Den dansk-tyske 90'er-støjgruppe vender tilbage på VibraCrunch-festivalen
Det dansk-tyske støjrockband 18th Dye, der huserede på den alternative danske og tyske rockscene i 90'erne, har fundet sammen igen, indtil videre til en enkelt koncert på VibraCrunch-festivalen i Malmö 26. august. Bandet udgav tre album og et minialbum i perioden 1992-1996 og blev officielt opløst i 1996, men gav dog tre afskedskoncerter i London, Berlin og København (Vega) i februar 1999, hvor de også udsendte et album med B-sider, coverversioner og andre rariteter. 18th Dye havde base i Berlin og bestod dengang og i dag af Heike Marie Rädeker (bas, vokal), Sebastian Büttrich (guitar, vokal) og Piet Breinholm Bendtsen (trommer).
– Vi havde egentlig besluttet at mødes igen i Berlin stille og roligt og lave nye numre uden at det nødvendigvis skulle blive til noget større, fortæller Bendtsen til GAFFA.dk og fortsætter: – Men en dag, da jeg dj'ede på Ideal Bar i København med vores gamle agent, løb jeg ind i Jessica fra Kubi Booking (bookingbureau med tæt forbindelse til selskabet Crunchy Frog, red.), som spurgte, om ikke vi ville spille til VibraCrunch, som Kubi er medarrangør af, og det sagde vi så ja til, selvom det så skaber en ny dagsorden. For nu øver vi lidt, skriver måske nogle nye sange og spiller så, og så vil vi se, om der er basis for et længere samarbejde.
Men jeg kan fornemme, at det ikke er utænkeligt, at I fortsætter?
– Nej, bestemt ikke, men Heike bor stadig i Berlin, og Sebastian og jeg bor i Danmark. Det gør det selvfølgelig lidt mere besværligt.
Hvad er egentlig årsagen til, at I bliver gendannet netop nu? Har den mere alternative rock bedre vilkår i dag end dengang?
– Nej, i starten af 90'erne var det Nirvana, Sonic Youth og Pixies, som have et meget stort publikum. I dag er det bands som Interpol og Franz Ferdinand, som har en meget mere poppet profil. Jeg tror
ikke, vilkårene har ændret sig nævneværdigt. Det vigtigtste er, at vi kan være i samme rum og skabe den helt specielle energi, som 18th Dye står for. Var det ikke tilfældet, ville ydre faktorer ikke kunne drive os i et øvelokale igen. Og så er det i øvrigt første gang nogensinde, at vi spiller i Sverige.
18th Dye turnerede intensivt i Europa og USA, fik flere singler på top ti på den engelske indie-chart, og alle album udkom på det respekterede selskab Matador i USA/Canada (Cat Power, Guided By Voices, Yo La Tengo) m.fl.) og det ditto hedengangne Cloudland (Greene, Trains & Boats & Planes, How Do I m.fl.) i Danmark. Bandet havde derudover en forlagskontrakt med Warner/Chappel i London, som nu er udløbet. Den nu afdøde engelske BBC-dj John Peel var stor fan af bandet og inviterede dem til hele tre BBC Peel-sessions. 18th Dye optog/producerede deres albums med blandt andet Steve Albini (Nirvana, P.J. Harvey, Pixies m.fl.), og Iain Burgess (Poster Children m.fl.).
18th Dye havde en del fans rundt om i verden, og deres singler kan ifølge bandet selv stadig høres på jukebokse på The Lower Eastside i New York City.
Efter 18th Dyes opløsning fortsatte Büttrich og Bendtsen i det mere elektroniske Kikkert, der senere blev til Test, som udgav et album i 2002. Büttrich har også spillet med blandt andet Niels Skousen og Nikolaj Nørlund, og Bendtsen har for nylig startet management for blandt andet Lise Westzynthius. Rädeker fortsatte i tyske indiebands som Wuhling og Evonike.
