Den danske sanger og forfatter beretter om de engelske post-punk-legender for GAFFAs læsere
Mandag den 26. september opfører det legendariske engelske post-punkband Echo & The Bunnymen deres klassiske album "Ocean Rain" fra 1984 i sin helhed i London Palladium. I den anledning fortæller et andet post-punk-ikon, den danske sanger, multimusiker og forfatter Martin Hall deres historie for GAFFAs læsere i form af en længere artikel.
Martin Hall, der hen over sommeren har skrevet et par stort anlagte anmeldelser om nogle af 80'er-generationens stadige aktive kunstnere, vil efter aftale med GAFFA hen over efteråret komme til at stå for flere store opsummerende artikler om kunstnere fra samme periode. Artiklerne vil ifølge Hall muligvis komme til at indgå i en større helhed på et senere tidspunkt.
Martin Hall begynder sin artikel således:
"I sommeren 2010 afgjorde en retssag i Belgien, at det faktisk slet ikke var den franske poppunksanger Plastic Bertrand selv, der sang på sit store 70'er-hit "Ça Plane Pour Moi", et nummer der i 1978 bl.a. gik top ti i England. Indspilningens producer, Lou Deprijck, havde ved flere lejligheder hævdet, at det er ham, der synger på den mere end 30 år gamle sang, men måtte så sent som i 2006 lide den tort at tabe den første retssag i spørgsmålet.
En ekspert i lingvistik havde nemlig brugt tre måneder på at sammenligne Bertrands og Deprijcks accenter med den, man kan høre på pladen, og måtte i den sammenhæng konkludere, at det ikke kan være Bertrand, som synger, eftersom han er opvokset i Bruxelles; Deprijck derimod er opvokset i den sydøstlige del af Belgien, der ligger tæt ved Picard-regionen i Frankrig, hvis dialekt er fremtrædende på sangen.
I forbindelse med den endelige retsafgørelse udtalte Lou Deprijck, at han var meget lettet over afgørelsen, da sagen gennem alle årene havde gået ham voldsomt på. Især havde han været bitter over, at pladeselskabet oprindeligt vragede ham som solist frem for den mere punkede Plastic Bertrand. Som Deprijck udtrykte: "Jeg var sågar villig til at barbere mit overskæg af, men pladeselskabet foretrak denne fyr med hans punklook."
Galileo, Figaro, Magnifico
Og hvad i alverden har denne historie så at gøre med Liverpools Echo & The Bunnymen, kan den allerede hårdt prøvede GAFFA-læser med rette indvende? Hovedsageligt det, at Bunnymens galileiske centerpunkt og indiskutable frontfigur Ian McCulloch – blandt venner blot kaldet Big Mac pga. sin alt andet end beskedne selvopfattelse – aldrig nogensinde ville have klippet så meget som et enkelt hår af sin touperede varemærkefrisure for at opnå anden anerkendelse end den, han fra sin første dag på jorden intuitivt vidste, tilkom ham. Integritet eller storhedsvanvid, kært barn har mange navne.
The Mac har i al fald altid været god for at strø om sig med farvestrålende sentenser og udtalelser, og lad os i lyset af mandag aftens stort anlagte London Palladium-genopførelse af Bunnymens hovedværk Ocean Rain fra 1984 lige citere ham for sit eget syn på samme plade i et interview med Spin i 2008: "It's the greatest album ever made." Altså ingen falsk beskedenhed at spore her. Og om den første single fra lp'en, top ti-hittet "The Killing Moon", følger han frisk op i et senere interview med Rockfeedback i oktober 2009: "The title alone, it's the best title of a song of all time."
Talentet for at prise sig selv var ganske enkelt medfødt. For McCulloch syntes kald og personlighed at være én og samme ting, og han proklamerede da også tidligt i karrieren, at han sagtens kunne forestille sig en senere politisk karriere – ikke fordi en særlig sag lå ham på sinde, men fordi han gerne ville være den, der holdt alle disse fantastiske taler. Og det kom han for så vidt også til. Hvad end man må synes om manden og hans stemme, må man medgive ham, at han som tekstforfatter har skrevet nogle af den britiske pop- og rockmusiks bedste tekster – i al fald hvis man hælder til den bohemeprægede postpunktraditions kvaliteter og meritter."
Læs hele artiklen i GAFFAs artikelsektion.
Martin Hall har i samme åndedrag også anmeldt en udgivelse med et andet ikon fra post-punk-æraen, nemlig et livealbum med nu afdøde Billy Mackenzie, der i 80'erne var sanger i hedengangne The Associates. Læs hans anmeldelse i GAFFAs anmeldelsessektion.
