x

Reportage: Live Camp på Smukfest, dag 2 – vinderne er fundet

Reportage: Live Camp på Smukfest, dag 2 – vinderne er fundet

Anden dag i årets Live Camp, og ti kunstnere skal vise, hvad de kan, for branchen og de tidligt ankomne til Smukfest.

I forhold til tidligere år er det tydeligt, at næsten alle bands er længere i processen. Alle kan spille, alle kan skrive sange, og alle har en idé om, hvordan de udtrykker det på en scene. Men det er så også her, at de sidste par meter bliver vundet. Og i går var der tre tydelige stjerner på scenen. Folk, der ikke prøver at være en rolle eller et look, men simpelthen ER deres lyd. Og det var Theo X, Anton Walter og Mekdes. Andre var lækre, cool, festlige og mange andre gode ting, men på ren star quality stod de tre navne stærkest.

Juryen har været på hårdt arbejde for at skære feltet ned til to vindere, for det er acts, der har imponeret på så forskellig måde. Allerede kl. 14 står Karenina og overrasker med, hvad der nærmest er en opdateret og lidt krøllet udgave af Anne Linnet. En dansk popsang, der hviler på lige dele skrøbelig lyd og stærk kvinde. Det er en trio, der fordeler trommer, keys, kontrabas, guitar og vokal imellem sig. Numrene er vidt forskellige, og der er mange overraskende og gode valg i lyden. Anna Halkjær Langgård Nielsen er en skøn frontfigur, og jeg tror, at en mere intim setting vil klæde deres univers meget. Men der er også noget god dansk sommer over dem, og de elsker tydeligvis at være deroppe. Som de fortæller mig bagefter, så er det en ting at spille for et lille fyldt sted, hvor du kender alle, og de kender dine sange, ”men her kom folk forbi, blev hængende og så var de der, 100 procent”. Ikke helt samme succes oplever Rigmor. Deres fortættede, søgende og teksttunge musik fungerer ikke rigtigt under den åbne himmel. 

Lige før spiller Bilton Marten. Pressemeddelelsen gør et stort nummer ud af, at han er eks-model, og det er da også svært at sige rigtig meget om musikken. Meget rutineret at kunne spille videre i søvne. Marten fortæller mig bagefter, at der var god energi på scenen, og den synes jeg godt, at bandet kunne arbejde på at formidle. Han har en lang række koncerter de næste par måneder, så der bliver rig chance for at prøve det af.

Omvendt kan man sige, at en kunstner som Michael Williams, der spiller meget senere, KUN er energi. Med velfungerende hjælperappere fylder han hele scenen med en fest. Jeg savner lidt, at der er andet end omkvæd, og jeg lægger mærke til, at folk omkring mig også savner et eller andet. Folk strømmer til, for lyden er sej og actionpacked, men dansen går i stå efter få sekunder. Om det er den sjuskede dynamik fra USB-stikket, den manglende variation eller bare ikke højt nok, ved jeg ikke, men han holder den ikke stiv. Og så griber man til at arrangere lå lå lå-fodboldkor fra scenen, og så bliver det ikke mere proletar.

Anderledes underspillede er de to soulede popsangerinder tidligere på dagen, Kaaliyah og Bette. Begge er dejlige og dygtige sangerinder, men ingen af dem er færdigformulerede i lydbilledet. Jeg er ikke helt sikker på, at Kaaliyahs band alle sammen vil det samme, og hos Bette ligner det hired hands, der ikke rigtigt føler for det. Og lige præcis soul må gerne føles som. Bette er utrolig indtagende på scenen, og selvom jeg ikke synes, hun har sangene, så glider stemningen ind under huden. Meget i kraft af, at hun ligner sin lyd så meget. Zar Paolo prøver også at ligne sin lyd. Men hvor det virker naturligt for Bette, fremstår det helt konstrueret og indstuderet her. Numrene er fede, lyden er stram og teksterne skarpe, men for mig ville det have været langt bedre ikke at se på dem imens.

Til gengæld kan man slet ikke se væk fra Theo X. Den mest karismatiske performer i år, og tydeligvis født til at være stjerne. Der er flere ting i lyden, der ikke lander perfekt, men han har sangene, tricks’ne og ikke mindst stemmen til at komme virkelig langt. På en måde er det fint, at en anden vinder denne konkurrence, for jeg er ikke i tvivl om, at han bliver en stjerne alligevel. Og med afslutningsnummeret ”Don’t Wanna Dance” fik vi også årets bedste sang, der går lige i trussen på alle køn.

Men dagens største overraskelse for mig er nok Anton Walter. 17 år gammel og første gang på festival. Et par timer før håbede han på, at der overhovedet ville komme nogen og var spændt som en bue. Han har valgt at spille god pop, og derved fravalgt dårlig pop. Det viser sig at være et godt valg, og han lægger den scene ned som det mest naturlige i verden. Det er den helt klassiske danske poptradition, men leveret lige fra hjertet af en fyr, der ikke er et kalkuleret pretty face, men en helt igennem likeable fyr. Han er som skabt til Smukfest, og publikum strømmer til.

Området backstage er lavet om i år. Det er gjort mindre for at gøre det endnu mere oplagt at mingle. For ingen tvivl om, at det er en af de store gevinster ved at spille på Live Camp: Chancen for at møde hele branchen lige efter man har spillet. Og derfor er det endnu mere sært, at flere bands vælger at gå, lige efter de har spillet. Det er her, at du som upcoming band med én koncert kan introducere dig til festivaler, bookere, medier, spillesteder og producere, så det er bare ikke nok at dukke op med forventning om at ”hygge lidt på scenen”, som et band fortalte mig før deres show. Og man har lyst til at være heromme. Smukfest er uden tvivl den rareste festival at være backstage på, og der er ingen grænser for hvor langt de frivillige vil gå, for at gøre det til en god oplevelse. Alle bands snakker om hvor velkomne de føler sig, og hvor seriøst man bliver taget. Crewet har fundet en overraskende balance imellem være top professionelle og samtidigt virkelig rare at være hos.

Det er så også her, at bands’ne møder hinanden og hænger ud og netværker på det plan. Og selvom Live Camp på papiret er en konkurrence, så er det ikke noget, man mærker i løbet af dagen, hvor der til gengæld er ros, komplimenter og kærlighed i luften. Men når klokken nærmer sig 12, kommer nerverne til, og SÅ er det en konkurrence. Kunstnerne bliver gennet sammen bag scenen, og vinderne bliver annonceret for de mange mennesker, der er kommet for at høre dj’en Williams88.

Og det er meget velfortjent Mekdes og Anton Walter, der løber med henholdsvis Live Camp og Tak Rock-prisen. Det er nok også de mest flyvefærdige og parate af dagens kunstnere, og du vil kunne placere dem på enhver scene, og de vil kunne performe.

Mekdes er selv næsten lige gået af scenen og er stadig høj på den oplevelse, da hun får det at vide. Så da jeg snakker med hende kort efter, er det endnu ikke gået helt op for hende. Hun var kommet dagen før og havde set søndagens koncerter, så hun havde slet ikke kunnet sove om natten, fordi hun var så nervøs. Hun er meget ydmyg omkring, hvor gode alle de andre er og helt igennem lige så dejlig som på scenen. Det bliver en feel good fest af power-soul, når hun åbner Bøgescenen i morgen kl. 15:30

Anton Walter er meget 17-årig på festivalen og fyldt helt op med lykke og alkohol. Hele verden ligger for hans fødder, og han aner ikke, hvor han skal begynde henne. Det er to rejser, som det bliver spændende at følge. 

I løbet af dagen har der været lidt regn, men ikke noget rigtigt ødelæggende. Men det ankommer så senere på natten! Med lyn, torden og regulært skybrud. Jeg frygter lidt, hvilket syn der venter mig ved camping, men håber, at entusiasmen og den gode musik kan overvinde det ærgerlige ved et druknet telt og fugtige sko.

For i dag er det KarriereKanonen og de otte finalister, det gælder. De tidligere år har bands’ne her om tirsdagen været lidt længere i færdiggørelsen af udtrykket end dem fra Live Camp. Men den bliver svær at overgå i år. Det starter kl 16, og så er der koncert hver time til klokken 00.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA