x

Julian Casablancas – Jeg vil sætte Danmark på det musikalske verdenskort

 Julian Casablancas – Jeg vil sætte Danmark på det musikalske verdenskort

– Nej, jeg kan altså kun sådan nogle fjollede ord, fortæller Julian Casablancas genert, da han bliver spurgt, om han kan nogle gode bandeord på dansk. – Det er ikke så meget bandeord, mere ord der var frække, da jeg var barn. Jeg siger det altså kun, hvis du lover ikke at grine. Der indvilges, men løftet brydes, da han med tyk accent udbryder "Hængepatter og prutskid!" – Det sidste betyder noget i stil med shitfart, ikk'?

Den 31-årige Casablancas, med den danske mor og den amerikanske far, er i København for at spille det første europæiske job på den soloturné, der følger i kølvandet på det anmelderroste soloalbum "Phrazes For The Young". Et album, Casablancas følte sig nødsaget til at lave, da han var ved at blive træt af at vente på, at de fire andre i The Strokes fik tid til at spille sammen igen.

– De andre har jo haft gang i diverse andre projekter, også ting som jeg overhovedet ikke var informeret om. Når nu de har lavet soloplader, så kan jeg vel også, uden at skulle have dårlig samvittighed over det. Og man bliver altså også træt af bare at gå rundt og dovne den af.  

– Men det har aldrig været min plan at kaste mig ud i et soloalbum. Nu havde jeg dog muligheden for at eksperimentere lidt mere. Mange af de sange, jeg har skrevet i The Strokes, startede med at blive skrevet på keyboard, og hvor de så dengang blev lavet om til guitarsange, har de nu bibeholdt keyboardet som det primære instrument. Jeg har længe også gerne villet arbejde med anderledes trommerytmer. Det er meget populært at arbejde med afrikanske rytmer for tiden, men jeg har altid været mere vild med reggae.  

– På dette album har jeg ikke været inspireret af deciderede kunstnere, men mere enkeltstående sange. For eksempel "Could You Be Loved" med Bob Marley, "Beat It" med Michael Jackson, "Bohemian Rhapsody" med Queen, "Atom For Peace" med Thom Yorke og sikkert også et eller andet med Dire Straits. Og den her (Casablancas tager fat i en lille guitar i omklædningsrummet og spiller introen til Ritchie Valens' "La Bamba").

Et asshole monster med stil
Musikalsk har The Strokes haft en kæmpe betydning, da I debuterede i starten af årtusindet. I har bestemt også været en af hovedårsagerne til, at Converse kan se tilbage på de sidste otte år med dollartegn i øjnene, og uden jer ville der heller ikke være så mange unge fyre, der gik rundt i så stramme bukser. Hvor vigtigt er image for dig?

– Det er ikke så vigtigt for mig personligt, men når man står på en scene, så er man nødt til at have et gennemtænkt look. Jeg har aldrig gået så meget op i mit udseende, som efter at jeg begyndte at spille koncerter. Jeg har selv lagt mærke til, hvor meget jeg kigger på folks tøj, når jeg ser en koncert, og da jeg sikkert ikke er den eneste, der gør det, er jeg nødt til at gøre mig lidt mere umage med mit udseende. Hvis jeg gik rundt i joggingbukser, ville jeg sikkert miste mange fans. Så man skal være meget bevidst om, om det, man kan lide, rent faktisk er cool, eller om det er noget, man bare går i, fordi man synes, det er sjovt. Personlig smag kan være en farlig ting.

Er der noget ved dig selv, du er utilfreds med, og her tænkes ikke udseendemæssigt?

– Jeg ville gerne have en bedre stemme, og jeg har altid været træt af, at jeg er så dårlig til at formulere mig. For eksempel synes jeg tit, at jeg i interviews er nødt til at undskylde, fordi jeg ikke kan svare ordentligt. Det hele er formuleret oppe i hovedet, men jeg kan ikke altid få ordene rigtigt ud. Ellers har jeg aldrig rigtigt haft noget, jeg var utilfreds med.

Men du er helt stoppet med at drikke. Det må vel være, fordi du var utilfreds med den person, du var, når du drak?

– Faktisk ikke, jeg elsker at drikke, men jeg elskede det for meget. Jeg føler lidt, at jeg har drukket hele min kvote op på en kort periode på ti år. Men det er ærgerligt, at alkohol har den sideeffekt, som det har, for du bliver forvandlet til et asshole monster. Man bliver så glad, sjov, charmerende og lykkelig af at drikke, men man ender altid med at være en stor idiot. Men det var sjovt nok ikke det, der fik mig til at stoppe med at drikke. Jeg ville ønske, det var grunden. Men jeg blev simpelthen fysisk syg af det. Jeg havde tømmermænd i to år, efter at jeg stoppede.


Rundstykker, leverpostej og remoulade

Sidste år fløj jeg fra New York til Danmark og lagde mærke til, at du var med samme fly, skulle du på familiebesøg?

– Ja, jeg besøgte familien sidste år. Min mor er tit i Danmark, og hun har en masse familie her. Jeg har ikke været så god til at komme hjem på besøg, men jeg ville ønske, at jeg gjorde det noget mere, for jeg elsker Danmark. En stor del af min familie kommer også til koncerten i aften, og det glæder jeg mig til.

Er der noget, du simpelthen bare skal have at spise, når du er i Danmark?

– Uha, der er så mange ting, men jeg er især vild med morgenmaden her, med rundstykker, ost, snegle og frøsnapper. Og jeg er også helt vild med dansk frokost med rugbrød, leverpostej, spegepølse og remoulade.

Kender du noget til dansk musik?

– Ikke rigtigt, jeg kender selvfølgelig Gasolin' og Aqua og et par ældre fyre, som mine bedsteforældre lyttede til. Jeg kan ikke lige huske, hvad de hedder; de var vist klædt ud som klovne (!) Men jeg har altid gerne villet blive så populær, at jeg kunne være med til at sætte Danmark på det musikalske verdenskort.

Var det det?
I slutningen af 2009 kårede det toneangivende musikmagasin NME (ganske passende) The Strokes' debutalbum "Is This It" som årtiets vigtigste album. Men hvad mener bagmanden selv var det vigtigste og bedste album fra det forgangne årti?

– "Room On Fire" (The Strokes' andet album, red). Nej, jeg joker bare. Det må være "Phrazes For The Young". Nej undskyld, jeg kan ikke lige komme på noget. Jeg har faktisk ikke købt så mange plader det sidste årti. Jeg har købt "Guero" med Beck, det var en god plade. Har Radiohead lavet noget dette årti?

Vi haster videre. Hvornår satte du sidste gang selv "Is This It" på?

– Det har jeg aldrig gjort! Og det er ikke, fordi jeg ikke kan lide det, jeg har bare hørt det for mange gange.

I bookletten til "Is This It" er Julian Casablancas affotograferet med trætte øjne og svedigt hår. Billedet opsummerer meget rammende sangeren, for bag hans underspillede og cool ydre og vokallevering gemte der sig en indestængt energi, der hamrede bandet ud over stepperne og ind på alverdens magasinforsider og cd-afspillere. Pludselig, dér i 2001, var rockmusikken blevet rå og utilregnelig igen. Der var ingen britisk 90'er-ironi at spore, ej heller klynkerocktendenser eller machoattituden fra den amerikanske nu-metal, alt sammen genrer der dengang regerede på hitlisterne. Jeg viser Julian billedet og spørger ham, hvad han tænker, når han ser tilbage på sit yngre jeg.

– Jeg føler lidt, at det er den samme fyr, jeg ser i spejlet hver morgen. Så meget har jeg faktisk ikke ændret mig.  

Men hvad med de drømme og ambitioner, ham på billedet gik rundt med på det tidspunkt, er de blevet indfriet?

– Nej, faktisk ikke. Det kan godt være, at vi har hjulpet den alternative musik en lille smule, men overordnet set synes jeg ikke, jeg har opnået mit mål om at bringe undergrundsmusik ud til masserne. Jeg synes også, min egen plade er meget sikker og ikke så eksperimenterende, som jeg gik og drømte om. Men jeg havde heller ikke lyst til, at min første soloplade skulle være en helt vild underlig plade. Mit mål har altid været at tage noget cool fra undergrunden og gøre det mainstream, og det er desværre ikke lykkedes helt endnu.

Det kan være, muligheden kommer næste år, hvor du finder sammen med resten af The Strokes igen, og I påbegynder arbejdet på jeres fjerde plade. Tror du, det bliver sværere at arbejde sammen alle fem igen, nu hvor du lige har lavet en plade, hvor du har kunnet bestemme det hele?

– Nej, det skulle gerne blive lettere. Der har været en del diskussioner og skænderier, de sidste par gange, vi har arbejdet sammen, for alle vil jo gerne have deres vilje.  Men nu har alle jo haft mulighed for at lave deres egen musik, og udtrykke lige præcis det, de gerne ville. Så nu kan vi forhåbentlig bare finde sammen og lave en rigtig The Strokes-plade.

En ikke helt lydløs pause
Selvom det har virket meget stille fra Julian Casablancas' side i tiden mellem det seneste The Strokes-album "First Impressions Of Earth" (2006) og solodebuten, er han dukket op hist og pist. Han medvirker for eksempel på følgende sange:

"Sick, Sick, Sick" med Queens Of The Stone Age.
"Scared" med Albert Hammond Jr.
"My Drive Thru" med Santigold og Pharrell Williams
"Boombox" med The Lonely Island
"Little Girl" med Danger Mouse og Sparklehorse under navnet Dark Night Of The Soul.


De andres solo-liv:

Siden The Strokes udgav deres seneste album i 2006, har de andre Strokes-medlemmer udgivet følgende plader med egne projekter:

Guitarist Albert Hammond Jr:
"Yours To Keep" (2006)
"¿Cómo Te Llama?" (2008)

Trommeslager Fab Moretti:
Little Joy: "Little Joy" (2008)

Bassist Nikolai Fraiture:
Nickel Eye: "The Time Of The Assassins" (2009)

Guitarist Nick Valensi har som det eneste medlem endnu ikke kastet sig ud i et soloprojekt.








Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA