Nyhed

Julian Casablancas kommer til Danmark

Strokes-sangeren giver solokoncert 30. november i Store Vega

Julian Casablancas udsender sin solodebut "Phrazes For The Young" 2. november, og samme måned kan man høre sangene live i Store Vega, når Strokes-sangeren lægger turen forbi København 30. november.

Til januar er det fire år siden, der sidst udkom nyt fra The Strokes. Men bandet er ikke opløst, og alle meldinger går på, at medlemmerne har indspillet materiale til det fjerde album, der skal komme til næste år. Alligevel har flere af medlemmerne primært fokuseret på solomateriale de senere år, og som nævnt er bandets frontmand nu også klar til at udsende sit første soloalbum.

Albummet er indspillet sammen med produceren Jason Lader (Elvis Costello, Rilo Kiley), og Casablancas har såmænd også indhentet hjælp fra Mike Mogis (Bright Eyes/Monsters Of Folk). Resultatet er otte sange inklusive singlen "11th Dimension", der var Ugens Uundgåelige på P3 i uge 42.


Den må man formode også er på programmet, når Julian Casablancas dukker op i Store Vega 30. november. Billetsalget starter onsdag 28. oktober klokken 10:00, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE