x

GOJIRA-INTERVIEW: Metalhoveder med ansvar

GOJIRA-INTERVIEW: Metalhoveder med ansvar

I dag hører Gojira til blandt verdens største metalbands. De har turneret med Metallica og Slipknot og headlinet verdens største festivaler. Men de befinder sig stadig et godt stykke fra idéen om en rockstjerne. Joe Duplantier er stadig det metalhoved, han var, da Gojira først begyndte at skrive musik. I dag er der bare flere mennesker, der lytter, og det har givet Gojira en bevidsthed om et ansvar, de er nødt til at udnytte.

– I Gojira er vi ikke interesserede i at pålægge folk nogle bestemte tanker, men vi vil have dem til at tage stilling og tænke selv, siger Joe Duplantier. Han ser sig selv som en politisk musiker, men adskiller sig fra de politikere, han aldrig har forstået. Faktisk har han aldrig følt sig repræsenteret af dem, der bestemmer. Hverken i sit hjemland, Frankrig, i USA, hvor han bor i dag, eller i resten af verden. Måske er det derfor, metal fik grebet om ham, da han engang var barn.

Gennem årene i Gojira er han blevet bevist om sit ansvar. Han har langsomt taget ansvaret på sig og udnyttet den rolle, han som musiker har opbygget for sig selv og sit band. Evnen til at påvirke en selvstændig tankegang hos dem, der lytter. Evnen til at italesætte det, han synes er galt i verden. Derfor har musikken fået et gradvist politisk islæt, og derfor er bandets nyeste album, Fortitude, det mest politiske udspil, Gojira hidtil har begået.

– Nogle gange kan samfundet påvirke et behov hos folk for at skulle ændre sig, men jeg håber, vores musik kan påvirke en tro på, at man kan være sig selv og udnytte sit fulde potentiale, fortsætter han. Men modsat bands som Rage Against the Machine, hvor lytteren bliver mødt med en direkte opfordring til marxistisk revolution, ligger svarene ikke og springer i øjnene, når man læser de tekster, Joe Duplantier skriver sammen med sin bror, Mario.

Sammen forsøger de at forholde sig til de universelle spørgsmål, mennesket altid har stillet sig selv. På forgængeren Magma drejede de spørgsmål sig om sorgen og livet efter døden. Med Fortitude er spørgsmålene mere rettet mod en kriseramt verden, der står i flammer.

– Jeg har en ret filosofisk tilgang til tekstskrivning, siger han. – Jeg forsøger at finde svar på mange af de spørgsmål, vi stiller os selv som mennesker, selvom det er spørgsmål, der ofte ikke er svar på. Men poesi og musik kan inspirere en energi, der giver håb, som kan tilfredsstille uvisheden ved ikke at kende svarene. Jeg er hverken sanger eller guitarist, men snarere en poet og en producent. Jeg vil gerne give liv til en energi gennem min musik. Og den energi formidler jeg gennem poetiske tanker, der forhåbentlig kan få folk til at tænke.

Den poetiske tilgang er vel også noget, teknisk og progressiv metal kan slippe af sted med i højere grad.

– Vores musik er teknisk og nærmest kirurgisk til tider, og det giver grundlag for at gå mere i dybden med teksterne. Vi går enormt meget op i vores håndværk. Vi laver ikke musik, når vi er skidefulde – vi tager det enormt seriøst. Det er næsten som et arbejde, du tager på hver dag. Mine ord er ofte ret simple og måske endda naive, men det er med til at formidle musikken, så den bliver mere tilgængelig.

Selvkritisk massesucces

Jeg fortæller ham om min egen historie med Gojira. Det er en historie, der går omkring 15 år tilbage, da bandet udgav From Mars to Sirius, og ”Flying Whales” brændte sig definitivt fast på mine trommehinder. Hans reaktion er ydmyg på en måde, så man fornemmer, at han er musikelsker i lige så høj grad, som jeg er det. Sådan er det ofte med dem, der hører metal. Uanset om du skriver om den, lytter til den eller laver den, er der en samhørighed, der gør, at en naturlig samtale opstår, og tiden hurtigt bliver sekundær.

I dag har Gojira turneret med Metallica og Slipknot. De har headlinet verdens største festivaler og har markeret sig som et af de bands, der en dag kan overtage den rolle, Metallica og Slayer har skabt for sig selv. Men når jeg taler med Joe Duplantier om de ambitioner, jeg fornemmer i bandets musik og den måde, den med tiden er blevet modtaget hos deres fans, bliver jeg mødt af netop den ydmyghed, der er svært at forestille sig hos et band, der hører til verdens mest progressivt tænkende.

– Jeg har tendens til at være meget kritisk omkring vores musik, siger han. – Når jeg lytter til vores musik, hører jeg alle fejlene og de ting, vi kunne have gjort bedre. Jeg hører altid noget, der kunne være blevet bedre. Men når jeg lytter til Metallica, er det guder, jeg lytter til. Det er enormt storslået og episk, og det er svært at se sig selv i sammenligning med. Jeg ser ikke mig selv som en rockstjerne, fordi jeg er konfronteret med mig selv i spejlet hver morgen med nye rynker i ansigtet. Så det er svært for mig at se, at vi er et stort, vildt band.

Men til trods for det, der møder Joe Duplantier hver morgen, når han kigger sig i spejlet, har ambitionerne altid været der, og de har uden tvivl en bærende rolle i det, Gojira i dag har opbygget for sig selv.

– Da vi begyndte at lave musik sammen i midten af 90’erne, sagde vi altid, at en dag ville vi turnere med Metallica, fortæller han. – Og en dag skete det. Måske fordi vi gik og sagde det så meget.

Han er bevidst om bandets succes, for han oplever det gennem sine fans, der hurtigt begynder at crave ny musik. Faktisk er det ofte bandets fans, der sætter gang i den kreative proces, der til sidst ender ud i et album. Han kan se succesen, når Gojira spiller live. Fremmødet er ofte et pejlemærke for, hvor langt bandet er nået.

– Der er altid mange mennesker, der møder op, når vi spiller en koncert, siger han. – Så det går måske meget godt. Men selvom jeg ser alle de ting og læser gode ting om os, er det svært at ændre sit eget selvbillede. Historien om Gojira har selvfølgelig påvirket mig enormt meget, og det er blevet til en livsstil. Men jeg bliver sjældent genkendt på gaden, og det er også med til at bevare mit fodfæste. Det sker en gang imellem, at jeg ser et metalhoved i metroen i New York, hvor jeg bor, og så nikker han lige anerkendende til mig. Men det er så meget, det bliver til.

Det er vel egentlig det, metalkulturen kan. Musikken taler ofte højere end dem, der laver den. De fleste kender sikkert ”Raining Blood”, men ville sikkert ikke kunne genkende Tom Araya, hvis de gik forbi ham på gaden.

– Præcis. Man kan gemme sig bag musikken, når man spiller metal. Bandet er en enhed, der taler højere end de enkelte personer i bandet. Folk er mere interesserede i musikken, end de er i de ting, du siger.

Artiklen fortsætter under videoen

Potentielt livsændrende

Gojira har brugt år på at udvikle det ræsonnement, der i dag indfinder sig på Fortitude. I begyndelsen var der ingen budskaber, der talte for forandring eller bedre levevilkår for Amazonskovens indfødte. Det er noget, der gradvist har bevæget sig ind i de tekster, Joe Duplantier har skrevet gennem tiden. For alvor begyndte Gojira at beskæftige sig med verden omkring dem på Magma. Joe og Mario Duplantier havde mistet deres mor kort forinden, og foruden den sorg, der prægede deres liv, gav det anledning til at forholde sig til livets større spørgsmål.

Magma var en meget intim og følsom plade, som han forklarer det. – Med Fortitude ville vi gerne være mere udadvendte og farverige i vores udtryk, og på en ret naturlig måde endte mine tekster ud med at være meget mere politiske, end de før har været. De har koblet sig fast i den verden, vi lige nu lever i.

Den politiske vinkel, der præger Fortitude, fik sit startskud, da Joe Duplantier en dag tændte for internettet og så billeder af Amazonskoven i brand. Han havde på forhånd engageret sig i den betydning, regnskoven har for naturen og menneskets overlevelse, men billederne blev benzin på bålet til at skrive en sang, der var mere direkte, end Gojira før har været. Og samtidig skabte de et grundlag for at gøre noget, der potentielt kan nå langt længere end musikken.

– Det var enormt surrealistisk at se skoven i brand, mens vi skrev ”Amazonia”, fortæller han. – Det påvirkerede os til at gå i en mere politisk retning med vores sange. Og samtidig ændrede det min tilgang til det at være politisk. Det gav mig en forståelse for, at man kan tilgå politik med en mere filosofisk indstilling, der adskiller sig fra de politikere, vi kender fra en regering. ”Amazonia” er et udtryk for civil ulydighed – at tage sagen i egen hånd og ikke vente på din regering for at gøre noget.

Musik for håndværkets skyld

Da jeg inden mit møde med Joe Duplantier satte mig til at lytte til Fortitude, var det med en vis forventning om at blive overvældet. Gojira har fra album til album formået at holde niveauet, ligesom de undervejs på Magma og i endnu højere grad på Fortitude sender små skud ud til den metal, der har formet dem. Det er kompromisløst, men tilgængeligheden er vokset med tiden. Måske fordi Joe Duplantier og resten af Gojira er blevet ældre, men vigtigst er, at man som lytter stadig kan mærke den udfordring, bandet opstiller foran sig, når de laver ny musik.

– Det er vigtigt for os at lave musik, der holder os skarpe, siger Joe Duplantier. – Vi forsøger at udvikle os fra album til album, ligesom vi hele tiden finder nye interesser, som vi vælger at udforske. Vi har stadig en signaturlyd, og vores melodier er også ret begrænsede, og det er også rigeligt. Det er kunsten i det hele. Det er noget, vi forsøger at beskæftige os mere med, når vi laver musik.

– Det er ikke vigtigt at tilføje en masse nye ting til musikken, men rettere at gøre det så perfekt, som vi kan med de redskaber, vi mestrer. Vi er gået mere simpelt til værks på den her plade og har overgivet os til den mere klassiske metallyd, som vi formidler i nogle af sangene. Det er elementer, der altid har været i os, og som nogle gange kommer til udtryk i vores musik. Vi er meget mere end metalhoveder, der laver musik sammen. Vi forsøger hele tiden at lave musik for håndværkets skyld.

Artiklen fortsætter under videoen

Startskuddet, der blev til Fortitude

– Vi har lavet plader, siden vi var teenagere, så det er blevet lidt en rutine, forklarer Joe Duplantier. – Vi udgiver en plade, tager på turné og promoverer pladen, bliver helt flade af det, tager hjem og slapper lidt af, og så begynder vi på en ny plade igen. Og inden vi begyndte på Fortitude, var uret begyndt at tikke lidt for os, og folk begyndte at blive utålmodige efter et nyt album.

– Så selvom vi måske ikke havde besluttet os for at lave en plade, havde vores fans allerede besluttet det for os. Det er ikke, fordi vi kom på en eller anden genistreg, der blev til en plade. Man kan efterhånden forvente det af os, og allerede nu kan jeg sige, at medmindre vi går fra hinanden, kommer der en plade mere. Vi skal bare lige vente på gnisten, der sætter det hele i gang.

Kampen for at redde regnskoven

– Jeg har researchet enormt meget omkring det, og jeg har talt med en masse aktivister og indfødte mennesker i området, fortæller Joe Duplantier om arbejdet bag den kampagne, der er sat i verden for at afhjælpe det pres, der ligger på Amazonskoven og den indfødte befolkning.

– Amazonskoven er ikke bare et stort område, men det er også et symbol på naturen og verden. Det er et udtryk for naturens rigdom og enormt essentiel for at holde naturens økosystem i live. Det er enormt trist at se, hvordan skoven bliver ødelagt. Sangen er et skrig helt inde fra verden. Vi har ikke løsningen, men vi gør, hvad vi kan for at hjælpe de indfødte med at restaurere skoven.

Branden, der startede sangen

– I et omfang er det naturligt for dele af en skov at bryde i brand, fordi sådan fungerer naturen, og nogle gange kan det endda være sundt, fortæller Joe Duplantier om det, der skabte grundlaget for at skrive sangen ”Amazonia”.

– Men Amazonskoven er i høj grad præget af kriminelle brande, og det er ikke noget, de fleste mennesker er klar over. Mange benægter det, især i USA og Sydamerika. Men virkeligheden er, at en enorm stor del af de brande, der udbryder i Amazonskoven er påsatte. Og årsagen til det er, at det er et meget værdifuldt område. Det er ikke kun Brasiliens ansvar, men hele verdens ansvar, fordi resten af verden er forbrugere af de ting, Amazonskoven producerer.

– Vi betaler for udryddelsen af Amazonskoven ved at købe kød og sojabønner. Sågar guld! Jeg troede egentlig, at guldmineindustrien var noget, der hørte gamle dage til og var den her romantiske idé, man kender fra film, men det er et reelt problem i dag.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Økologisk metal af den højeste karat


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA