Nyhed

Lise Westzynthius skriver international kontrakt

”Rock, You Can Fly” udsendes i hele verden på Björks selskab One Little Indian

Ved de nylige prisuddelinger P3 Guld, Steppeulven og Danish Music Awards blev Lise Westzynthius, måske lidt overraskende, helt forbigået, men hun har nu ikke grund til at klage. Hun har nemlig indgået en international licensaftale med London-pladeselskabet One Little Indian, kendt for bl.a. Björk, Nic Armstrong og Jesse Malin.

One Little Indian vil nu vil udsende sidste års meget roste album ”Rock, You Can Fly”, i første omgang i Europa, men planen er på længere sigt at udsende det på verdensplan, fortæller Westzynthius' manager Piet Breinholm Bendtsen til GAFFA.dk. Han siger videre, at One Little Indien er "kendt som et label, der signer med hjertet, og de var meget begejstrede, da de hørte albummet." I forvejen er det udgivet i Skandinavien, Rusland, Polen og Grækenland gennem Westzynthius' skandinaviske distributør Playground.

Albummet, der i øvrigt er produceret af engelske Ian Caple (Stina Nordenstam, Tindersticks, Sort Sol m.fl.), udsendes i resten af Europa senere på foråret, og Lise Westzynthius følger det op med en europæisk turné. For tiden er hun på tour som keyboardspiller og korsanger for partneren Peter Sommer og kunne også opleves i den rolle ved lørdagens Danish Music Awards-show i KB Hallen i København.


I forbindelse med One Little Indian-udgivelsen laves der en video til sangen ”Mousquetaire”, som ligeledes udsendes som radiosingle i Danmark.


Lise Westzynthius' hjemmeside

ANNONCE