Nyhed

Thomas vil lave helstøbt album

GAFFA snakkede med X Factor-vinderen, der ikke er specielt interesseret i at blive et one-hit-wonder

Skolelæren Thomas Ring snuppede sejren i talentshowet X Factor i lørdags med en duet med Medina og U2-covernummeret "With Or Without You". Hans præmie var en pladekontrakt til en værdi af en million kroner, men han vil gerne tage et par slåskampe med pladeselskabet for at få tid til at lave et helstøbt album.

- Det kan da godt være, der kommer til at blive nogen slåskampe, men jeg tror også, at det pladeselskab, jeg kommer til at skulle arbejde med, vil kunne forstå, at jeg gennem hele forløbet netop har gjort det på min egen måde, fortæller Thomas Ring i et interview med GAFFAs Peter Juncker.

Hans første single "My Dream" er allerede udgivet, idet det er vindersangen i talentshowet, som i øvrigt er skrevet af de tre dommere; Remee, Pernille Rosendahl og Soulshock. Men ellers er Thomas Ring ikke direkte interesseret i at ride på den bølge, som i weekenden sendte 40.000 mennesker i Parken og parkerede 2 mio. seere foran tv-skærmene. De danske talentshow-deltagere kæmper naturligvis mod den skæbne at ende som et one-hit-wonder, som det er sket så mange gange før. 2008-deltageren Basim er en lille undtagelse, da han faktisk har udgivet to albums. Desuden har de engelske og amerikanske X Factor-solister haft en mærkbar større succes. For eksempel har den første engelske vinder af X Factor-konceptet, Leona Lewis, også haft stor succes i USA.


- Det er klart, det bliver en stor udfordring at få alle de sange og idéer, jeg har inde i min knold, ned på en cd, som jeg selv er glad for. Men jeg har efterhånden lavet musik i ti år, så jeg har en masse sange og også mange halvfærdige skitser, som man måske kunne udvikle gennem nogle co-writes, fortæller Thomas Ring i GAFFA-interviewet, som du kan læse her: Thomas - Jeg er nødt til at gøre det på min egen måde.

Du kan i øvrigt også læse anmeldelsen af X Factor-finalen i Parken her på siden.
ANNONCE