Nyhed

The Strokes afviser Roskilde-rygter

Spiller kun festivaler i England denne sommer

Med hensyn til rygterne om, at The Strokes skal spille til dette års Roskilde Festival, står der i en mail fra bandets manager, at New Yorks nye yndlingsorkester kun skal spille ved Reading Festival og Leeds Festival i England til sommer. Ingen andre festivaldatoer i England eller Europa er planlagt, på trods af at forsanger Julian Casablancas i et interview med DR’s Skum- redaktion siger det modsatte.

The Strokes spiller i øvrigt sammen med et af de andre meget hypede navne i den nye bølge af amerikansk guitarrock, The White Stripes, ved fire koncerter i USA. To i The Strokes’ hjemby New York, hvor The Strokes i sagens natur er hovednavnet, og to i The White Stripes’ hjemby Detroit, hvor The White Stripes pudsigt nok er hovednavn.


Af andre The Strokes-nyheder kan det afsløres, at deres næste single bliver nummeret ”Someday”, og det er nu muligt at se videoerne til ”Last Nite” og ”The Modern Age” – alle fra debutalbummet ”Is This It?” - på www.thestrokes.com.


ANNONCE