x

Portræt: Sonic Youths Daydream Nation fylder 30 – derfor skal du lytte til den

Portræt: Sonic Youths Daydream Nation fylder 30 – derfor skal du lytte til den

En julidag i 1988 gik Thurston Moore, Lee Ranaldo, Kim Gordon og Steve Shelley ind i et studie i Lower Manhattan og begyndte indspilningerne til det, der skulle blive Sonic Youths store mesterværk og statement – Daydream Nation. Et værk, der i dag 30 år efter stadig lyder som intet andet og stadig er relevant og friskt. Albummet blev ikke kun en milepæl i Sonic Youths karriere, men var også et stort vendepunkt for hele den undergrund, bandet var en del af.

Sonic Youth anno 1988 var en tæt enhed. Bandet fandt sammen i 1981 med baggrund i New Yorks No Wave-scene og lydkunstnere som Glenn Branca. De udsendte de svært fascinerende plader Sonic Youth (EP), Confusion is Sex og Bad Moon Rising i henholdsvis 1982, 1983 og 1985, men det musikalske gennembrud kom, da trommeslager Steve Shelley kom til i efteråret 1985. Med Shelley lød bandet pludselig en hel del mere sammentømret med en fælles vision, der kom til udtryk på de efterfølgende plader EVOL i 1986 og Sister i 1987, og hans trommespil fik stor indflydelse på resten af bandets levetid.

I 1988 var hardcore-genren i opbrud, og nye toner og udtryksformer forplantede sig i dets vakuum. En mere indadvendt og lydfokuseret, men stadig larmende bølge skyllede ind over punkens tomrum og endte senere med at få betegnelser som shoegaze og støjrock. Bands som The Minutemen og Hüsker Dü begyndte at gå mere kunstneriske veje og udsende værker på dobbeltalbum gennem det legendariske pladeselskab SST. Sonic Youth var inspireret af udviklingen, men fortsatte med at gå egne veje. Fra starten af karrieren havde Thurston Moore og Lee Ranaldo udviklet guitarer med specielle stemninger og lyde bl.a. ved at stikke trommestikker ind i kroppen på guitarerne. Derved opnåede de et udtryk, som ingen har kunnet kopiere eller efterligne.

Daydream Nation er en kulmination på årenes eksperimenter i øvelokalet og udviklingen af musikken. Hvor de to foregående plader har mange retninger, er Daydream Nation en samlet opvisning i store lydflader, tilpassede improvisationer og beatpoesi.

I månederne op til indspilningerne spillede Sonic Youth de nye numre live, og de var derved efterprøvede i forvejen inden indspilningerne. Sonic Youths koncerter var berømte for eminente jams, der sagtens kunne vare en halv time ad gangen. På plade var de enkelte numre derimod arrangerede og tilpasset. På "Daydream Nation" fik musikken og improvisationerne for første gang lov til at flyde på numre som "The Sprawl" og "Cross the Breeze", og den oplevelse, der ellers mest var forbeholdt et live-publikum, kom her helt ned i pladerillerne.

At albummet ikke lyder som noget andet, skyldes bl.a. studiets producer og tekniker Nick Sansano. Før Daydream Nation havde han aldrig prøvet at optage en guitar før. Hans meritter omfattede først og fremmest hip hop, og det mest prominente navn, han havde arbejdet med, var Public Enemy. Netop hans arbejde med Public Enemy var med til at overbevise Sonic Youth om, at Sansano havde den rette vision. Han forsikrede bandet, at han havde nogle mikrofoner, der kunne holde til lidt af hvert, og lyden på pladen blev krystalklar og kaotisk på én gang.

Tematisk har albummet ry for at være en reaktion mod det konservative klima i 1980’ernes USA og Ronald Reagans administration. Alene den konfrontatoriske lyd er i sig selv en modkultur og tegner et billede i horisonten, der er væsentligt mere grumt og mørkt end den sorgløse, yuppie-festglade, flade mainstreamkultur, der især kom til udtryk i overfladisk musik. Denne modkultur havde både rod i hardcore og New Yorks no wave-bølge, men hvor hardcore havde et meget ekstrovert udtryk, og no wave i de fleste tilfælde et nærmest dadaistisk udtryk, fik Sonic Youths vandring i beatnik ,1950’ernes digtere og kunstnermiljøet musikken et poetisk og varmt udtryk – såvel musikalsk som lyrisk. Forbindelsen til kunstverdenen er på Daydream Nation yderligere understreget på pladecoveret med Gerhart Richters kunstværk Kerze (Lys – en henvisning til at af pladens numre "Candle").

Det er næsten en forbrydelse at fremhæve enkelte numre, da alle momenter på albummet er af ypperligste klasse, og man SKAL simpelthen høre værket fra start til slut. Alligevel er her et par dyk ned i albummet, der ikke skal ses som højdepunkter frem for andre, men blot for at give eksempler på det, albummet kan:

The Sprawl

En flydende guitarfigur får lov til at gøre sig større og større, inden sangen går i gang. Kim Gordons erindringer om at vokse op i Los Angeles tager pynten væk og viser en verden af kold kapitalistisk udbytning, mens musikken omkranser og underbygger budskabet. Afslutningen med en simpel melodi udvikler sig til et større lydlandskab med mange effekter i baggrunden – alt sammen på forunderlig vis skabt af elektriske guitarer.

Total Trash

Vil man vise, hvordan Sonic Youth var en helt enestående enhed samt forklare, hvordan fire menneskers møde kan skabe højere, uforklarlig magi, er "Total Trash" et godt udgangspunkt. Det starter med kompakt samspil med skæve toner. Et anti-establishment-statement, som i teksten retter sig mod både den etablerede politiske orden og narkobaroner. I løbet af nogle minutter bliver nummeret brudt ned af dissonans og støj, indtil rytmen fortaber sig og løber ud i støj. Her er inspirationen fra no wave tydelig, men i denne form helt original. Derefter starter Steve Shelley det hele op igen med sin karakteristiske rytmefigur og bringer det hele tilbage i ødelagt kantet form. En af Shelleys forcer er hans eminente stortromme, der banker ottendedele afsted og giver musikken en formidabel fremdrift. Sangen kommer tilbage i skævvredet form, og hele herligheden bliver afsluttet af dyb feedback fra en enkelt guitarstreng.

Providence

"Providence" er måske det mest radikale nummer på albummet, selvom det kun består af klaver og forskellige lyde. Der høres knitren og buldren i baggrunden – igen kun skabt af elguitarer – og et stille klaver spiller en simpel melodi. En telefonsvarer går i gang, hvor Minutemen-legenden Mike Watts stemme kan høres. Efter sigende havde han indtalt beskeden på Thurstom Moores telefonsvarer, og den blev brugt på albummet, uden han blive spurgt først. Det havde han formentlig heller ikke noget imod, da albummet er en af hans favoritter, og da han var en af bandets tætte venner. Providence er konceptkunst og et stærkt afbræk fra resten af albummets kaos og støj.

Daydream Nation gjorde Sonic Youth for store til de små undergrundlabels, og næste album, Goo, udkom på Geffen Records, der havde navne som Aerosmith og Guns n’ Roses i folden. Med al respekt for bands som REM, The Replacements og Hüsker Dü, der ligeledes skiftede små pladeselskaber ud med store multinationale koncerner, er Sonic Youths overgang til et major label det allerstørste spring. Hvor de førnævnte bands løbende havde poleret deres lyd og for det meste havde udformede vers-omkvæd-numre, var Sonic Youth anno 1988 stadig et uregerligt og uforudsigeligt væsen. Selv Daydream Nations mest iørefaldende sang – collegehittet "Teen Age Riot" – er over seks minutter lang og indeholder en drilsk intro, vilde guitarer, gyngende, berusende basgange og flere store støjmure undervejs. Det var det største tegn på et opbrud både i den alternative del af rocken og hos den etablerede musikindustri – og måske især hos selskaber som Geffen Records, der begyndte at følge undergrunden tæt. Et par år efter gav de efter for Thurston Moores pres og signerede Sonic Youths venner, et ungt band ved navn Nirvana, som selv fik et lyngennembrud og blev legender i deres egen ret.

Sonic Youths betydning for hele grunge-bølgen, alternativ rock og ungdomskultur i det hele taget er enorm, og selvom de rent musikalsk havde brudt barrierer og grænser ned i årene før, er det Daydream Nations gennemslagskraft, der fik størst betydning.

I 2006 blev albummet optaget i US Library of Congress’ Permanent Archives of the National Recording Registry, hvor det bl.a. har selskab af de første lydoptagelser fra månen og taler fra tidligere præsidenter.

I dag er Daydream Nation stadig et relevant værk. Konflikter og en splittet vestlig verden gør temaerne på albummet nærværende, og lyden er stadig frisk og tidsløs. Jeg vil aldrig selv glemme den aften, jeg selv for første gang satte pladen på, tog høretelefoner på, lukkede øjnene og faldt hen i de 70 minutter og 47 sekunder, albummet varer – og forhåbentlig vil der om mange år fortsat være unge mennesker med et åbent sind, der får udvidet horisonten, åbnet sanserne og får mærket euforien gennem Daydream Nation.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA