Nyhed

Seasick Steve til Danmark

Den amerikanske bluesmusiker gæster landet til efteråret

Steven World, kendt under kunstnernavnet Seasick Steve, lægger den 21. oktober vejen forbi Store Vega i København.

Seasick Steve er i dag bosat i Norge, men har inden da levet mange år som vagabond i henholdsvis USA og Europa. Man kan derfor argumentere for, at sangeren har oplevet bluesen på egen krop, inden han i 2006 udgav debut- og soloalbummet "Doghouse Music".

Steve er blandt andet kendt for at bruge yderst rustikke instrumenter, der er lige så primitive, som de var i hans dage som Vagabond: hjemmelavede og lettere kvæstede guitarer og en rytmeboks bestående af en lille trækasse, der er kendt under navnet "Mississippi Drum Machine".


Den 72-årige musiker har gennem sin karriere optrådt over hele verden samt indspillet med mange af de store navne, heriblandt John Paul Jones fra Led Zeppelin og Dave Grohl fra Foo Fighters.

I 2008 udgav Seasick Steve albummet "I Started Out With Nothing And I Still Got Most Of It Left", der høstede særdeles gode anmeldelser hos GAFFA. Pladen fik fem ud af seks stjerner af GAFFAs Lars Löbner Jeppesen, der blandt andet skrev: "At Steve har fat i noget uforligneligt autentisk, behøver man ikke at have gæstestjernen Nick Cave til at fortælle, man kan blot åbne ørerne og nyde denne rå krydsning af R.L. Burnside, Edward Bunker og Dan Reeder." Læs hele anmeldelsen her.

Koncerten med Seasick Steve foregår som sagt i Store Vega den 21. oktober, og billetsalget går i gang på onsdag via GAFFA Live.


ANNONCE