x

ALANIS MORISSETTE-INTERVIEW: ”Kvindelig vrede har så dårligt et ry, men det er en del af det at være menneske”

ALANIS MORISSETTE-INTERVIEW: ”Kvindelig vrede har så dårligt et ry, men det er en del af det at være menneske”

For en generation af kvinder var Jagged Little Pill det album, der talte til dem som intet andet. I år kan udgivelsen fejre sit 25-års jubilæum – men Alanis Morissette stopper ikke lige foreløbig. I anledning af, at hun udgiver sit niende album, taler den originale dronning af angst med Charlotte Edwardes om ung stjernestatus, erfaringer og om at være nybagt mor i en alder af 45.

I én henseende er den gamle Alanis Morissette tilbage: Alanis i den røde uldhue og tørklæde, der i videoen til ”Ironic” krøb ind i sin snedækkede bil for at udkrænge en af 1990'ernes stilskabende popsange: “It’s like raiiii-ain on your wedding day”. Hun er tilbage, fordi Morissette klæder sig ud som Gamle Alanis i videoen til ”Reasons I Drink”, den første single fra hendes niende, netop udsendte studiealbum, Such Pretty Forks in the Road. Hun deltager i en Anonyme Alkoholikere-seance sammen med forskellige andre Alaniser gennem tiderne – den velklædte popstjerne, der får lagt makeup og signerer cd'er; den driftige forretningskvinde med briller i snor; den trætte mor, klædt i morgenkåbe, ammende – alle sammen spillet af Morissette.

Det er et godt trick, denne genopstandelse af Alaniserne fra for 25 år siden. Det viser, hvordan den voksne Alanis, nu 45, er blødere, dybere, mere jordbundet.

Stadig hørbare er dog den canadiske singer-songwriters kendetegn: Hvordan hun pludselig hæver stemmen midt i et ord, den rå, presserende ærlighed. Her er nogle af grundene, hun giver til, at hun er blevet mere rolig: medicin, hormontilskud, moderskab, ernæringsrigtig kost, terapi (meget terapi: en-til-en, par, gruppe, intensiv, uanset hvad det kræver ­– mere om det senere.) Men hvor er hendes kvindelige raseri? ”Åh, det er der stadig,” forsikrer hun mig. ”Jeg lever for det. Kvindeligt raseri har så dårligt et ry, men det er en del af det at være menneske. Ikke at slå nogen i ansigtet, men at kanalisere din vrede til aktivisme eller – Gud forbyde det – hæve din stemme, eller sige nej, eller beskytte dine børn eller være feminist.”

Hendes raseri hærgede igennem 1990'erne som en voldsom tyr gennem en bryllupsfest, der stangede det mandlige overherredømme og vendte op og ned på traditionel feminitet. Hendes album Jagged Little Pill (som fejrede sit 25-års jubilæum i juni og har solgt mere end 33 millioner eksemplarer) gav styrke til de håbløse, forpinte teenagere fra generation X. Kvinder, sagde albummet, I er velkommen til at skrige, være jaloux, urolige, forvirrede. Hendes indflydelse gav genlyd op gennem 2000'erne og kunne høres i skatepunkere som Avril Lavigne og Pink, og uden tvivl kunstnere fra Katy Perry til Beyoncé (der fortolkede ”You Oughta Know” ved Grammy-showet i 2010). Længe før Taylor Swift udskammede ekser, sang den 21-årige Morissette i ”You Oughta Know”: “Is she perverted like me? / Would she go down on you in a theatre?”

Jeg møder Morissette i London lige inden lockdown: byen er allerede ved at blive tømt for folk, ingen kofanger-til-kofanger-trafik, bare en mærkelig spænding i forårsluften. Over morgenmaden ruller hendes følge intenst igennem nyhederne på deres telefoner. Der er manager, pr-person, assistenter, sikkerhedsvagt, en "arkivar" kaldet EJ, der filmer alt, hun gør, såvel som hår- og make-up-folk. Og så er hele familien her: hendes mand, rapperen Souleye; hendes søn Ever, ni år; hendes datter, Onyx, tre år; og hendes syv måneder gamle søn, Winter.

Se Alanis og datteren Onyx fremføre "Ablaze" fra det nye album Such Pretty Forks in the Road. Artiklen fortsætter under videoen.

En f****** shitstorm

Morissette ankommer venligt med smil og undskyldning: hun har ammet Winter og er nu høj på oxytocin-hormonet. Er hun okay? ”Jeg er i en anden verden, det er det ærlige svar.” Nogen hælder Evian-vand op til hende, og hun sidder, med fødderne i en hoftebredde fra hinanden og tager en dyb indånding, som om hun skal komme med et langt svar. (“I’m high, but I’m grounded... baa-byyy.”) Lige nu er hun “i skyttegravene”: forældreskab, arbejde, rejseaktivet, alt sammen på kanten af en global krise. Hun havde set frem til udgivelsen af albummet, en turné i efteråret, en Broadway-musicaludgave af Jagged Little Pill, skrevet af Diablo Cody (blandt andet kendt for det Oscar-vindende manuskript til Juno). I dag er verdens planer selvsagt sat i venteposition.

I det mindste har hun et forspring i den nye verdensorden, idet hun allerede hjemmeskoler – ”unschool”, som hun udtrykker det. Morissette er en berømt talsperson for filosofien ”attachment parenting”, på dansk ”ifavn” (derfor er børnene med hende), hvilket tiltrak kontrovers, da hun talte om det i 2012. Hun svarer kritikerne: ”Tal med mig, når vores børn er i 50'erne og se, hvordan de klarer sig.” Lige nu er hendes hormoner i uro. Hun er i "lakto-menopause". Hvad er det? ”Det er en f ****** shitstorm.”

Hun beskylder sin hormonspecialist for, at hun er blevet gravid i en alder af 45 (på en god måde). ”Hvis mine hormoner er gode, er jeg det også…” Hun slår sig på låret. ”Når de ikke er det, snurrer mit hoved rundt. Jeg siger til min familie: 'Hvis mor ikke får seks minutter alene lige nu, får du Sære Mor.' Hvad gør hun på seks minutter? ”Hvad som f ****** helst. Bare stilhed. Jeg kan gemme mig bag et badeværelsesforhæng. Jeg går ud i gangen. I går aftes gik jeg ind på soveværelset og sad. Jeg mener, jeg ville elske at have seks timer, men ... ”

Morissette er opvokset i Ottawa, i en troende, katolsk familie; hendes forældre var begge lærere, og hun har en ældre bror og en tvillingebror, Wade. For dem, der ikke kender hendes fortid, før hun blev dronning af angstrock, var hun barnestjerne. Hun optrådte i et tv-show for børn, da hun gik i ungdomsskole, og hun skrev sange fra niårsalderen. Da hun var 14-årig, indgik hun kontrakt med MCA Records om to album, som førte til et par succesrige dansepop-plader i Canada – svært at tro nu. Hun blev formet til en pinligt permanentkrøllet prinsesse og har endda engang varmet op for Vanilla Ice.

Efter gymnasiet skiftede hun musikalsk kurs, lærte at spille guitar og satte vers til den urolige indre monolog i sine dagbøger. Som 21-årig udgav hun sin internationale debut, Jagged Little Pill, gennem Maverick (Madonnas selskab). I løbet af en uge solgte det næsten en halv million eksemplarer, og det vandt to Grammyer og blev certificeret tidobbelt platin i England alene. 

Hør Alanis fremføre "Smiling" fra det nye album Such Pretty Forks in the Road. Artiklen fortsætter under videoen.

Seksuelt misbrug, udnyttelse, økonomisk undergravning

På overfladen gjorde Morissette det meget godt, tak. Bag kulisserne var det ikke så fedt. Pladeselskabschefer kritiserede hendes vægt (”uopfordret feedback er en form for vold mod kvinder”, siger hun nu) og dette, forstærket af en tid, hvor slankhed var Gud, medvirkede til at udvikle en alvorlig spiseforstyrrelse hos hende. Det var ude af kontrol, og hun var deprimeret. Hun blev fortrolig med mere end et par selvhjælpsgrupper, herunder OA (Anonymous Overeaters), Al Anon (pårørende til alkoholikere), SLAA (Sex and Love Addicts Anonymous): “De er alle sammen gode.”

”Der skete mange ting: seksuelt misbrug, udnyttelse, økonomisk undergravning.” Fra hvilken alder? ”Tre år, helt ærligt.” Hendes sang ”Hands Clean”, med sine eksplicitte henvisninger til misbrug, blev mødt af døve ører. Pladeselskabet foreslog endda at have børn til at synge karaoke i videoen. ”Jeg tænkte: Har I lyttet til teksten? Har I læst den? Nå, ikke?”

Hun kan ikke tåle det, når folk reagerer på kvinder, der taler om historisk misbrug nu ved at spørge: "Hvorfor ventede de så længe med at fortælle nogen om det?" ”Jeg mener, please. Først og fremmest ventede de ikke. For det andet står de over for truslen om at miste deres job, omdømme eller ikke blive troet. I bedste fald bliver det fejet ind under gulvtæppet, i værste fald får du en advarsel eller bliver fyret. ”

Siden Harvey Weinstein er Pandoras boks åbnet i filmindustrien, ”men det er ikke engang begyndt i musikbranchen”, siger hun. ”Næsten enhver kvinde i musikbranchen er blevet overfaldet, chikaneret, voldtaget. Det er allestedsnærværende – mere inden for musik endda end film. Det er bare så normaliseret.” Jeg spørger naivt om hvorfor, og hun griner. ”Hvad, sex, stoffer og rock’n’roll? Per definition er det groft, svedigt og aggressivt. Men det er kun et spørgsmål om tid, før det får sin egen eksplosion af historier. ”

Hun siger, at hun nyder det faktum, at ”Kesha allerede sparker røv” ved at starte en retssag mod musikproduceren Dr. Luke, men at processen er langsom. Vil Morissette nævne navne? Hun tøver. ”Det kræver sine egne overvejelser. Jeg har ikke noget svar i øjeblikket. Mit mål ville være at fjerne normaliseringen. Og de strukturer, der tillader det.” Hun fnyser: "Som om disse fortrolighedserklæringer betyder noget, tager du pis på mig?"

Mediterer hun? ”Nogle af os er for traumatiserede til at meditere. En person, der har en masse mental aktivitet på den negative, selvmisbrugende side, skal ikke sidde alene for længe. Der er for mange stemmer i hovedet. (Traumeterapeuten) Peter Levine kalder det ”meditationsinduceret angst”. Ligesom en fuldbyrdet PTSD-lidelse æder dig levende,” siger hun. Angst “er skræmmende tanker, pinefulde billeder. Masser af lidelse og død hos mennesker, som jeg elsker og hos mig selv.” Det sker, når hun ikke har taget sin medicin eller er ”overvældet”.

Hun bor nu i en hippie-enklave i det nordlige Californien. En af grundene til, at hun flyttede ud af Los Angeles var, at "det ikke er almindeligt, at folk svinger forbi med suppe eller siger ’Jeg kommer forbi, jeg har en smoothie til dig.’ Det har jeg brug for. Jeg blev for isoleret, og så begynder jeg med at ... ” Hun ryster på hovedet og klikker med tungen. Foruden at mikroklimaet er godt for hendes nervesystem.

Selvisolering, siger hun, bliver svært for hende. ”Jeg bliver skør, når jeg er isoleret.” Hun beskriver sig selv som meget følsom og en empat. Mens de fleste går ind i et rum og får 50 indtryk, får hun 500, og hun fortæller, at andre med dette temperament indbefattede Jimi Hendrix og Prince. Hun vil med glæde sige ting som: ”Jeg kan føle energi hele tiden, så i LA er det nonstop. Der er en masse ubehandlede traumer i LA ”. Men hun formår – Gud ved hvordan – at få det til at lyde sjovt og selvudslettende.

Head Over Feet

Alanis Morissette-superfan, den engelske Sunday Times-journalist Hannah Swerling, forklarer den vedvarende indflydelse fra et epoke-definerende album.

Jeg plejede at lytte til Jagged Little Pill på repeat på mit gule Sony-hi-fi-anlæg på mit teenageværelse i 1990'erne, med skovmandsskjorten bundet rundt om livet (hej, My So-Called Life-kliché). Du var ikke en rigtig fan, medmindre du ventede gennem 65 sekunders tavshed på det "hemmelige nummer", ”Your House”, i slutningen af albummet. Mange venner og andre JLP-fans husker at have lyttet til albummet på deres teenageværelser. Musikken var lydsporet til vores altomfattende hjertesorg og ungdomsfrustrationer. Det var katarsisk, selvom vi ikke helt vidste, hvad vi var bange for (selvom en pige i skolen roste albummet for at hjælpe hende gennem puberteten og hendes forældres forfærdelige skilsmisse).

Morissette var kun 21 år, da hun blev den yngste kunstner i historien til at vinde årets album ved Grammy-showet, og en af grundene til pladens vedvarende indflydelse er helt sikkert, at den så perfekt fangede en så formativ tid i så mange af vores liv. I midten af 1990'erne, da jeg kanalsurfede fra MTV til VH1 og tilbage igen, var der masser af Blur og Radiohead og lidt Björk kastet ind for god ordens skyld. Men som en ven sagde til mig: ”Masser af mennesker lytter til Oasis, men for mig var det så dejligt at høre den samme slags storslåede indiepop fra en kvinde.” På den måde skabte Morissette sin egen kategori. Hvis du havde sagt til mig, da jeg var 15, "Prøv at lytte til dette post-grunge, alternative rockalbum," ville jeg have givet dig min mest hånlige, ungdommelige rynken på næsen, men de dybtfølte tekster og musikkens headbangende, iørefaldende kvaliteter gjorde musikken velsmagende for teenagepiger.

I en nylig Whatsapp-besked fra en af mine mest kyniske venner fortalte hun begejstret: ”Det var en lektion i, hvordan femininitet kan være magtfuld, tristesse kan være smuk, at frihed er bedre end konformitet. De feministiske temaer var der for os, længe før det var 'cool' igen.”

Filminstruktørerne Greta Gerwig og Olivia Wilde har i de senere år sendt fangirl-breve til Morissette med anmodning om rettighederne til at bruge hendes musik i deres coming of age-film, henholdsvis Lady Bird og Booksmart, der bragte et nyt publikum af unge kvinder til JLP. Gerwig skrev: ”Tak, fordi du lavede al den musik, du gjorde. Du fik en masse piger til at føle, at de kunne gøre noget.” Mens Wilde skrev: ”Fik jeg lige sagt, hvor meget hun havde betydet for mig i min ungdom, og da jeg gik i gymnasiet? Især JLP. Hendes styrke som kvinde og kunstner og hendes unikhed har virkelig inspireret mig.” Det er som om, de to kvinder læser højt fra min teenagedagbog.

I 2019 dukkede albummet op i mit Twitter-feed på en uvelkommen måde, da en debat-tråd på det amerikanske websted Jezebel med titlen “Jagged Little Pill is actually very bad???” gik viralt. Tæl spørgsmålstegnene. Mine øjne har aldrig rullet vildere. Selv den vildledte skribent vidste, at hun var på usikker grund. Glem clickbait-dumheden, den eneste gode ting ved artiklen var, at det fik Morissette-fans til at forsvare hendes ære og minde os alle om, hvorfor JLP er så absolut fremragende. Er det ikke ironisk?

LÆS OGSÅ: ALANIS-ANMELDELSE: Lidelse og forløsning på første album i otte år


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA