x

Fokus på: Thee Attacks

Fokus på: Thee Attacks

Thee Attacks er et hypet garagerockband fra Aalborg, der i april debuterede med albummet "That's Mister Attack To You". De spillede efterfølgende på dette års Spot Festival, og her fik de af GAFFAs anmelder Roy Fogde fem stjerner for deres koncert, der blev opsummeret med ordene: "Stilsikre beatniks leverede en imponerende opvisning i gode sange, møllesving og struttende bagdele". Desuden har Rolling Stone-magasinets senior-journalist David Fricke udtalt til Politiken: "Mit nye danske yndlingsband er helt sikkert Thee Attacks. De var så fantastiske. Et band som dem eksisterer ikke i USA."

GAFFA har stillet Thee Attacks fem hurtige. Her er deres svar.

Hvad kan publikum forvente af jer på Roskilde Festival?

– Alle ville nok sige det vildeste show. Derfor vil vi ikke sige det. Vi vil gøre en masse uventede ting, som du ikke kommer til at se i år på Roskilde Festival. Roskilde står for danskerne som noget helt specielt, og derfor vil vi gøre vores til, at det bliver mere end specielt at se os. Vi vil hellere sige, hvad publikum ikke kommer til at se. De kommer ikke til at se et indadvendt indieband, de kommer ikke til at se nogle unge fyre i skovmandsskjorter og fuldskæg, de kommer ikke til at se en synthesizer, og de kommer bestemt ikke til at kede sig.

Hvem skal I selv høre på Roskilde Festival, og hvorfor?

– Hmm... er der særlig meget spændende? Tror alle der kan lide rock vil sige cirka det samme, da der ikke er så meget rock på programmet i år. Vi kommer til at høre Them Crooked Vultures, C.V. Jørgensen og Japandroids. Især Japandroids tror vi har noget at byde på. Fantastiske sange de har lavet, og det virker virkelig til, at de kan få det ud over scenekanten. Ellers kommer vi nok bare mest til at gå rundt lidt, på må og få, og se hvad der lige byder sig, og hvad man ellers er i humør til.

Hvad er jeres planer i den nærmeste fremtid?

– Vi har mere travlt end nogensinde. Vores plade kommer i Japan og hele Nordeuropa over sommeren. Vi skal på tour i Tyskland, Danmark, Benelux og Japan, for bare at nævne nogle af landene vi kommer til at skulle besøge i løbet af de næste måneder. Dertil er vi i gang med at skrive nye sange.

Hvordan er det at være ny artist i Danmark?

– De fleste bands ville nok sige at det er fedt at være ny artist, men det er vist bare for at score nogle billige point ved publikum. Sandheden er, at det er pisse frustrerende. Det er frustrerende at have lavet et album der faktisk har noget at byde på, og så er det Kashmir og Nephew, der tjener pengene. Det er sandheden. Det er den eneste sandhed. That's showbiz for you!

Hvad ville I gøre, hvis I var kulturminister for en dag?

– Spise en god frokost og lade skatteyderne betale for det! Afhængigt af hvilken dag jeg var kulturminister, ville jeg nok gå til gratis koncert. Det eneste vi ville have lyst til, ville være at bytte om på fordelingen af procenterne til musikstøtte, så rytmisk musik får 80 procent og den finkulturelle del kunne prøve et par år med 20 procent. Og så lader vi selvfølgelig Per Stig Møller tage balladen, når han møder ind igen.

Thee Attacks kan opleves på Pavilion Junior, mandag den 28. juni, klokken 21.00.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA