x

Interview med koncertaktuelle Thurston Moore: Strategi for sameksistens

Interview med koncertaktuelle Thurston Moore: Strategi for sameksistens

I anledning af den amerikanske sanger, sangskriver og guitarist Thurston Moores udsolgte koncert i Jazzhouse i København 17. oktober bringer vi dette interview. Thurston Moore er også adjungeret professor på Rytmisk Musikkonservatorium i København og blandt andet kendt for sin fortid i det stilskabende støjrockband Sonic Youth.

Thurston Moore er i København for at øve med studerende fra Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) forud for koncerten i Jazzhouse den 16. oktober. Det er koldt og fugtigt. Vi drikker te. Thurston Moore har sit eget tebrev med fra hotellet. Han ser rar ud bag sideskilning og briller. Nærværende og smilende.  

Hvordan greb du øvesessionen an med eleverne i år? 

– Vi kom ind i nogle tunge diskussioner om fri improvisation, hvad der menes med det og historien omkring det. Jeg udgav en bog i år (på eget forlag, Ecstatic Peace). Et kompendium af artikler fra magasinet ”Musics”, som eksisterede i London i 70’erne. En kopi af hvert nummer, som ikke eksisterer mere.  Bladet viede hele sit koncept til diskussioner om improvisationsmusik blandt forskellige musikere fra hele verden. Specielt England, hvor bladet kom fra.

Vi brugte denne bog som tekstbog i bandet. Vi talte om forskellige principper omkring improvisation. Jeg læste noget til bandet, og vi diskuterede så disse ideer. Bl.a. om følelsen af tid, når man står i den her spillemode. Så spillede vi. Det var en smule kaotisk.

Sagde du bare ’SPIL!’ og så spillede alle på én gang, eller?

– Ja, og så snakkede vi om det og talte om forskellige strategier for, hvordan vi kunne præsentere os selv som et stort ensemble. Om ansvar for medvirken. At komme væk fra idéen om at alle spiller på en gang, for det bliver ret hurtigt for meget.

Hvordan gjorde du det?”

– En strategi var at skabe en instruktion. Jeg lyttede til forskellige aspekter af ensemblet. Startede med en trio og bragte så nye ind, mens andre stoppede. Sådan spillede vi i 45 minutter, hvor jeg orkestrerede forskellige aspekter af ensemblet. Bagefter talte vi om det.

Nogle havde pludselig hørt noget helt nyt, en slags åbning, og nogle følte ingen form for organisk inspiration, men sig selv som trykknapper, som blot sad og ventede, indtil det blev deres tur. Så vi snakkede en del om ego. Om at smide det hele væk, hvad vi kunne lide og kraften ved enkelhed. Derefter spillede vi igen, og det blev virkelig godt. Det var en strategi for sameksistens.

Nu har Bob Dylan lige modtaget Nobelprisen i litteratur. I dag hørte jeg lidt om Rudolf Steiners ideer omkring planetens forskellige kulturperioder. Vi skulle befinde os i femte periode nu. Den germanske periode. Om der bliver en sjette ved man så ikke, men hvis, skulle det blive den slaviske, altså russiske. Så hørte jeg om George Friedman, grundlægger af tænketanken Stratfor (Strategic Forecasting) i USA. En af deres største kunder er CIA. Friedman mener at en god strategi er at bevare Amerika inde, holde Rusland ude og Tyskland nede. Så tænker jeg på dig og din musik, din aktivisme og politiske meninger. Tror du, at du kan ændre verden med musik og kunst, når folk som de lægger strategier?

– Nej, jeg tror ikke, det er intentionen for nogen kunstner at ændre verden. Jeg tror, det handler om at beskytte folk fra undertrykkelse. Jeg ser mange af disse mennesker, som bevæger sig på magtfulde steder med forandrede dynastier, som kreerer konflikter. Alt, hvad de kan gøre er at række hånden op og sige; ’Hør her! Det her er forkert!” Og nogle gange føler du dig magtesløs, fordi der er så mange spil om penge og folk, som vil eje hele verden. Det er bare at kæmpe imod disse storme. Jeg føler mig ikke så aktivistagtig, at jeg har brug for at tale om konspirationer, som muligvis måtte eksistere angående USAs eller Ruslands regering. Det rækker ud over mig.

