Nyhed

Maurice Jarre er død

Den franske filmkomponist, Jean Michels far, blev 84 år

Den franske komponist Maurice Jarre er død af kræft i Los Angeles, 84 år gammel, oplyser BBC.

Maurice Jarre er bedst kendt for sin omfattende produktion af filmmusik. Han blev født i 1924 og fik for alvor sit gennembrud i 1962 med sin musik til filmen "Lawrence of Arabia", som han modtog en Oscar for.

Maurice Jarre fik også Oscars for sin musik til filmen "Doctor Zhivago" og "A Passage To India" og blev desuden Oscar-nomineret til musikken til filmene "Ghost", "Gorillas In The Mist" og "Witness".

Maurice Jarre blev født i Lyon i 1924 og begyndte først at læse til ingeniør, men droppede studierne og blev i stedet optaget på konservatoriet, i øvrigt til sin fars fortrydelse. Han indspillede sit første film-soundtrack i 1951.

Maurice Jarre flyttede til USA i 1960'erne. Han var gift fire gange og fik tre børn, heriblandt den kendte, stilskabende elektroniske musiker Jean Michel Jarre.

Maurice Jarres sidste værk var fra 2001, musikken til "Uprising", en tv-film om Holocaust. Han nåede at skrive musik til over 150 film.

ANNONCE