Den svenske sangerinde bruger et gospelkor til at bryde musikalske grænser
Lørdag aften var den svenske sangerinde Jenny Wilson nået til København på sin tour med Tensta Gospel Choir. Umiddelbart efter lydprøverne mødte vi sangerinden til en snak om at forene indie og gospel, om at bryde musikalske grænser og om det indre genrefilter.
Der er mange måder at udvikle musikken på. Og der er mange grunde til at gøre det. For den følsomme sangerinde handler det om at give musikken nyt liv, og måden det skulle gøres på, var hun ikke rigtig i tvivl om:
- Jeg havde turneret meget sidste sommer, og jeg havde lyst til at udvikle sangene. Så tog jeg kontakt til koret. Jeg ved egentlig ikke så meget om gospel, men jeg havde hørt om dem, og så spurgte jeg, om de var interesserede i at lave noget sammen med mig, og deres korleder var med på den med det samme, forklarer sangerinden, og fortsætter:
- Det viste sig, at han (korlederen, red.) kendte min musik, så ud af korets over 20 medlemmer plukkede han seks sangere ud, som han mente ville passe godt til projektet. Og så begyndte vi at arbejde sammen i november/december, hvor koret og jeg sad i mit lille studie og lavede arrangementer. Og i starten troede vi egentlig, at vi bare skulle lave omkring tre koncerter, men nu skal vi lave det hele sommeren, fortæller Wilson, tydeligt glad.
Og der er en grund til glæden, for i arbejdet med sangerne og de nye arrangementer har hun oplevet, at hendes musik ikke kun er blevet anderledes, men også bedre - og det meget af det skyldes den nye besætning:
- Det som jeg synes er så skønt ved at arbejde med så mange stemmer er, at det egentlig først er nu, jeg synes, sangene kommer til deres ret. For da jeg skrev dem, var der da nogle gange, at jeg sådan havde lidt ... gospel on my mind, men jeg forstod først efterfølgende, at det var sådan. Så det her er et virkelig godt og dejligt samarbejde, forklarer den stolte sangerinde, der efterfølgende fortæller hvordan sangenes nye liv kommer til udtryk:
- De har fået nye partier. En del er blevet meget længere, fordi vi kunne høre at noget lød rigtig godt, og så kunne man køre det nogle minutter, uden at tænke på hvor langt det blev.
