Nyhed

Spot-leder: Vi var særligt glade for festivalen i år

Gunnar Madsen er uhyre tilfreds med festivalens nutidige musikalske repertoire og træt af diskussionen om kendte og ukendte bands

I søndags sluttede endnu en Spot Festival efter fire dage med musik - og film. GAFFA har taget en snak med festivalleder Gunnar Madsen for at høre, hvordan han synes, at den aarhusianske festival for nordiske upcoming navne er forløbet denne gang. 

- I år er vi måske særligt glade, fordi vi er lykkedes på nogle nye parametre, som vi havde stillet op. Vi har forsøgt at skærpe profilen på repertoire-siden: Vi ville gerne have et meget nutidigt musik-repertoire, og det synes jeg er lykkedes rigtig godt i år. Og så var den nye scene, Domen, uden for et rigtigt godt element for os at bruge, fordi den ikke var truet på vejret, hvis det nu skulle blive dårligt. Ja, og så var vi også særligt glade for det nye tiltag, Spot Plus, hvor folk med Spot Plus-billet kunne gå og networke og handle i deres egen zone. Den måde at dele vores festivalkoncept op på har vi fået rigtig positiv respons på fra udlandet.  

Hvordan er I tilfredse med scenerne?


- Scenerne er velprøvede, velfungerende og understøtter den gode musik. Det er en del af vores koncept, at de ligger tæt på hinanden. Vi vil jo have den her nærhed, som gør, at man kan nå at høre relativt mere musik, end hvis man skulle sætte sig ind i en bil for at køre hen til et andet andet spillested i byen. Der kan måske godt være enkelte eksempler på koncerter, hvor nogle orkestre godt kunne have byttet scener, men man ved aldrig rigtigt med så mange debuterende orkestre. Det er et kæmpe puslespil at få placeret så mange koncerter så hurtigt, så det er klart, at der kan være nogle fejlcasts. Vi har dog ikke modtaget nogen klager på scenerne. 

Og hvordan med den nye udendørsscene, Domen? 

- Personligt var jeg ikke helt tilfreds med lyden, men jeg har til gengæld fået vildt positive tilbagemeldinger fra andre. Det kommer nok an på, hvor man har placeret sig i Domen. Men generelt synes jeg, at den fungerer godt. 


I har tidligere haft problemer med store kødannelser til koncerterne - hvordan er det gået i år? 

- Alle tilbagemeldinger har lydt på, at køerne er blevet opløst i løbet af fem-ti minutter. Jeg har ikke på mit bord modtaget nogen klager over kødannelser, og folk ved jo godt, at det er først til mølle - det gør vi også udtrykkeligt opmærksom på. 

Jeres åbning i år foregik i Rytmisk Sal i Musikhuset. Sidste år var det Train og forrige år Store Sal i Musikhuset. Bevæger I jer fra store åbninger over i de små? 


- Vi havde jo valgt at åbne med en produktion, som hedder "Dance! Dance! Dance!", der var en filmisk installation. Og for os var Rytmisk Sal det mest logiske og teknisk stærkeste sted at afholde det. Vi kan garantere, at vi aldrig nogensinde vil love, hvor vi holder vores åbninger henne, og om stederne er små eller store. 

 

Ethvert band på Spot Festival er både kendt og ukendt 


Hvordan synes du, balancen mellem kendte og ukendte navne har været i år? 

- Der findes ikke et eneste navn, som ingen kender. Så hvad er det for en norm, folk efterspørger, når de forsøger at skelne mellem kendt og ukendt? Er det, når du kender dem? Når jeg kender dem? Eller når din nabo kender dem? Hvornår er kendt "kendt"? Det kan godt være, at der er mange fra Danmark, der kender for eksempel Julias Moon - men hvad med dem fra udlandet, kender de dem? Skal vi lade være med at sætte Julias Moon på, fordi nogen herhjemme kender dem? Jeg tror, at man gør musikken enormt uret ved hele tiden at fokusere på kendthed. Det er vigtigst for mig, at vi har mange gode navne på - og så er det ligegyldigt, om nogen kender dem mere eller mindre. Vi vil vise en bredde, og det har jo vist sig, at der er plads til os som festival med den vinkel. 

For første gang var det gratis at komme ind at høre KarriereKanonen frem til kl. 19 fredag og lørdag. Hvordan fungerede det? 


- Jeg tror, at KarriereKanonen måske oplevede, at koncerterne for første gang trak mange mennesker. Og det er jo positivt for projektet, og dem der spiller.

I gentog projektet fra sidste år med filmvisning og akustiske koncerter i Øst For Paradis om søndagen. Bliver det en fast tradition? 

- Vores kolleger fra film- og musikområdet siger, at det kørte godt med de koncerter, vi havde placeret dernede, og vi er også på vej i den rigtige retning med filmdelen. Øst For Paradis har jo en dejlig intimatmosfære at være i, så både musik og film trives i de omgivelser. Så også det, tror jeg, er kommet for at blive. 


 

Overskud eller underskud? 

Er der slet ikke noget negativt at sige om Spot Festival 2015? 


- En serviceforbedring, jeg meget gerne vil have kigget på, er transporten af drikke- og madvarer på tværs af områderne og scenerne. Problemerne skyldes, at de forskellige områder jo ejes af nogle andre end os. Vi håber, at vi kan løse det til næste år, og kan vi ikke det, må vi blive bedre til at forklare publikum det. 

Bliver der tale om et overskud eller et underskud i år? 

- Det bliver nok et lille overskud. Det ved vi først med sikkerhed om en måneds tid, men alt peger i den retning. 


Spot Festival melder om cirka 4000 solgte billetter i år mod de 3250 i 2014. Der er desuden sket en mindre stigning i antallet af danske og internationale branche-gæster, som nåede på på cirka 1500 mennesker. Du kan læse GAFFAs artikel om branchens reaktioner på Spot Festival 2015 lige her, og du kan læse om publikums reaktioner her

ANNONCE