– Men jeg kan godt lide at opmuntre til personlig politisk aktivisme. At støtte op om nogle, som virkelig gerne vil advare og beskytte deres samfundsfæller for, hvad der foregår i deres land. Sådan nogle som Chelsea Manning og Edward Snowden, som gør folket en tjeneste, men bliver behandlet som kriminelle. De er ikke kriminelle. De afslører kriminalitet udført af regeringen. Det er det mindste, jeg kan gøre. At nærme mig deres principper. Der er forskellige måder at tænke aktivisme på. Yoko Ono siger, at hun ikke vil nævne navne på de folk, som gør fortræd. Lad os kun tale om de folk, der gør gode ting. Man kan også blive en buddhistisk munk med et bedehjul. Det er deres aktivisme. At meditere og chante mod mere balance og glæde. Det stopper ikke en atombombe i at ramme deres hoveder, men de gør noget som er mod mere balance. Jeg værdsætter også demonstranter på gaden, som demonstrerer imod det kapitalistiske system. Højt, larmende og med en masse støj, som giver opmærksomhed. Situationer udvikler sig ud fra disse vilde bevægelser, som ”Boycot Wallstreet”.

Du var meget ung i 1976- 77, da du rørte tidens ånd med din musik, eksperimenterende og grænsebrydende. Du var tiltrukket af undergrund og revolution. Hvorfor egentlig? Du kom fra en okay barndom, uden store problemer?

– Ja, jeg var tiltrukket af Captain Beefheart. The Stooges, MC5. Disse mørke og farlige stemmer. Hvorfor havde jeg brug for den energi? Du ved, fri jazz kan redde modal jazz! Måske er det en yin og yang-ting. Du har brug for den balance. Ikke alt har brug for at være konsonans. Det kaldes kun konsonans, fordi det skelner sig fra dissonans. Hvis man udrydder dissonans og ikke har brug for det, så vil vi ikke kalde det noget, men kalde det ”alting”.

Var din barndom helt normal?

– Ja, lavere middelklasse. Min far var skolelærer. Hjemmegående husmor, bror, søster, kat og hund. Hvorfor var jeg så interesseret i alt det farlige musik? Jeg tror, at man i kunstens margener finder mere kreativ tilskyndelse. Hvorimod det i mainstream musik handler mere om at være en tekniker af standardmusik. Jeg tog til New York i '76 for at være en del af punkrockscenen og se det hele. Her mødte jeg folk på min alder og skabte bands. Det handlede om at fjerne sig fra det kedelige normale liv, der blev forventet af en. Jeg ville være uafhængig og eksperimentere.

Det er også en slags aktivisme. At finde sit eget rum.

Ja, helt klart. Patti Smith er også en interessant aktivist. Hun forsvandt for en tid, og så kom hun tilbage. Og stadig i dag er hun ekstremt aktivistisk på scenen. Alt det her med, at folket har magten, at stå sammen og kæmpe den gode kamp. Hun tager fra poesiverden, fra folk som Allan Ginsberg.

Er der store kompromisser, du har måttet indgå i forhold til din musikkarriere og drømmen om en ny og bedre verden, du måtte have haft som ung mand?

Ingen store, nej! Da Sonic Youth arbejdede for Geffen Records, var der måske lidt angående det kunstneriske, men ellers ikke. Vi ændrede os aldrig. Vi blev ved med at spille det, vi havde spillet, og vi fik mere støtte. Den eneste grund til, at vi underskrev kontrakt med et stort selskab var, at det i Amerika er dyrt med sygesikring, og her kunne vi få råd til det. At få en ordentlig løn. På de uafhængige selskaber, vi før havde været på, vidste vi aldrig, om vi fik løn. Der måtte jeg vaske op og arbejde i en Xeroxbutik. Indtil firserne levede jeg af løg og bønner. Jeg solgte brugte plader og magasiner på gaden for at få råd til cigaretter. Jeg var i 20’erne og bare engageret i verden. Det var en tid, hvor det ikke kostede noget at bo i New York. Nu er det jo umuligt.

Har du nogle gode tips til unge spirende alternative musikere?

Ja! Lav fysiske produkter! Eksister ikke udelukkende på nettet, selvom det er bekvemt. Det er fint nok, men skab vinyler, kassettebånd, bøger. Ting, som du kan røre og mærke vibrationer ved. Ellers mister du en masse skønhed ved at være en kunstner.

Thurston Moore og talenterne fra RMC spillede impromusik på Jazzhouse den 16. oktober.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA