Nyhed

Guide: Ugens 11 essentielle koncerter

Der er sommer-lir til ørerne fra Jessie J og Jackson Browne – og Copenhell åbner portene til helvede

Sommeren er over os! Sådan da. Mens solbrille- og shorts-entusiasterne ikke helt får deres vejr-ønsker opfyldt i øjeblikket, vil vi da bare sige, at det er med at få dine yndlings koncert-buks eller -kjole på og søge hen mod musikstederne, for der er masser af øre-lir derude. GAFFA har tilmed samlet ugens 11 essentielle koncerter for dig - det var så lidt. Klik på kunstnernavnene for at finde billetter. 

Torsdag den 18. juni

København: 


Copenhell, København 

Refshaleøen i København åbner sine brændende helveds-porte for menneskeheden fra den 18.-20.juni, når Copenhell 2015 løber af stablen. I år det navne som Primus, Ghost, Kreator og Gojira, der står øverst på plakaten - og så selvfølgelig Slipknot, der spiller torsdag den 18. juni. Så er du et rigtigt heavy-hovede eller har lyst til at udfordre din (måske) halvkedelige musiksmag, er det bare med at tage turen til København og opleve Copenhell. Endagsbilletterne til torsdag er udsolgt.  


Jackson Browne, Amager Bio (samt Train, Århus fredag)

Den amerikanske sangskriver Jackson Browne spiller koncert i Amager Bio torsdag den 18. juni. Manden skrev sange for navne som The Byrds, Joan Baez og Nico, inden han i 1972 debuterede med sit første soloalbum, hvor han fik hjælp til indspilningerne af både Albert Lee og David Crosby. Browne fortsatte med at udsende plader op gennem 70'erne, hvor han både blev særdeles politisk aktiv samt påbegyndte et samarbejde med Warren Zevon, der blandt andet kan høres på pladen "Excitable Boy".

Det var også i 70'erne, Browne indspillede albummet "Running On Empty", der er hans hidtil mest succesfulde udgivelse. Jackson Browne indspiller og udsender fortsat plader, og senest kom "Time The Conqueror", der retter en skarp kritik imod Bush-administrationen og deres håndtering af Katrina-katastrofen samt krigen i Irak. Det er altså en erfaren musiker, der spiller koncert i Amager Bio, og du kan i øvrigt også opleve ham dagen efter på Train i Aarhus. 

Forever Frank: A Jazz Potrait of Frank Sinatra, The Standard (Jazz Club)


I denne måned hylder The Standard i København den verdenskendte crooner Frank Sinatra med en masse musikarrangementer. Den 16.-21. juni er det "A Jazz Portrait Of Frank Sinatra", der er på tapetet - mere præcist vil tre dygtige jazzmusikere give publikum en aften med musik inspireret af netop albummet "A Jazz Portrait of Frank Sinatra" fra 1959. Her kan du opleve Niels Lan Doky på piano, Ira Coleman på bas og Niclas Bardeleben på trommer - sammen udgør de the Oscar Peterson Trio. Læs mere lige her.   

Horsens: 


Horsens Prison State Motorcycle Festival 


Horsens State Prison Motorcycle Festival er et helt nyt skud på festival-stammen og er en folkefest for alle, som elsker motorcykler, musik, frihed og fællesskab. Festivalen finder sted i det tidligere Horsens Statsfængsel, som navnet også antyder, og løber af stablen den 18.-21. juni. Blandt andre hardrock-bandet Twisted Sister kigger forbi festivalen lørdag den 20. juni - og det er nok ikke helt tilfældigt. Forsanger Dee Snider er nemlig vild med motorcykler og har blandt andet stået for en velgørenhedstur for motorcykler, der hvert år tiltrækker flere tusinde deltagere. Du kan se hele programmet for Horsens Prison State Motorcycle Festival lige her - Dizzy Mizz Lizzy er også at finde på plakaten! 

Fredag den 19. juni


København: 

Jessie J, Tivoli, Plænen 

Fredag den 19. juni spiller Jessie J (billedet) for sørste gang nogensinde en fuldlængdekoncert i eget navn på dansk grund, når hun går på scenen i Tivoli. Sangerinden udgav i 2011 sin debutplade, "Who You Are", og kom med opfølgeren, "Alive", i 2013. Sidste år var hun så klar med det tredje albumudspil, "Sweet Talker", hvor hun blandt andet arbejdede sammen med Ariana Grande og Nicki Minaj på pladens første single, "Bang Bang" - et album, som hun for tiden er ude at promovere på sin "Sweet Talker Tour". 

Aarhus: 


Rasmus Walter, Tivoli Friheden 


Sangeren og musikeren Rasmus Walter har sneget sig ind i de danske hjerter med sange som "Dybt Vand" og "Endeløst", der allerede fremstår som radio-klassikere. Fredag den 19. juni kan du opleve den succesfulde man, når han giver koncert i Tivoli Friheden i Aarhus med det seneste album, "Verdens i Stå" i bagagen.

GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen gav pladen tre stjerner og skrev blandt andet: "Sanger og sangskriver Rasmus Walter holder sig ikke tilbage på sit tredje soloalbum, der lægger yderligere på i forhold til forgængeren Lige Her, Lige Nu. Det er pop med en storslået patos, hvor Rasmus Walter synger sig lidende igennem sange om personlige relationer. Og det er ikke let at begå sig i disse livets forhold for sangskriveren, der på ret imponerende vis sætter sig selv i spil helt uden antydningen af et forsvar. Man tvivler ganske enkelt ikke på Rasmus Walter, når han krænger sig selv ud, og det er denne troværdighed, der redder et ellers ret floskelfyldt album, hvor specielt hans prosa er både tung og banal." 


Aarhus Reggae Festival, Voxhall og V58

Den første to dages reggaefestival i Aarhus nogensinde afvikles den 19. til 20. juni. Fredagen er dedikeret til dancehall- og sound system-kulturen og finder sted på V58, hvor en række af de førende dj's inden for genren vil skabe en autentisk stemning, der bringer tankerne tilbage til dancehall-genrens spæde år. Lise Ranks fra Danmark, Etzia fra Sverige og Mystic MC, også fra Danmark, er blandt de optrædende denne aften. Lørdag foregår reggae-herlighederne på VoxHall, hvor det er live reggae-musik, der er omdrejningspunktet: Alpheus fra England og Natty King fra Jamaica er blandt de optrændende. Du kan se, hvem der skal spille både fredag og lørdag på Voxhalls hjemmeside lige her


Odense: 

The Blue Van, Posten

Danske The Blue Van, der serverer solid, britisk-inspireret rock, står klar til at indtage Posten i Odense fredag den 19. juni. Det gør de med en efterhånden helt god bunke musik bag sig, faktisk fem album, hvis udgivelsesrække startede med "The Art of Rolling" i 2005, og som indtil videre er sluttet med "Would You Change Your Life?", der kom på gaden i 2012. Lige nu er gruppen aktuelle med en singleserie bestående af 10 singler. The Blue Van vil simpelthen gøre op med albumformatet i løbet af 2014-2015 og har indtil videre sendt fem singler ud: "The Beat Goes On", "More", "Illuson", "Raketeer" - og senest "Divine". 

Svendborg: 


Per Vers, Harders 


Den danske freestyle-rapper Per Vers udgav albummet "Tæt" i april i år - album, der tæller en regnbue af prominente gæstestemmer fra blandt andre Povl Dissing, Jonathan Spang, Mc Einar og Pede B. GAFFAs Maria Therese Seefeldt Stær gav albummet fire stjerner og skrev blandt andet: "Pers Vers' tekster er vedkommende og rammende - men aldrig fordømmende eller belærende. Ordene gør det lettilgængeligt, men det betyder ikke, at det er let. Det græver blot, at man lytter efter andet og mere end det, der lige bliver sagt." Du har muligheden for at opleve ordsmeden Per Vers, når han spiller koncert på Harders i Svendborg fredag den 19. juni. Per Vers skal i øvrigt være konferencier på årets Roskilde Festival.

Lørdag den 20. juni


København: 

Ataf Khawaja, Rust 

Der er dømt natkoncert, når Ataf Khawaja går på scenen kl. 01:00 på Rust i København natten efter lørdag den 20. juni. Den erfarne rapper har skrevet musik siden hiphoppens spæde indtog i Danmark i 80'erne, og han fik sit gennmbrud i 2005 med debutalbumet, "Paraderne Nede", og ikke mindst hitsinglen "Sommerfugl". I 2009 udgav han sin anden plade, "Galleri", og herfter tog Ataf en pause fra musikken, hvor tiden er blevet brugt til at kigge indad og forme et nyt udtryk- I 2012 landede så singlen "Lets Go", og sideløbende har rapperen arbejdet sammen med flere store danske navne i hiphop-miljøet, såsom Jokeren, Den Gale Pose og Clemens samt udgivet med sangerinden Marie Kreis Uhre i pop-rap-projektet UhreWaja. Har du lyst til at opleve Ataf Khawaja live til en sand natfest, er det bare med at komme af sted. 

Søndag den 21. juni


København: 


AOK - Byens Bedste, Vega

Igen i år fejrer AOK alle ildsjælene i København, og det sker vanen tro med et awardshow med priser til Byens Bedste 2015 - hele 135 af byens fedeste steder, begivenheder og oplevelser er faktisk nomineret. Og der er intet awardshow, der er noget ved, hvis der ikke er musik - og det har AOK naturligvis tænkt på. Derfor præsenterer de ingen ringere end Reptile Youth, Vinnie Who og dj-kollektivet Okay Funky til at skabe fest og god stemning hos publikum. Måske skal du også af sted? Du kan se alle nominerings-kategorierne til prisshowet lige her


ANNONCE