GAFFAs redaktionssekretær fortæller om sine musikalske favoritter fra 2013
Året er gået på hæld, og i den anledning har GAFFA givet ordet til en række GAFFA-skribenter, der året ud vil fortælle om deres yndlingsalbums fra 2013. Her gælder det GAFFAs redaktionssekretær Michael José Gonzalez.
Hør en playliste med Michael José Gonzalez' yndlingsalbums på Spotify
Hør en playliste med Michael José Gonzalez' yndlingsalbums på WiMP
Udland:
1. Kanye West: Yeezus
I min verden bliver Kanye bare ved med at forbløffe og forundre. Og "Yeezus" er ingen undtagelse. Manden er blevet udskældt for sit enorme ego og for at kalde sig selv et kreativt geni, men når man bedriver et album som dette, er der altså ikke noget at rafle om. Det er kompromisløst og det tætteste, man kommer på noget nedbarberet i Kanyes univers. Det vokser for hver gennemlytning og brager igennem forventninger og konventioner som en slagboremaskine. Mr West er nok en bralrerøv, men det geniale kan man ikke tage fra ham. Det bliver spændende at se, hvad han finder på næste gang.
2. Pearl Jam: Lightning Bolt
Der var mange, der var lidt sure på "Backspacer", der i min optik stadig er et fremragende album. Derfor var glæden stor, da mestrene fra Seattle formåede at begå en mindst lige så glimrende plade med "Lightning Bolt", der har alt, man kan ønske sig af fræsende rocksange, bragende ballader og stærk, stærk Vedder-vokal.
3. Bob Dylan: Another Self Portrait
Åh, hvor jeg dog sætter pris på disse "Bootleg"-udgivelser med Dylan. Dog er de mest interessante, når det ikke er mandens helt unge år, der genbesøges for 117. gang, og således er disse optagelser fra tiden omkring "New Morning", "Nashville Skyline" og selvfølgelig "Self Portrait" en decideret guldgrube af store stunder, hvor crooneren og fortolkeren Dylan fuldt er i storform. Mange timers eminent lytning!
4. Nick Cave & The Bad Seeds: Push The Sky Away
Nick Cave har i år sat en stor fed streg under, hvor stor en kunstner han er. Mandens evner fornægter sig på ingen måde på dette forbilledlige album, der flot blander det smukke med det foruroligende. At han så var en af de første til at sætte fokus på Miley Cyrus i år, er jo kun et plus. Det er ikke for sjov, at pladen har fundet vej til så mange årslister over de bedste plader i 2013.
5. Snoop Lion: Reincarnated
Det var oplagt, at Snoops reggae-projekt ville falde til jorden og bare være en dårlig joke. Men stik imod forventningerne havde Snoop hjertet med, da albummet skulle eksekveres, og "Reincarnated" emmer af livsglæde, positivitet og ikke mindst gode sange. Bevares, der er et par svipsere, men dem æder man gerne. At Snoop så valgte at overgå sig selv med 7 Days Of Funk i slutningen af året, var en glædelig overraskelse, jeg ikke lige havde set komme.
6. David Bowie: The Next Day
Bang! David Bowie var tilbage uden varsel, og med "The Next Day" leverede han en plade, der samler op på sine mange musikalske personligheder i løbet af karrieren. Ingen ringe bedrift – og hvor er der rart at have The Thin White Duke tilbage. Hvad bliver det næste? En tour? Man har vel lov at håbe...
7. Motörhead: Aftershock
Motörhead lyder stadig som Motörhead. Og heldigvis for det. Man bliver aldrig skuffet, når Lemmy og drengene udgiver et album, for man ved altid, hvad man får. Med Lemmys svigtende helbredstilstand er det med at sætte pris på den hårdeste motherfucker i rock 'n' roll, mens vi stadig har ham. Og "Aftershock" er en formidabel og livsbekræftende opvisning i, hvordan man også kan begå sig, selvom man nærmer sig de 70.
8. Elvis Costello & The Roots: Wise Up Ghost And Other Songs
Elvis Costello mødte The Roots på det fremragende amerikanske talkshow "Late Night With Jimmy Fallon", hvor sidstnævnte er husorkester. Sød musik opstod, og heldigvis valgte de at udvide bekendtskabet med denne helt igennem fremragende gang soul-funk-rock. Den har været i heftig rotation i det lille hjem, og fingrene er krydsede for en toer.
9. Drake: Nothing Was The Same
Det er sgu svært ikke at holde af Drake, når han bliver ved med at udvikle og forfine sit udtryk plade efter plade, og "Nothing Was The Same" er den foreløbige kulmination på mandens store talent. Særligt "Started From The Bottom" er en vinderhymne af rang!
10. Justin Timberlake: The 20/20 Experience
Det er som om, der ikke er noget, Justin Timberlake ikke kan, og med dobbeltfornøjelsen "The 20/20 Experience" er han tilbage i musikken. Numre som "Suit And Tie" og "Mirrors" er lækkerier, der kalder på klassikerstatus. Helt sikkert den lange ventetid værd!
Danmark:
1. Allan Olsen: Jøwt
En af landets absolut bedste sangskrivere rev tæppet væk under alle de unge opkomlinge med det bedste danske album, jeg har hørt i mange, mange år. Stærk sangskrivning med skarpe tekster og flankeret i mandens stædige fastholdelse i at gøre tingene på sin måde. Intet mindre end en lille milepæl i dansk musik, som jeg langtfra er færdig med at dykke ned i. Og så er jeg ikke engang nordjyde.
2. Kashmir: E.A.R.
Yderst positivt overraskede gode gamle Kashmir med denne mangefacetterede og rigt detaljerede plade, som måske er det bedste, de har lavet. Hvis de fortsætter med at forny sig på den måde, skal de nok blive ved med at holde sig relevante. Spændende lyduniverser fletter fingre med melodisk tæft og nysgerrighed, så det er en ren fornøjelse – og fedt at Eistrup synger falsk på flere af sangene. Mægtigt og menneskeligt.
3. MØ: Bikini Daze (ep)
Så faldt tiøren, og MØ krøb endelig helt ind under huden på mig med disse fire fremragende sange, der beviser hendes store talent. Det bliver stort, når langspilleren endelig lander. Her kunne meget vel være den næste danske eksportsucces. Lige meget hvad er der i hvert fald lækre toner til afslapning og fest på Bikini Daze.
4. The Broken Beats: All Those Beginnings
Sømmet i bund og fuld fart frem. The Borken Beats tager ingen fanger på "All Those Beginnings", der bare emmer af musikalsk overskud. Det er simpelthen en opløftende fornøjelse fra start til slut, og det er på tide, at resten af landets musikelskere får øjenene – eller rettere ørerne – op for dette fremragende ensemble.
5. Ponyblod: Ponyblod
Tue Track og Khal Allan sparker i den grad hængerøv som Ponyblod, hvor de voldsomt fabulerende tekster og solide beatarbejde får frit og fantasifuldt spil. Solidt og meget bedre end "Toback To The Fromtime". Og så fik jeg også lært udtrykket "at give nogen hagen på" at kende.
Hør en playliste med Michael José Gonzalez' yndlingsalbums på Spotify
Hør en playliste med Michael José Gonzalez' yndlingsalbums på WiMP
