogle korte klip, hvor man ser fortællerne tale. Til gengæld er det ømt at se billeder af en ung og uskyldig Kylie Minogue med Hutchence i Orientekspressen omkring 1990 – ja, han havde tag på kvinderne, den smukke Michael med det skarpe blik, som sugede alle til sig, selvom det ifølge ham selv bare skyldtes nærsynethed. At vi så samtidig hører Minogues Nick Cave-duet ”Where the Wild Roses Grow” på lydsiden, er dog noget forvirrende, da sangen jo er fem år yngre og fra en helt anden tid i både Minogues og Hutchences liv.

Fra genert drømmer til hooked på opmærksomhed

Vi får at vide, at den unge Michael var en drømmer, som også har haft en noget traumatisk opvækst præget af en far, der var forretningsmand og ofte var bortrejst, og en mor, der var fotomodel og makeupartist og ligeledes tit på farten. Storesøsteren Tina var hyppigt den, der skulle passe Michael og hans lillebror Rhett, og det tog hårdt på Michael, da forældrene blev skilt, og moderen rejste til USA med Michael og Tina, men uden Rhett. Hvor Michael fik sin musikalske interesse fra, fremstår ikke helt klart, men filmen fortæller ikke noget om et særligt musikalsk interesseret hjem.

Til gengæld kom Michael ofte hos familien Farriss i nabolaget, og de var de tre drenge her, som han senere var med til at danne INXS med. Vi hører, at den unge Michael var meget genert, men da han senere, nærmest ved et tilfælde, kom til at optræde i en reklame, da han besøgte sin far i Hong Kong, blev han hooked på at være i centrum. Og det blev startskuddet til en karriere, der kulminerede i slut-80’erne og start-90’erne, hvor bandet spillede stadionkoncerter i hele verden og solgte millioner af plader.

Da filmen har fokus på Hutchence, er det begrænset, hvor meget vi hører om INXS, men vi ser dog en del koncertoptagelser og klip fra musikvideoer, der dels minder om, hvor god og karismatisk en sanger, Hutchence var – et sted mellem Mick Jagger og Bono – dels, at bandets funky rock, om end ikke ligefrem stilskabende, slet ikke var så ringe endda. Sange som ”Need You Tonight”, ”Never Tear Us Apart”, ”Mystify” og ”Disappear” holder stadig, og en mand som The 1975-sangeren Matt Healy har aldrig lagt skjul på sin begejstring for bandet.

Selvom historien om Hutchence er en tragedie, er filmen ikke lige så gribende som eksempelvis Amy. Måske fordi tragedien først indtræffer de sidste fem år i hans liv, hvilket fylder cirka den sidste fjerdedel af filmen, hvor de første tre fjerdedele er mere lige ud ad landevejen-dokumentarisme, men absolut solidt arbejde. En enkelt person glimrer ved sit fravær, nemlig Bob Geldof, der nok ikke har ønsket at medvirke og heller ikke ligefrem bliver fremstillet i et flatterende lys. Vi hører heller ikke, at Paula Yates på et tidspunkt udtalte, at Hutchences død måske kunne have skyldtes et autoerotisk eksperiment.

Og INXS? Ja, de fortsatte med skiftende sangere helt frem til 2012 uden nogensinde at komme i nærheden af storhedstiden med Hutchence. Måske ikke helt så overraskende, for han var virkelig en karismatisk performer, der havde hele pakken, som en manager siger undervejs. Utroligt trist, at han kun blev 37 år.

Filmen varer 108 minutter og har netop haft dansk premiere. Se mere på kino.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA