Nyhed

FALLULAH: Underminerende kultur førte til selvhad, paranoia og PTSD-symptomer

GAFFA.dk – alt om musik

I en klumme her på GAFFA.dk indrømmede Malte Birkelund, at han som ung musikbooker svigtede en “ekstremt talentfuld artist” – nemlig Fallulah. Nu fortæller hun åbent om de konsekvenser, episoden har haft for hende.

Malte Birkelund sætter i klummen "Jeg har svigtet en kvindelig artist. Det må ikke ske igen" fokus på det sexistiske arbjedsmiljø, der figurerer mange steder i musikbranchen og beretter ærligt om nogle af de fejl, han selv har begået som ung musikbooker, og som han nu fortryder. Han forklarer blandt andet, hvordan de altid var “en flok mænd, som kunne blive enige om, hvorvidt hun (Fallulah) var besværlig, sur eller for sart – bag hendes ryg”.

Samtidig beskriver han i klummen, hvordan musikbranchen er mandsdomineret, og hvordan der ofte bliver gjort forskel på mænd og kvinder. Hans ord er et forsøg på at gøre opmærksom på en eksisterende og ødelæggende kultur, der har store konsekvenser for mange kvindelige artister. 

Fallulah har sidenhen taget bladet fra munden og åbner på Instagram op om sin egen oplevelse af kulturen og de personlige konsekvenser heraf – herunder, hvor meget det har påvirket hendes liv.
 

LÆS OGSÅ: Kønsubalancen i musik er strukturel sexisme

"Jeg er en ekstremt sensitiv person, der altid gerne ville være vellidt og gjorde mig rigtig umage for at være topprofessionel og ikke skuffe nogen. Og det har haft voldsomt store personlige omkostninger, at de, der var mit tætteste team har bagtalt, diskrediteret og mobbet mig, mens de smilede til mit ansigt og pænt tog imod de penge, jeg tjente dem”, forklarer Fallulah og fortsætter:

“Det har sat sig dybt i mig som en sorg og skam, det har været fucking ensomt, og jeg har vendt det indad, så det udviklede sig til selvhad, paranoia og selvsabotage. Så meget, at jeg viste tegn på PTSD-lignende symptomer på grund af mine oplevelser.” 


Fallulah påpeger, at hendes “crime” alle dage har været, at hun holdt fast i sig selv, sine idéer og sin musik og taget de nødvendige kampe for at blive hørt.

“Er jeg følsom og brænder vanvittigt meget for det, jeg tror på? Ja! Har jeg nogensinde råbt, skreget, raget, chikaneret, løjet, smadret rundt og teet mig tosset? Aldrig i livet! Det har jeg til gengæld oplevet andre i min branche gøre rigeligt, uden konsekvens,” fastslår hun.

Det handler ikke om at være i stand til at sige fra

I en DR-artikel, udsprunget af GAFFA-klummen fremhæver Malte Birkelund, at det er vigtigt at komme sexismen til livs, især for de kvindelige artister, som ikke evner at sige fra. 


“Jeg ved, at Fallulah – ud over at være en gudsbenådet, dygtig artist – også er et utroligt stærkt menneske. Men jeg ved også, at der findes dygtige artister, som måske ikke er lige så stærke til at sige fra og råbe højt. Det er ikke alle, der kan være som Fallulah eller Sofie Linde," siger Malte Birkelund til DR.

Fallulah stiller sig dog kritisk over for netop denne udmelding og understreger, at hele debatten ikke skal blive til et spørgsmål om, hvorvidt man er stærk nok til at sige fra eller ej.

LÆS OGSÅ: Jeg har svigtet en kvindelig artist. Det må ikke ske igen

Så hvis du nu sidder og læser med derude og tænker “hvorfor fik jeg ikke sagt fra, hvorfor er jeg ikke stærk nok?” Det er ikke dig, der er noget galt med! Det er en bundrådden kultur i samfundet, vi skal have gjort op med. Som det var indtil for nylig, kunne du som kvinde ikke vinde uanset, hvad du gjorde.”

Fallulah ytrer også, at hun havde håbet at være sin udmelding foruden, men at hun alligevel sætter pris på, at Malte Birkelund har set indad og nu aktivt bruger sin magtfulde position i branchen til at løfte og forbedre en skadelig kultur, der har “for meget tabt talent på samvittigheden”.

“Vi skal videre nu – alle sammen. Fremad. Håber, alle andre brancher følger trop”, slutter Fallulah.


 
 
 
 
 
Vis dette opslag på Instagram
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Min tidligere booker har stået frem og erkendt at jeg blev forskelsbehandlet pga. mit køn i musikbranchen. Jeg havde aldrig turdet tro det blev indrømmet. Ovenpå Maltes klumme i Gaffa har jeg kommenteret i en artikel til DR. Her udtaler Malte yderligere at ikke alle kan være Fallulah eller Sofie Linde. At jeg er en meget stærk person der kan sige fra. Jeg tror ikke han ved hvad det har kostet mig. For jeg er også en ekstremt sensitiv person der altid gerne ville være vellidt og gjorde mig rigtig umage for at være topprofessionel og ikke skuffe nogen. Og det har haft voldsomt store personlige omkostninger at de der var mit tætteste team har bagtalt, diskrediteret og mobbet mig mens de smilede til mit ansigt og pænt tog imod de penge jeg tjente dem. Det har sat sig dybt i mig som en sorg og skam, det har været fucking ensomt og jeg har vendt det indad så det udviklede sig til selvhad, paranoia og selvsabotage. Så meget at jeg viste tegn på PTSD-lignende symptomer pga. mine oplevelser. Min “crime” har alle dage været at jeg har holdt fast i mig selv, mine ideer og min musik og taget de nødvendige snakke og kampe for at blive hørt. At jeg har italesat når jeg syntes noget ikke var i orden eller direkte forkert. Er jeg følsom og brænder vanvittigt meget for det jeg tror på? Ja! Har jeg nogensinde råbt, skreget, raget, chikaneret, løjet, smadret rundt og teet mig tosset? Aldrig i livet! Det har jeg til gengæld oplevet andre i min branche gøre rigeligt, uden konsekvens. Så hvis du nu sidder og læser med derude og tænker “hvorfor fik jeg ikke sagt fra, hvorfor er jeg ikke stærk nok?” Det er ikke dig der er noget galt med! Det er en bundrådden kultur i samfundet vi skal have gjort op med. Som det var indtil for nyligt kunne du som kvinde ikke vinde uanset hvad du gjorde. Jeg havde meget gerne været dette foruden, men jeg sætter dog meget pris på at Malte har set indad og nu aktivt bruger sin magtfulde position i branchen til at være med til at løfte og forbedre en skadelig kultur der har alt for meget smerte og tabt talent på samvittigheden. Vi skal videre nu - alle sammen. Fremad. Håber alle andre brancher følger trop. #Erdudinosådørdu #hejsøster #tagansvar

Et opslag delt af Fallulah (@fallulah) den


ANNONCE