Nyhed

Rap Akademiet får besøg af veletablerede rappere

Eleverne i den åbne aarhusianske rapskole kan i foråret se frem til at blive undervist af Rune Rask, Jøden og Per Vers

Rune Rask, Jøden og Per Vers. Brugerne af Rap Akademiet kan godt begynde at glæde sig. I løbet af foråret disker det aarhusianske fritidstilbud til byens unge rimsmede nemlig op med en række workshops og seminarer, hvor akademiets elever vil blive undervist af tre af den danske rapscenes fineste navne.

Det første seminar finder sted næste fredag, nærmere bestemt 1. april klokken 15.00, hvor Suspekt-medlemmet og L.O.C.-produceren, Rune Rask (billedet), gæster Rap Akademiet for at give eleverne et indblik i de mange forskellige albumprojekter, han har været involveret i – ligesom de fremmødte rappere in spe såmænd også får mulighed for at indspille med Rune RK i studiet.

Yderligere information om, hvordan man tilmelder sig workshoppen, kan findes på Rap Akademiets hjemmeside, hvor man også kan se det fulde program for forårets kurser.

Rap Akademiet er et gratis fritidstilbud til alle unge mellem 12 og 25 år i Arhus Kommune med særligt fokus på kommunens udsatte boligområder. Bag akademiet står Det Boligsociale Fællessekretariat. Akademiets elever får undervisning og følger kursusforløb samt workshops i fag med relation til rapmusikken. Rap Akademiet modtog i november sidste år prisen for "Årets Initiativ" ved Danish Music Award for etableringen af tilbuddet.  

ANNONCE